Liveblog: Følg kampen om pladserne hér
Anders vs. Anders: Den nye regionsrådsaftale skal på plads
Livebloggen er lukket. Tak for at følge med.
Onsdag d. 26. november kl. 15:46
BREAKING: ALLE BAKKER NU OP OM AFTALEN
Ifølge den seneste pressemeddelelse fra Region Midtjylland bakker alle 31 regionsmedlemmer nu op om konstitueringsaftalen.
Det betyder at det er et samlet regionsråd, der tiltræder d. 1. januar 2026.
Det nye regeringsråd oplyser også deres fælles fokus for den kommende periode:
- En styrket og mere sammenhængende psykiatri
- Hurtigere og mere ensartet demensudredning
- Udbygning af hospice- og palliative tilbud
- Øget borger- og medarbejderinddragelse
- En mere åben og dialogorienteret politisk kultur
Onsdag d. 26. november kl. 15:38
Mød dine repræsentanter fra Silkeborg her
Her er de valgte regionsrådsmedlemmer fra Silkeborg. Det er altså dem, der er Silkeborgs stemme i regionsrådet, og som skal varetage borgernes interesser.
Poul Berggreen
Parti: Venstre
Alder: 69 år
Antal stemmer: 8.850 – han har altså fået tredjeflest stemmer ved valget efter Kühnau (38.091) og G. Christensen (14.876).
Poul har baggrund som politianklager. Han har været i regionsrådet siden 2021 og stillede op første gang i 2017 som byrådskandidat.
Mærkesager:
1. Lighed i sundhed uanset bopæl → Poul ønsker at styrke det nære sundhedsvæsen og at decentralisere flere arbejdsopgaver fra sygehusene til nærområdet.
2. Tryghed for ældre → Ældre skal kunne behandles lokalt.
3. Flere ressourcer til psykiatrien → Der skal forskes i forskellene mellem mistrivsel og psykiske lidelser, og unge med psykiske problemer skal have bedre hjælp.
Annette Roed
Parti: Socialdemokratiet
Alder: 69 år
Antal stemmer: 4.210
Annette var skoleleder inden hun gik ind i politik, og blev første gang valgt ind i regionsrådet i 2017.
Mærkesager:
1. Stærke hospitaler, der rækker ud og understøtter gode behandlingstilbud tæt på dig → Et stærkt udviklingshospital i Silkeborg.
2. Ligestilling mellem psykisk og fysisk sygdom
3. Større fokus på kvinders sundhed
Naja Kallesøe
Parti: Socialistisk Folkeparti
Alder: 44 år
Antal stemmer: 4.687
Som uddannet social- og sundhedshjælper og sygeplejerske, er Najas force erfaring. Hun har arbejdet som sygeplejerske både på plejehjem og på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Gødstrup Sygehus samt på afdelingen for kvindesygdomme på Aarhus Universitetshospital. Dette er hendes første valg
Mærkesager:
1. Større lighed i sundhed – både geografisk og socialt → Alle skal have lige adgang til behandling og forebyggelse.
2. Et stærkt sundhedsvæsen kræver høj faglighed → Der skal være gode rammer for de ansatte.
3. Gør fremtiden grønnere på naturens præmisser → Beskytte biodiversiteten, tænke grønne løsninger ind i sundhedsvæsenet og inddrage klima i transporten.
Onsdag d. 26. november kl. 11:39
Hvad følger vi i dag?
I dag ventes offentliggørelsen af den endelige konstitueringsaftale i Region Midtjylland. Vi venter på at se, om partierne, der allerede er med i aftalen (V, SF, K, DD, LA, DF, RV), og de tre udenforstående partier, nemlig S, EL og P, kommer til enighed om rådmandsposter og opnår en bredere konstituering – hvad meget tyder på, at de gør.
Det er særligt spændende at følge med i, om Socialdemokratiet bliver en mere central del af aftalen, da de står med flest mandater og med den tidligere regionsrådsformand, Anders Kühnau, i spidsen. Kühnau var klart den største stemmesluger ved valget d. 18. november, men hans knapt 39.000 personlige stemmer er altså ligegyldige, når det kommer til forhandlingsbordet, hvor det er Venstre, der har formået at samle flertal.
Enhedslisten og Psykiatri-Listen er til gengæld to enmandshære med et enkelt mandat til hver, og meget tyder på, at der ikke er mange poster at hente til de to.
Anders G. Christensen fortalte i går, at der er møde mellem flertallet her til morgen, og selvom det ikke vides, hvad der tales om på dette møde, tyder meget på, at det er her, den sidste del af stoledansen om pladserne finder sted.
