Mads forlod folkeskolen: I dag lever han af sin drøm

Det blålige stroboskoplys blænder Mads’ øjne. Sveden pibler ned fra panden. Hans skulderlange hår følger kroppen, når han bevæger sig til musikkens hurtige rytme. Adrenalinen suser rundt i 25-årige Mads Zelasny, når han står på scenen og skråler sine egne sange med sit heavy metal band Cold Culture. Han elsker rusen, han mærker i kroppen, når publikummet synger med. Koncerterne, han spiller, føles stadig uvirkelige for ham. Vejen hertil var ikke let, men det er sådan virkeligheden for Mads ser ud nu. 

“Det den fedeste følelse at stå på scenen, det er her jeg føler mig hjemme. Det er en slags kontrol, jeg aldrig har haft over mit eget liv, men som jeg nu har over en hel sal.” 

Den kontrol over sit eget liv, som Mads fortæller, han aldrig har haft, skyldes en svær tid for ham i folkeskolen. Hans opvækst bar præg af mobning og udeblivelse fra undervisningen. Mads følte, at han ikke kunne leve op til de forventninger, som kom fra både samfundet, hans forældre og fra ham selv. Resultatet blev, at han droppede ud af folkeskolens 9. klasse. 

Mobning i skolegården 

De store vinduer kastede lys ind i et klasseværelse på Uglegårdsskolen i Solrød. I klasselokalet sad 13-årige Mads, der havde svært ved at følge med i, hvad læreren sagde. Fagene fangede ham slet ikke, og det faglige var ikke hans stærke side. Det, de lærte om, satte sig ikke fast. Mads rammes af en følelse af ikke at passe ind i skolens rammer. 

Det er dog ikke kun det faglige, der har påvirket Mads negativt. Han blev mobbet. Ligesom han fortæller, at flere af de andre børn fra hans klasse også blev det. Mads oplevede mobningen som en generel struktur, hvor de ældste elever mobbede de yngre. Han husker tilbage på specifikke episoder om vinteren, der var særligt ubehagelige. 

Mads gik altid med hovedet spejdende ud over den kridhvide skolegård for at holde øje med de store drenge fra 9. klasse. Altid på vagt. Han vidste, hvor de var, og hvor han skulle undgå at befinde sig for ikke at blive deres næste offer. Det hjalp dog ikke, hvis de først havde besluttet sig for, at det var hans tur. Hjerterytmen steg, da han kunne se, at de nærmede sig ham. Han sank sammen i den store vinterjakke. Han vidste, hvad der skulle til at ske. Sneen blev tværet rundt i Mads’ ansigt. Iskolde krystaller kradsede mod hans hud. Han mærkede det på indersiden af jakken og helt under trøjen. Da de store drenge mente, han havde fået nok, løb de væk og efterlod Mads liggende i sneen helt gennemblødt. 

Det var dagligdagen for Mads. Mobningen blev et usynligt fag på skoleskemaet. 

Fra fravær til frihed 

I 7. og 8. klasse gled Mads langsomt væk fra skolen. Han dukkede sjældnere op til undervisningen, og lektierne lavede han heller ikke. Det var interessen for musikken, der var hans omdrejningspunkt. 

“Da jeg havde det svært i skolen, var det en hel bunke af følelser, som jeg ikke kendte til. Det var mærkeligt at være der, og det føltes som om jeg ikke kendte mig selv”, fortæller han. 

Presset om at skulle passe ind hobede sig op. Hver dag føltes tungere end den forrige. Morgenerne begyndte altid med en knude i maven, der ikke forsvandt. Skolen var ikke et sted, han følte sig tryg. Det var overlevelse hver gang, han satte foden inden for skolens mure. Han passede ikke ind. 

En morgen vælger Mads at blive hjemme fra skole. Dagen efter gør han det samme. Det føltes lettere end at møde op. I hvert fald i øjeblikket. En tung byrde blev fjernet fra hans skuldre ved at blive hjemme. Nu behøvede han ikke at forholde sig til presset og forventningerne. En ond spiral gik i gang.

