‘Lydlaboratoriet’ vil gøre lytning til en færdighed

Børn lærer mest gennem lytning, men skolerne mangler stadig en mere systematisk tilgang til det. I Struer er et lydlaboratorie sat i verden for at gøre lytning til en færdighed – og for at give byens børn en gave fra Lydens By.

Fra LYD til LYT til TAL — Lydlaboratoriet giver børn en stemme.
Offentliggjort

TEMA: Lydens By

Struer kalder sig Lydens By. I dette tema undersøges det, hvordan lyd former byens identitet – fra historiske rødder til nutidens oplevelser og debatter. Vi ser på, hvordan lyd kan være kulturarv, læring, fællesskab og branding, og hvordan borgere og institutioner oplever og forstår lydens rolle forskelligt.

“Når man siger, at hver anden man møder i Struer, nærmest er en lydekspert, så er det faktisk ikke helt forkert,” fortæller Isa Paludan Asboe, projektleder for Lydlaboratoriet.

En stor del af byens borgere har haft lyd som levebrød gennem de sidste 100 år med Bang & Olufsen som frontfigur, men også en række virksomheder, der har bygget videre på lydteknologisk ekspertise. Nu er ambitionen, at børn og unge skal have glæde af den lokale viden og de ressourcer, der præger byen. 

“Når man nu positionerer sig som lydens by, så skal de børn og unge, der vokser op, have glæde af det. Det skal være en gave,” siger hun.

Et hul i skolernes værktøjskasse

Børn får størstedelen af deres viden ind gennem ørene. Alligevel findes der sjældent en egentlig undervisning i lytning, hverken for elever eller lærere. Forskere har endda kaldt lytning for et “cinderella skill” – en færdighed der er overset og taget for givet i skolen.  Ifølge National Literacy Trust er lytning den kommunikationsform børn bruger mest, men de undervises sjældent i teknikker til at lytte godt. 

 “Lytning er ikke bare lige … man skal lære at lytte forskelligt i forskellige situationer,” understreger Isa. 

Laboratoriet som svar

Lydlaboratoriet blev etableret i 2021 som et forsøg på, at besvare problemet. Projektet skal sikre, at børn og unge i Struer, Lydens By, får glæde af den lokale viden og de ressourcer, der er til rådighed. 

Lydlaboratoriet gør lytning til en del af børns dannelse – ikke bare en funktion, men en færdighed.

“Vi har efterhånden opbygget ret meget viden om lyd og lytning i forhold til undervisning og læring, og det vil vi gerne dele ud af og opbygge endnu mere,” fortæller Isa.

Et af de produkter, der er kommet ud af arbejdet, er Lyd-Lyt-Tal-spandene. Det skal gives til alle børnehaver i Struer Kommune, og det består af tre dele: en lyd-spand om lydbølger og akustik, en lyt-spand til træning af lyttefærdigheder og en tal-spand, hvor børnene kan øve sig i at udtrykke sig – og samtidig lytte til andre.

Men projektet er stadig under udvikling, og det endelige resultat af spandene vil vise sig, når de er implementerede i børnehavenerne.  

En træstub der giver børnene en stemme

Et af de eksempler fra laboratoriet, der har fået opmærksomhed, er ‘taletræstubben’. Det fungerer som et fysisk samlingspunkt, hvor børnene skiftes til at have ordet, når de står på træstubben. Pædagogerne fremhæver, at det ikke kun skaber struktur i samtalen, men også kan bidrage til børnenes trivsel. 

“Noget af det, der er svært i dag, siger pædagogerne, er at fastholde den fælles opmærksomhed. Og der oplever de, at lydmaterialerne i høj grad kan hjælpe” fortæller Isa.

Her kan børnene selv tilføje elementer og markere med 'gyldne ører', hvor lydene har gjort størst indtryk.

Ved at give børnene en ramme for at lytte til hinanden og være til stede i samme aktivitet, kan materialerne bidrage til et mere inkluderende fællesskab. 

“Vi kan faktisk gøre nogle gode ting for trivsel og klassefællesskaber” siger hun. Men det kræver, at materialerne bruges aktivt og får tid til at slå rod i hverdagen.

Struer som legeplads for nye idéer

At netop Struer danner ramme om projektet er ingen tilfældighed. Byen har et miljø, hvor lærere og pædagoger er villige til at afprøve nye metoder, og hvor lyd allerede er en del af identiteten. 

“Vi har sådan lidt en legeplads her, hvor folk er villige til at prøve ting af, og derfor er det et godt udgangspunkt,” siger Isa.

Lydlaboratoriet fungerer derfor som en legeplads for didaktiske eksperimenter – et sted hvor hullet i skolens værktøjskasse måske kan begynde at blive udfyldt.

Et tilbud til børnene – og en inspiration for andre

Ambitionen er at brede materialerne ud til andre kommuner, men først og fremmest skal de gavne de lokale børn og unge. For Struer handler det ikke kun om at fastholde sin status som Lydens By, men om at vise, at lytning kan gøres til en lærbar færdighed. På den måde bliver Lydlaboratoriet både en gave til byens børn og et bud på, hvordan man kan lukke et overset hul i hele skolesystemet.

Powered by Labrador CMS