« hvor mange gange skal jeg indlægges
før det er den sidste gang
giv mig nu bare ro

jeg kan ikke mere
jeg gider ikke prøve

giv mig en ny hjerne
den her er i stykker »

Uddrag fra digtet Spadestik,
Hey Guys Hey Guys,
Laurits Balker, 2026

Laurits Balker har trods sin unge alder levet et turbulent liv med psykisk sygdom og indlæggelser.


Det bearbejder han i sin nye digtsamling Hey Guys Hey Guys.


I dag forsøger han at fokusere på de gode ting i livet og være et talerør for andre.

Laurits omskriver sin fortælling - han vil overleve sig selv

Fotos: Lys Klitgård Boman

Offentliggjort

Laurits Balker er langt væk hjemmefra. Det er sidste dag på Roskilde Festival 2025.

Han står ved indgangen til et overdækket madområde med sin telefon i hånden.

Han kan ikke finde sine venner.

Han ringer febrilsk op igen og igen og igen.

Regnen trommer truende mod taget.

En hånd på hans skulder.

Laurits vender sig med et sæt.

Der står alle hans venner, alle dem han har brugt lang tid på at finde.

De har stået lige der ved siden af, mens han panisk har forsøgt at få fat på dem, men roen indfinder sig ikke, da han genkender deres ansigter.

Sanseindtrykkene smelter sammen til en udefinerbar grød af råb, blinkende lys og en jordet lugt. Altoverskyggende er lysten til at holde op med at eksistere. Ikke længere skulle bruge energi på at være til.

”Jeg tror I skal hjælpe mig over til nogle samaritter,” får han sagt til vennerne.

Det gør de så. En kvindelig læge sender ham til Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Denne sommeraften var Laurits Balker 22 år gammel. Som 17-årig havde han første møde med psykiatrien og har været en del af den siden. Han har to gange på et halvt år været indlagt med OCD og selvmordstanker, første gang i Aalborg, anden gang i Roskilde.

Da han vågner om morgenen søndag d. 6. juli 2025, er det til Melvin Kakoozas stemme. Det tager lidt tid at lokalisere den. Den kommer fra et lille fjernsyn øverst i hjørnet af stuen. Han husker aftenen inden i brudstykker. En telefon i hånden. Forvirring. Modløshed. Panik.

Stuen er firkantet, der er vinduer ud mod gangen og ikke nogen dør i døråbningen.

Morgenmaden er anrettet på en plastikbakke ud fra et afkrydsningsskema, som han fik udleveret, da han vågnede: vakuumpakket toastbrød, smør og marmelade i små plastikbøtter, og en kop kaffe har han trukket i kaffeautomaten. Melvin Kakoozas grin forvrænges i fjernsynets højtalere.

Over for ham mumler en ældre kvinde.

”De er alle sammen efter os…”

Laurits ryster lidt på hovedet. Han ved ikke, hvad hun snakker om.

Personalet forsøger at fylde hullerne i hukommelsen ud. De fortæller, at han blev meget aggressiv, efter han ankom til Sct. Hans, at han greb fat i en vandkande og kastede den tværs gennem rummet sigtende efter et par sygeplejersker. Den splintredes i hundredvis af småstykker, uden nogen kom til skade.

Hans hoved dunker, mens de fortæller ham, at de var nødt til at holde ham nede og give ham beroligende medicin, for at han kunne falde til ro.

Få timer efter morgenmåltidet er spist, er Laurits trådt ud ad hovedindgangen. Sengepladserne er få, og han er blandt dem, der må vige pladsen for andre.

I toget hjem mod Klitmøller står én ting klart for Laurits. Han vil aldrig tilbage på psykiatrisk afdeling igen.

En forfatter med et budskab

24-årige Laurits Balker er i dag forfatter og foredragsholder. Han er aktuel med sin tredje digtsamling, Hey Guys Hey Guys, hvori han bearbejder indlæggelsen på Sct. Hans og tiden efter. Det er en fortælling om at overleve mørket og adskille sig selv fra sin diagnose, men også om håb, tilgivelse og stærke venskaber.

Laurits er blevet en markant stemme i samtalen om psykiatrien. Ud over rosende anmeldelser af bogen, har han blandt andet gæstet Go’ Morgen Danmark og har fortalt om sine oplevelser med psykiatrien i blandt andet Politiken, Zetland og TV 2.

Det første møde med ritualerne

Laurits’ fortælling om et liv med psykisk sygdom begynder som tolvårig. Her stifter han for første gang bekendtskab med den OCD, der bliver en fast følgesvend.

