Lissi Bagge fra Alternativet: Borgerne har krav på en helhedsoplevelse af den offentlige transport

Alternativet vil forbedre den offentlige transport. Lissi Bagge foreslår at det skal ske ved at kræve større samarbejde på tværs af trafikselskaber.

Passagerer på vej
Offentliggjort

Alternativet går på valg med løftet om at halvere prisen på den offentlige transport. ”Vi skal have billigere offentlig transport og bedre offentlig transport,” mener Lissi Bagge, folketingskandidat for Alternativet.

Hun mener, at forskellene mellem land og by er ved at vokse sig store og at en væsentlig del af løsningen på den udfordring, er at forbedre den offentlige transport.

”Rejser på tværs af landet med DSBs orangebillet, skal ofte suppleres med en almindelig billet til den sidste del af rejsen med lokal bus eller tog. Det er ikke fair,” udtaler Lissi Bagge. Hun mener, at trafikoperatørerne i langt højere grad skal samarbejde. Der skal fra politisk side stilles krav til trafikselskaber og -operatører, der sikrer passagerne en helhedsløsning.

I Danmark har vi 6 regionale trafikselskaber, og hver af dem udliciterer driften af den offentlige transport i deres område. Midttrafik er trafikselskab i Region Midtjylland, og de udbyder blandt andet bybusser i regionens byer, skolebusser i kommunerne, letbanen i Aarhus og regionalbusser i regionen. Hvilke løsninger der ønskes, vurderes og bestilles af Region Midt og de enkelte kommuner i regionen.

Lissi Bagge foreslår, at der måske skal være færre trafikselskaber, og at der i udbuddene skal stilles større krav til samarbejde på tværs af landet.

Powered by Labrador CMS