Livsglæde larmer – også på pension

Livsglæde larmer. Det har den gjort hele Oles liv, men larmen har ændret sig, og overdøves i højere grad af YouTube-vejledninger og den aldrende hund Tikla, der tripper hen over gulvet. 

Når Ole vågner om morgenen, er der ikke længere noget job, som venter på ham. Hans job som forstander på Ry Højskole er erstattet af en ny person. Morgensamlingerne bliver holdt af en anden. Der sidder en anden bag klaveret og spiller, og det er ikke længere ham, der sidder for enden af bordet til møderne.

Når Ole slår øjnene op om morgenen, har han ingen formelle forpligtelser. Han kan blive liggende under dynen, lige så længe han har lyst. For han har god tid som pensionist, men tidligere fyldte arbejdet alting: 

“For mig lå der et livsprojekt i at ‘have den’. Jeg havde engang en kollega, der sagde, at når man forlader en højskole, så er det ligesom at trække fingeren op af et glas vand - ringene de forsvinder ret hurtigt.” 

Ry Højskole eksisterer stadigvæk, men det som han gjorde, det findes ikke længere. 

Oles vej ind i højskoleverdenen 

Ole er vokset op på Hammerum Landbrugsskole, hvor både hans far og morfar var forstandere. Så Ole tænkte, at han havde fået nok højskole fra barnsben. Han fandt mest af alt den akademiske verden snobbet; men han endte alligevel på gymnasiet. 

Herefter startede han på Aarhus Universitet og fik sig en cand.mag. i historie og musik. Undervejs arbejdede han som musiklærer på Byhøjskolen, fik børn og blev gift med sin kone Helle Terkelsen. Men Ole savnede noget ved højskolen.

Han mindedes en dag på Hammerum Landbrugsskole, hvor hans far sagde: “Hvor er jeg glad for at være et sted, hvor det ikke betyder noget, at eleverne ikke kan finde ud af at regne. Et sted hvor man kan få et bevis efter seks måneder uden at være god til matematik.” 

Ole savnede at man så på mennesket fremfor resultatet. 

“På højskolen spørger vi ikke, hvad du kan, men hvad du vil”.

Derfor søgte Ole en stilling som lærer på Testrup Højskole, og efter 17 år der, blev han forstander på Ry Højskole. 31 år i højskoleverdenen blev det samlet set til.

Ole husker tydeligt opkaldet, hvor han blev opfordret til at søge på Ry Højskole. Han var i Nigeria med sin søn for at hjælpe på en nyopstartet nigeriansk højskole, da telefonen ringede, og Ole fik at vide, at Ry Højskole manglede en forstander.

Ole havde søgt jobbet tre år forinden, men han fik det ikke dengang.

“Gå ikke tilbage til en fuser”, blev Ole og Helle enige om. Men efter lidt betænkningstid gjorde han det alligevel, og det førte til 14 gode år på Ry Højskole. 

Og fordi højskolen, musik og sammenhold altid har fyldt i Oles liv, blev arbejdet som forstander tidskrævende: “Arbejdet har fyldt al den tid ud, der var plads til.” 

Livsglæde larmer 

I årene efter Ole er blevet forstander, sover han let. Ansvaret for eleverne og skolen er nu på hans skuldre, og forstanderboligen ligger lige ud til skolens græsplæne, så han kan nemt høre når der bliver larmet i haven.

Ole vågner med et sæt. Han kan høre larm ude fra haven. Straks kredser hans tanker om til naboerne, der har klaget over støjen så mange gange før. Han bliver nødt til at gå ud og bede eleverne om at dæmpe sig. Ole tager sin slåbrok på, hopper i træskoene, og bevæger sig ud i haven.

Eleverne er ude for at bade. De hviner højt over det kolde vand og snakker og griner. For Ole skærer de glade stemmer igennem nattens stilhed. Klokken er omkring to. De er sikkert også lidt småfulde, og Ole bliver kortvarigt nervøs for, hvordan de reagerer på at blive bedt om at tie stille.

Ole nærmer sig forsigtigt eleverne. Da han kommer hen til dem, siger han: “Det er lidt højt, jeg ved godt at livsglæde larmer, men vi skal huske at vise hensyn til naboerne”. 

Dét udtryk - livsglæde larmer - er efterfølgende blevet et elsket begreb på højskolen, lige så vel som i Oles eget liv. Og selvom Ole er stoppet som forstander og gået på pension, så larmer livsglæden stadig. 

For Oles liv er på ingen måde blevet formålsløst. 

Der er en have som skal holdes, en hund at lufte og børnebørn og forældre lige i nærheden, der også har brug for en hjælpende hånd.

Relationer er stadig et stort fokus for Ole, og efter at han stoppede på højskolen, ligger det nu på de mennesker han har tæt på.

“Formålet er i hvert fald ikke os selv, det er hinanden. Det er de relationer vi er i, og det at vi passer godt på hinanden. Det er meningsfuldt at passe på de gamle og på børnebørnene, også selvom det indimellem er træls, fordi det er vigtigt, at livet fungerer for dem.” 

Tilværelsen som pensionist har også givet tid til det der nok bedst kan betegnes som livsnydelse.

“At vågne op sammen med min kone og ligge i ske og bare have tid. Det nåede vi aldrig før.” 

Nu er der tid til at Ole og Helle sidder og læser avis på hver deres iPad, mens de drikker kaffe. 