Hvad er OCD

OCD er en angstlidelse, hvor man oplever uønskede tvangstanker og tvangshandlinger, som man ofte skal udføre gentagne gange. Det medfører i mange tilfælde en frygt for, at der vil ske noget dårligt, hvis man ikke udfører dem.

Kilde: Psykiatrifonden

Det begynder med en beslutning om at tabe sig. Kiloene smider han på en daglig tur på skateboard mellem hjembyen Klitmøller og Hanstholm. Hver vej byder turen på omtrent ti kilometer på en hullet cykelsti. På strækningen flytter nogle af de første ritualer, som Laurits kalder dem, ind i ham.

Ved hul nummer 30 på strækningen skal han køre frem og tilbage to gange.

Ved hul nummer 88 skal han lukke øjnene og tænke på det samme billede, hver gang han passerer.

Hvis ikke må han køre lidt tilbage og gøre det en gang til, ellers er han overbevist om, at de kilo han har kæmpet hårdt for at smide på strækningen vil sætte sig igen.

Ritualerne bliver sværere og sværere at efterlade på cykelstien, og en dag kommer de også med over dørtærsklen til barndomshjemmet.

Inden sengetid skal lyset i huset slukkes i en bestemt rækkefølge.

Kroppen skal ligge helt rigtigt på lagnet, når han kravler under dynen.

Hvis ikke, må han et par skridt baglæns i rutinen og prøve igen.

Hvis tvivlen melder sig, er der intet valg

For Laurits er virkeligheden skruet sammen i et brutalt, men logisk system. Det kan starte med, at han går ind ad hjemmets hoveddør, mens han kommer til at synke. Så er katastrofen sat i gang, og han rammes af iskold panik.

Nu er der risiko for, at hans mor dør i et trafikuheld på vej hjem fra arbejde. Han ved godt, at tanken er vanvittig, men tvivlen æder alt. Og hvis der blot er én procent chance for, at det passer, hvem tør så lade være med at handle for at beskytte hende?

Han må gå tilbage ud ad døren. Synke igen. Når hans mor senere træder ind i hjemmet og smiler, udløser det en følelse af lettelse. Det var Laurits, og de handlinger han udførte, der reddede hende fra døden. Sådan lyder de tanker, der nu kører i ring i hovedet på ham.

"Det er en følelse af, at hele dit liv er på spil," siger han.

Laurits er en ud af mange unge, der kæmper med psykisk sygdom. I Danmark er det ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen 15 procent af alle børn under 18 år, der bliver diagnosticeret med en psykisk sygdom.

Fundamentet skrider

Da Laurits bliver student, beslutter han sig for at forfølge drømmen om at skrive, i stedet for at finde et sabbatårsarbejde. Hans mor lægger en stram ramme for skrivningen. Klokken otte om morgenen skal han sidde ved skrivebordet, med hænderne på tastaturet, og klokken femten kan han holde fyraften.

Det gule hus er Laurits Balkers yndlingshus i Klitmøller.

Selvom strukturen irriterer ham i starten, forvandler den sig hurtigt til trygge og produktive rammer for ambitionen. Skrivningen bliver en sport, et kapløb mod siderne, og snart ser hans første bog dagens lys.

Men under overfladen begynder fundamentet at skride.

Deadlinen på Te og Appelsiner, der bliver næste bog, nærmer sig, mens siderne stadig står halvtomme. Laurits pendler tværs over landet til undervisning på en forfatterskole, knokler 37 timer om ugen på en lokal campingplads, mens han desperat prøver at skrive bogen færdig.

Da OCD’en blusser voldsomt op, bliver alkoholen hans flugtvej. Fire øl før sengetid slukker midlertidigt for larmen og katastrofetankerne, men nødløsningen forvandler sig hurtigt til et fast ritual. Fra april til december 2024 drikker Laurits hver eneste dag. Med tiden fordamper den midlertidige ro, alkoholen giver ham og ender i stedet med at forstærke både angsten og mørket.

Det er i denne periode Laurits får diagnosticeret OCD, og dermed først her det bliver muligt for ham at sætte de årelange ritualer i sygdommens perspektiv.

Første juledag 2024 siger kroppen stop. Otte timer af hans dag sluges af en psykose, han ikke husker noget fra. Det er her han indlægges for første gang i psykiatrien, denne gang på psykiatrisk skadestue i Ålborg. Han er der kun i fire timer.