Farvel til folkeskolen

Mads mestrede aldrig det faglige, og det sociale var svært. Han blev overstimuleret i de små klasselokaler med mere end 25 børn. En dag besluttede han sig for, at han ikke længere ville gå i skole. I stedet for at sidde i klasselokalet på Uglegårdsskolen og gå til grunde blev Mads derhjemme. Han sov længe, og når han endelig stod op, var det for at lave musik. 

“Jeg havde en rockstjernedrøm, og jeg fik altid at vide, at det kunne jeg ikke blive. Så jeg fik i stedet en ‘fuck dig mentalitet’, hvor jeg begyndte at gøre alting helt modsat af, hvad andre sagde. Så kunne jeg lige så godt være derhjemme og lave musik i stedet for at tage i skole”, fortæller Mads Zelasny. 

Mads’ høje fravær førte til, at skolen kontaktede hans forældre. Men i hjemmet blev det ikke til andet end en bagatel. Derhjemme var fokusset nemlig rettet mod Mads’ tre år ældre storesøster, som har svær autisme. Mads følte sig derfor ofte overset af sine forældre og måtte kæmpe med problemerne selv. Forældrene havde altså ikke opdaget, hvor slemt det stod til for Mads i skolen. 

“Da skolen kontaktede mine forældre, begyndte min mor at se mig mere, end hvad hun har gjort før”. 

I løbet af 8. klasse sagde hans mor, at han skulle prøve at møde op i skole, men det blev ikke bedre. I 9. klasse tog hans mor derfor beslutningen om, at han skulle droppe ud af skolen. 

Det betød, at presset omkring skolen var væk. Nu fik han lov til at passe sig selv, og bruge tid på det han ville. Nemlig at lave musik. 

“Efter jeg droppede ud, begyndte jeg at fokusere på min musik. Det hjalp på mine mentale problemer, og det virkede lidt som min terapi”, fortæller Mads. 

Stofferne tog over 

Dagene derhjemme, hvor Mads havde fri og brugte tiden på musik, startede sjovt ud. Men al den fritid fik ham til at prøve nye grænser af. Sammen med hans venner begyndte Mads at eksperimentere med stoffer, og det endte med at tage overhånd. 

“Skolen, jeg gik på, var et sted, der var kendt for, at unge eksperimenterede med stoffer. Det blev jeg introduceret til her, hvor jeg startede med at ryge hash. Senere tog jeg ind mod København, hvor stoffer som kokain begyndte at være en ting.” 

Før Mads så sig om, var han godt i gang med at eksperimentere med flere forskellige euforiserende stoffer. De hjalp med at dulme den skuffelse, han følte over sin skoletid. Det stod på omkring et års tid, hvor stofferne var en del af Mads’ hverdag. 

I et forsøg på at hjælpe sin søn videre i livet, sendte Mads’ forældre ham på en efterskole. Væk fra vennerne og langt væk fra stofferne. Det startede godt ud på efterskolen, hvor musikken var i højsædet. Men inden længe kom de faglige fag mere i fokus, og presset og forventningerne faldt med det samme ned over Mads igen. Han kunne ikke holde ud at gå på efterskolen længere. 

Når 25-årige Mads i dag ser tilbage på tiden med stofferne, er det med fortrydelse i øjnene. Han fortæller, at hvis der var noget i livet, han kunne gøre om, ville det uden tvivl være stofferne. De dulmede smerten og skuffelsen i øjeblikket, men det vendte altid tilbage til ham. 

“Tidspunktet jeg har haft det sværest i mit liv, det var i skolen. Og da jeg begyndte at eksperimentere med stoffer. Det var svært. Jeg fandt ud af, at det virkelig ikke var noget for mig.” 