Da Ole fik nok 

For Ole var det en februardag som så mange andre den morgen i 2022. Ole går sin rute ind i køkkenet på Ry Højskole, for at høre, om alt er, som det skal være. Det har han gjort mere end 2000 gange.

“Hvad har du sagt til eleverne?” Spørger køkkenpersonalet vredt. De har set tre karantæneramte elever i kantinen, og forlanger svar fra Ole. Den ellers helt normale morgen bliver afbrudt af køkkenpersonalets vrede. Eleverne? Hvordan skulle han vide det? Ole kan da umuligt have styr på hvor 100 elever er henne.

Ole føler sig unødvendigt angrebet, og et angreb fostrer et nyt. Han mister kontrollen, og råber tilbage: “Det her vil jeg ikke finde mig i!”

Herefter går Ole vrissent til morgensamling, men indser hurtigt, at han har overreageret. Der var ingen grund til, at han tabte hovedet, og derfor undskylder Ole hurtigt over for køkkenpersonalet efter morgensamlingen.

Det viser sig også, at de elever køkkenpersonalet talte om, slet ikke var i karantæne. Det var alt sammen en simpel fejl, men ikke for Ole. 

Ole har længe kunnet holde larmen fra højskolen ud, fordi han virkelig mener, at livsglæde larmer. Men nu er larmen blevet til en irriterende støj. “Jeg har lovet mig selv fra starten at det skulle slutte, når jeg kunne mærke, at jeg ikke længere havde gejsten. Det skylder man sådan et sted.” 

Befriende at blive pensionist 

Ole beskriver overgangen fra at være forstander til at gå på pension, som en befrielse. Efter 31 år med at arbejde i højskoleverdenen, var det nødvendigt at sætte bremserne i. Ole meldte sin afsked, og det var med en følelse af, at han simpelthen ikke kunne levere mere. Han havde brugt sig selv op, og især tiden under Corona, havde slidt hårdt. 

“I dag er jeg glad for at slippe for alle de pligter, og altid at skulle have klarhed over hvordan verden ser ud. Nu slipper jeg for at sige noget fornuftigt om droner,” siger Ole grinende. Som forstander famlede han lige så meget i blinde som alle andre, når der for eksempel er Corona eller der udbryder krig i Ukraine, “men man har ligesom den der kasket på, hvor man har ansvaret i sidste ende.” 

Udover at nyde tilværelsen hvor Ole slipper for at præstere og være på hele tiden, så nyder han at have tid til nogle af alle de projekter, som ikke blev prioriteret som forstander. 

“Jeg ville altid gerne være tømrer, men så blev jeg sgu akademiker istedet” griner Ole og påpeger det småsnobbede paradoks, “men nu bygger jeg huse og skur.” 

Ole har nemlig selv bygget skuret i haven, lagt fliser i indkørslen og lige nu er projektet sommerhuset, som han og Helle købte i 1997. Soveværelset er blevet for lille, så nu er Ole ved hjælp af YouTube-vejledninger ved at lave en tilbygning.

Derudover er der blevet tid til fordybelse. “Jeg læser virkelig meget! Så sidder jeg klar på aftrækkeren, når biblioteket får nye bøger, som jeg kan reservere”. 

Højskolen ligger i blodet 

Men Ole kan også mærke, at han savner livet på højskolen. Lige nu sidder han i bestyrelsen på en anden højskole, og når han sidder omringet af højskoleelever i spisesalen, kan han mærke hvordan han længes: 

“Når de unge mennesker sidder og taler med hinanden, får jeg lyst til at tale med dem og høre hvad de synes om det ene eller det andet. På den måde sidder det stadig i blodet på mig.”

Morgensang – syng dig glad 

Ole holder stadig meget af musik og er månedligt vært for “Morgensang - syng dig glad”, som er et arrangement hver anden uge, hvor primært pensionister mødes onsdag formiddag til højskolesang og rundstykker i Ry. Her kan han igen agere styrmand for en forsamling på omkring 125 personer, og det er tydeligt at han føler sig tilpas i rollen. Passionen til musikken og larmen er unægtelig. 

“Det er danskhed på speed,” siger Ole med et smil på læben, imens han fortæller om sangen ‘Efterårsblæst’. 

Udover at gennemspille og synge 11 sange, tale om hybridkrig, kontanthjælp og åndelig oprustning, får han også flettet en joke om Bertel Haarder ind til samtlige deltagers fornøjelse.

Ole taler let om alle emnerne. Der bliver ikke løst nogle komplekse dilemmaer, men han får delt sine holdninger med resten af forsamlingen, og der bliver lyttet. 

“Ole er en dygtig fortæller. Det er spændende at høre ham tale”, siger Lene Aavild, der er fast inventar til disse onsdagsarrangementer. Hun gik på pension for seks år siden, og har været en del af arrangementet siden det startede tilbage i 2022.

Og Lene er en blandt mange der kommer fast til arrangementet. Da en af sangene går lidt galt, spørger Ole: “Hvor mange var her sidste gang?”, hvortil en publikumsdeltager råber: “Det var vi alle sammen!” 

Ole smiler selvtilfreds efter forsamlingen og ved det mindre ansvar, som følger med. “Jeg savner ikke ansvaret ved arbejdet som forstander, men jeg savner sommetider oplevelserne og ungdommen.”