Makrel, sixpence og uldne sokker: Ølkassens poesi rummer alle eksistenser

Hvad sker der, når den fine talerstol skiftes ud med en hærget ølkasse? 

En tirsdag eftermiddag på Dokk1 i Aarhus er arrangementet ”Op på ølkassen” scenen for en alternativ talerstol. Her fremfører skrivegruppen ”Tekst til tiden” poesi med temaet valg.

Ved første øjekast står det klart, at der her hersker en anden orden. Underviseren af gruppen, Poul Christian Asmussen, vimser rundt i en blanding af forvirring og overblik. PC, som de kalder ham, bærer en karakteristisk sixpence og udstråler kreativ gøgler. 

Foran den brogede skriveklub er der placeret en brun ølkasse og et vakkelvornt, spinkelt mikrofonstativ. De krøllede hjerner forsøger at planlægge rækkefølgen for fremførelserne.

”Hvem er tovholder?” spørger PC. En kvinde i tresserne smiler til mig ”Det her er min form for frikvarter, ” siger hun. 

Der breder sig en sødlig lugt af nervøsitet mellem stolerækkerne. Rummet emmer af spontanitet og eksistenser, der trives i det uforudsigelige. 

På stolerækken sidder idémageren bag begivenheden; en mand med pjusket hår og uldsokker trukket ud over bukserne med knæ i - et tydeligt tegn på det anarkistiske. 

En mand ryster lidt på hænderne. En kvinde klædt i blå nuancer beroliger ham. ”Jeg skal nok være din støttepædagog,” siger hun. 

Ovenpå ølkassen fremstår stifteren som en sand poet - en klar kontrast til politikerne fra tv. 

En ung pige, i hvid sweatshirt med penselstrøg i regnbuefarver, hopper op på ølkassen. Hendes stemme er sprød og fin. 

”Jeg er træt. Træt af Mette Frederiksens frikadellemadder. Træt af at være træt,” siger hun. Med sin silkebløde oplæsningsstemme afslutter hun med ”Jeg har en drøm. En drøm om bare at være”. 

”Min lillebror begik selvmord i 1980. Hans liv varede 19 år og fem dage.” Siger kvinden i den blå mundering.

Poetikken stikker i alle retninger; fra humoristiske ordrim til tunge budskaber om flygtninge og selvmord. På trods af forskelligheden har de ét tilfælles; de ønsker at blive hørt. 

Her er plads til alle. Et potpourri af mennesker. 

Selv brillerne afspejler forskelligheden; der findes alt fra tunge, sorte kassebriller til perfekte, runde hornbriller og spinkle rektangulære briller, som vipper nederst på næseryggen. 

Den humoristiske jargon vil ingen ende tage. 

På det rå betongulv pryder ujævne pap-plancher. Den forreste planche ligger fastspændt under en dåse makrel og en lummer, grøn Tuborg. 

To bizarre rekvisitter, som i denne setting fremstår naturlige.

I mødet med skrivegruppen står det klart: For dem er demokratiet væsentligt, men i lige så høj grad retten til at skille sig ud og træffe egne valg.