Indlæggelsen kommer som et chok for flere af Laurits' venner. De slår ring om ham, og han er i bedring i et stykke tid, men det vender igen. Han griber ud efter det, han kender: alkohol. Op til Roskilde Festival 2025 tager misbruget fart. Herfra kender du resten af historien.

« jeg vil hellere leve med mine nedbrud
min tristhed
min glæde
mine tvangstanker
end at leve i en verden
hvor alle følelser bliver unuancerede
jeg vil græde foran min kæreste
jeg vil føle mig forelsket i min kæreste
jeg vil kramme min mor og suge hendes varme
jeg vil gå i byen med mine venner og mærke verden »

Uddrag fra digtet Hej,
Hey Guys Hey Guys,
Laurits Balker, 2026

Fotos: Lys Klitgård Boman

Et ændret fokus

I dag er det mere end femten måneder siden, Laurits tog toget hjem fra Roskilde. Han efterlod alkoholen på festivalpladsen og har ikke rørt den siden.

Han har indrettet et liv og en hverdag med et klart mål: At have det godt.

For at leve op til det, sørger han blandt andet for at tale med sine venner og familie om tanker og frustrationer, når de bliver for store, i stedet for at lukke sig inde og lade dem vokse sig ubærlige.

For at holde balancen i sin hverdag har Laurits luget grundigt ud i, hvad han omgiver sig med. På computeren har han lukket faner med YouTube-videoer som: The Satisfying Downfall of Mr. Beast  og trykket pause på Radiohead i hovedtelefonerne. Det handler for ham om at skærme sit sind en smule.

”Når man i forvejen har meget indre mørke, behøver man ikke tilføje endnu mere udefra,” mener Laurits.

Det sidste år har Laurits skrevet på sin tredje digtsamling Hey Guys Hey Guys. Arbejdet med bogen har både været godt og skidt for hans bedring. Det rev op i de smertefulde minder fra indlæggelsen på Sct. Hans og tiden efter, men har samtidig fået dele af oplevelsen ud af kroppen.

Laurits Balker finder ro på stranden i Klitmøller, hvor bølgerne fra det barske Vesterhav slår ind over sandet.

Under foredrag har han blandt andet mødt forældre til unge, der har mistet livet til selvmord. Det er i de møder, hans smerte får en mening. Laurits bruger sine ord og oplevelser som et talerør for de mange unge, der kæmper med lignende oplevelser, og for de pårørende som støtte og en vej til forståelse.

Smileyen i gulvbrædderne

Der er sket meget for Laurits de sidste femten måneder, men på trods af det kan mørket stadig slå ham ud. Der er dage, hvor tvangshandlingerne sluger al energien, og livslysten er på et minimum, men på sådan en dag kæmper han hårdere end nogensinde før for at samle på de gode øjeblikke.

En forårsdag besøger Laurits sin kæreste i Aarhus. Det er en af de rigtig dårlige dage. I stedet for at bortforklare smerten, og trøste ham med tomme løfter, tager hun fat i hans hånd, trækker ham ind til sig og peger på gulvbrædderne foran badeværelsesdøren.

”Se der,” siger hun.

Det tager et øjeblik, før han får øje på den, men så kan han heller ikke undgå at se det. To små cirkelrunde malingstænk og en lidt større trekantet plet former tilsammen en lille hvid smiley på det mørke trægulv.

Han smiler først til smileyen, og så til kæresten. Hun tager fat i hans hånd igen, trækker ham ind i køkkenet og peger ud ad vinduet.

Lejligheden på tredje sal har god udsigt. På gaden nedenfor kan man se cyklister og fodgængere, der lige akkurat navigerer uden om hinanden, men man kan også se de grønne haver, der hører til de nærliggende huse. I en af de haver sidder en midaldrende dame i en grå havestol og soler sig. Der sidder hun og fanger de fleste solstråler fra marts til oktober. Laurits smiler. Han vil også samle på solstråler.

I dag regner Laurits ikke med at få et liv helt uden angst, mørke og smerte. Hver dag er en ny øvelse i at flytte fokus. Nu handler det om at stoppe op og lade de bittesmå hverdagsglimt fylde. En tørret malingplet på et trægulv fjerner ikke arrene fra fortiden, men den minder ham om, at lyset altid findes i de mindste sprækker, hvis man bare har et menneske ved sin side, der lærer én at kigge efter.

Livslinjen

Du kan ringe til Livslinjen på telefonnummeret 70 201 201, hvis du har tanker om selvmord.

Powered by Labrador CMS