Lystfiskersæsonen er for alvor skudt i gang i Viborg, og de unge deltager
Børn og unge i Viborg Kommune viser i stigende grad interesse for lystfiskeri. Ved åer og søer bydes de varmt velkommen af de garvede lystfiskere.
Antallet af ungdomsmedlemmer i Dansk Sportsfiskerforbund er steget med 18 procent siden april 2025. Den stigende interesse blandt de unge kan ses både på landsplan og lokalt.
Fiskeholdet på Viborg Ungdomsskole
Viborg Ungdomsskole har set en fast stigning af tilmeldinger på deres fiskehold, der i år har 48 medlemmer mellem alderen 13-18 år.
Fiskeholdet blev oprettet i 2020 på opfordring af to drenge, der fulgte trenden, som udsprang under Corona.
Restriktioner om afstand forhindrede ikke lystfiskeri, og derfor blev aktiviteten særligt populær.
Fra 2018 til 2020 steg salget af årligt lystfiskertegn med 14 procent, svarende til mere end 25.000 solgte lystfiskertegn, ifølge tal fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Ungdomsskolens projektleder på fritidsafdelingen Nicolai Dalgaard fortæller, at mange unge også lader sig inspirere af trends og influencere på sociale medier, der skaber populært underholdning om fritidsliv i naturen.
De garvede lystfiskere vil dele glæden
Henrik Ravn har fisket hele sit liv, og han smiler ved synet af unge drenge med fiskestænger. For ham har fritidsliv uden mobiltelefoner en dybere mening:
"Det er det fantastiske ved at fordybe sig i naturen," siger han.
Henrik Ravn er bestyrelsesmedlem i Viborg Lystfiskerforening, hvor de tager mange initativer, for at indskrive flere unge medlemmer.
Foreningen afholder sociale arrangementer flere gange om ugen, og har kontingenttilbud til unge medlemmer.
Mulighederne for lystfiskeri i Viborg Kommune
I Viborg kommune kan man blandt andet fiske efter gedder i Gudenåen, havørred i Hjarbæk Fjord og aborre i Viborgsøerne.
Med de mange forskellige fiskearter og diverse vandmiljøer tilbydes der altså lystfiskeri til hver en smag i Viborg Kommune.
Lystfiskeri er tilladt fra den 1. marts, men sæsonen går for alvor i gang i starten af maj. Her er fiskene i den rigtige størrelse, og flotte i skindet.
"Det kan tage 10 minutter, og det kan tage 3 timer. Man ved aldrig hvornår de bidder på," siger Henrik Ravn, og tilføjer at han dog sjældent går tomhændet hjem.