Lokal butik vil åbne for nethandel efter 28 år

Specialbutikken 'Hegn og Grovvare' i Skave har haft fokus på den personlige betjening og nærvær i 28 år. Nu satser foderbutikken på snart at kunne udvide deres service digitalt.

Allan Stadsbjergs butik 'Hegn og Grovvare' specialiserer sig i dyrefoder.
Offentliggjort Sidst opdateret

Virksomheden 'Hegn og Grovvare' har i næsten tre årtier klaret sig uden en netbutik. Nu erkender butiksejer Allan Stadsbjerg, at han bliver nødt til at følge med tiden. Derfor åbner han en mini-netbutik inden for den næste måned.

Den personlige service og nærhed

I 28 år har kunderne skullet møde op i butikken i Skave, hvis de ville købe foder eller tilbehør hos Hegn og Grovvare. 

Ifølge 60-årige indehaver Allan Stadsbjerg har det aldrig været et problem, for kunderne vender tilbage – også selvom de bor længere væk.

”Jeg kan godt lide, at man kigger på kunderne og ser dem i øjnene. Det er nærhed, der betyder noget.”

Netbutik skal gøre det nemmere for de faste kunder

For butikken i Skave er den personlige service det vigtigste, og det vil den fortsat være. Tiden er dog kommet til en mini-netbutik, som Allan Stadsbjerg i samarbejde med Holstebro Erhvervsforum arbejder på. Det gør at kunder, der ikke kan komme til Skave eller bor længere væk, stadig kan få deres varer.

Udover i Skave har butikken blandt andet kunder i Holstebro, Viborg og Randers. 

Den kommende netbutik skal være en service for dem, der ikke nødvendigvis kommer til Skave hver dag, så de stadig kan få deres produkter, de allerede har prøvet og er glade for.

”Hvis vi får solgt til dem en gang, skal det ikke være besværligt for dem at købe anden gang. Så skal de have muligheden for, at vi sender det til dem.”

Vejledning er butikkens styrke

Butikken startede i sin tid med at sælge hegn, og udviklede sig derefter til at fokusere på foder og tilbehør. 

For at skille sig ud har Allan Stadsbjerg desuden udviklet sine egne produkter, der også har gjort, at kunderne vender tilbage.

Det vigtigste for Allan Stadsbjerg er at sørge for, at man som kunde kommer hjem med det rigtige produkt. Han lægger vægt på, at man hos ham, får vejledningen til produkterne gennem den personlige kontakt. 

Det er ifølge ham grunden til, at kunderne bliver ved med at komme tilbage.

Powered by Labrador CMS