Når børn kæmper med forventninger 

Mads er langt fra den eneste, der føler sig presset af at skulle passe ind i en bestemt struktur. En vilkårsundersøgelse foretaget af BUPL i 2019 blandt knap 6.000 medarbejdere, der arbejder med børn og unge i alderen 6 til 18 år, viser, at tre ud af fire skolepædagoger oplever en stigning i antallet af børn, som føler sig pressede af forventninger – fra sig selv, fra forældre eller fra andre. 

“Jeg oplever helt klart, at børn og unge har travlt med at være nogen på baggrund af andres forventninger. De har ikke tid til at hvile i sig selv – eller for den sags skyld lov til det”, fortæller én af pædagogerne i undersøgelsen. 

Eleverne presses af de mange test, tvivl om hvad de skal være som voksne, høje krav samt et større fokus på faglighed end på det sociale. Det er pointer, som Mads nikker genkendende til. Et system, der kan have svært ved at rumme alle børn, og hvor man skal følge en særlig retning. 

“Det var skuffende ikke at leve op til de forventninger. Jeg mærkede det gennem hele min skolegang.” 

Skuffelsen over ikke at kunne møde forventningerne tog hårdt på Mads. Han fortæller, at han også følte, at han skuffede sine forældre, da han forlod folkeskolen. Selvom de aldrig sagde det, var det bare noget, han kunne mærke på stemningen derhjemme. Men efter mange år i en skole, som han ikke følte, han passede ind i, kom han endelig frem til en konklusion. Han fandt fred med, at han ikke var en af dem, der ikke gik i skole. 

“Efter jeg havde prøvet alle de forskellige skoletilbud, som ikke fungerede, tog jeg beslutningen om, at jeg ikke skulle have en uddannelse. Det var rart at komme frem til den konklusion. Jeg fandt ro i at spille musik i stedet.” 

Et liv der giver mening 

Musikken har igennem Mads’ liv altid været en tryg base, han kunne vende tilbage til. I dag lever han af at spille musik. Han er forsanger i heavy metal bandet Cold Culture på nu femte år. Selvom han har skulle vænne sig til at optræde foran folk, er der intet i verden, der føles bedre, end at stå på scenen. 

“Det er en læringsproces at stå på scenen. I starten troede jeg, at man bare skulle vise en masse energi, men jo mere man hviler i sig selv, jo bedre tager publikum imod det. Og det føles så godt,” siger Mads med et smil på læben. 

På trods af de mange bump på vejen, står Mads i dag et sted i livet, hvor han kan være sig selv og føler, at det han laver, giver mening. Han fandt aldrig sin plads på skolebænken. Hans plads var på scenen, og der er han tro mod sig selv. Den største nedtur i livet var i Mads’ skoletid, men efter nogle år med rodløshed fandt han sig selv i musikken. 

“Det er klart for nylig, jeg har haft det bedst i livet. Efter vi fik vores pladekontrakt, begyndte ting bare at ske. Folk indser, at vi faktisk har succes med musikken.” 

Fra klasseværelse til koncertsal 

Bifaldet runger i hele salen. Bassen dunker i brystet. Den sidste time har publikummet sunget med på Mads’ sange og bevæget sig til musikkens hurtige rytmer. Et par hundrede mennesker, der har betalt for at høre Mads’ succes. De ser ikke alt det, der ligger i hans fortid, for det har han ikke taget med sig. Da Mads træder ned fra scenen gennemblødt af sved, kommer en pige op til ham med et brev. Hun skriver, at bandets musik betyder meget for hende, og at det har hjulpet hende igennem en svær periode i hendes liv. 

“Det går ikke rigtig op mig, at vi hjælper folk. Jeg skriver jo bare musik og elsker det.” 

Mads og hans band skal i slutningen af oktober på en turne i Tyskland. En drøm der går i opfyldelse. Da Mads bliver spurgt ind til sine fremtidsplaner, er han ikke i tvivl. Drømmen er at skulle åbne Orange Scene på Roskilde Festival indenfor et par år. Og han ved, at han skal bruge resten af sit liv på at spille musik.