Tirsdag d. 25. november kl. 16:47
Opdatering direkte fra forhandlingsbordet
Dette medie erfarer her til eftermiddag, at mindst ét af de samlede forhandlingspartier ikke er tilfreds med den fordeling, der bliver offentliggjort i morgendagens pressemeddelelse. De føler sig mere på sidelinjen, end de har været i tidligere perioder og det lader til at det er de færreste udestående partier, der er tilfredse med den konstituerede aftale.
Hvad den konkrete pressemeddelelse indeholder vides ikke, men vi følger sagen tæt her i livebloggen.
Tirsdag d. 25. november kl. 16:38
Flere krummer på vej til S, EL og P fra langbordet?
Socialdemokratiet, Enhedslisten og Psykiatri-Listen er blevet tilbudt en række poster i den nye konstitueringsaftale. I konstitueringsaftalen fra den 19. november står der nemlig, at S, EL og P er blevet tilbudt følgende:
Regionsrådets post som 2. næstformand
Fire forretningsudvalgsposter
En formandspost i Udvalget for Regional Udvikling
Ni sæder i de fem sundhedsråd – herunder en næstformandspost i ét af dem
De har dog takket nej til den fordeling. Den forlængede betænkningstid kan tyde på, at flere goder kan være på vej til de udestående partier. Det vides dog ikke hvilke.
Tirsdag d. 25. november kl. 15:27
Stilhed fra Enhedslisten og Socialdemokratiet
Mens Enhedslistens Else Kayser i et telefonisk interview henviser til den kommende pressemeddelelse i morgen, er Anders Kühnau fra Socialdemokratiet en svær spiller at få fat i. Den forrige periodes formand er ikke at træffe på telefon – selv efter flere opkald.
I et skriftligt svar om nedskæringernes påvirkning af unge skriver han dog: “Jeg erindrer ikke, at vi har gennemført nedskæringer, der har påvirket unge på Regionshospitalet Silkeborg. Det må være en misforståelse,” og han stiller ikke op til yderligere interview om hverken unge i sygehusvæsnet Region Midtjylland eller de aktuelle forhandlingerne.
Tirsdag d. 25. november kl. 11:55
Psykiatri-Listen: "Vi vil gerne inkluderes, men kun på en ordentlig måde"
Psykiatri-Listens indvalgte regionsrådsmedlem, Rosa-Marie Mollerup, giver udtryk for, at de er tilfredse med, at det lader til, at der er blevet lyttet til dem i konstitueringsaftalens tekst om psykiatri. Det skyldes dog ifølge Mollerup et godt forarbejde og ikke stor gennemslagskraft på valgnatten eller omkring forhandlingsbordet.
Hun vil ikke komme nærmere ind på de konkrete detaljer i konstitueringsaftalen, som ventes i løbet af i morgen.
Tirsdag d. 25. november kl. 11:31
Den kommende regionsrådsformand om to døgns forsinkelse på aftale
Der er fuld gang i forhandlingerne om den nye aftale for regionsrådet, fortæller kommende formand Anders G. Christensen (V) her til formiddag.
“Vi er lige nu i en proces med at møde hinanden,” siger han om den forsinkede konstituering. De allerede-tilsluttede partier har ifølge G. Christensen møde i morgen tidlig, hvor konstitueringsaftalen skal drøftes endeligt. Han siger om processen, at de har gang i en god dialog. “En kendt politiker sagde engang: ‘Vi har et svar i morgen’,” siger den kommende regionsrådsformand – dog uden garanti. De udefrastående partier havde egentligt deadline for at tilslutte sig aftale i går, men det er altså trukket ud.
Tirsdag d. 25. november kl. 11:12
Tilslutning lader vente på sig
Ifølge en pressemeddelelse fra Region Midtjylland blev der onsdag morgen den 19. november 2025 indgået en konstitueringsaftale mellem hovedparten af de indvalgte partier. Der er tale om Venstre (V), Socialistisk Folkeparti (SF), Det Konservative Folkeparti (K), Danmarksdemokraterne (DD), Liberal Alliance (LA), Dansk Folkeparti (DF) og Radikale Venstre (RV). Både Socialdemokratiet (S), PsykiatriListen (P) og Enhedslisten (EL) står uden for konstitueringen.
De udestående partier har ifølge konstitueringsaftalen til og med den 24. november 2025 til at tilslutte sig aftalen.
Der er dog endnu ikke offentliggjort, hvorvidt de tre partier har tilsluttet sig.