”Man kunne virkelig bare give slip, selvom man måske syntes det virkede lidt cringe”

Fredag eftermiddag bød på silent groove på terrassen til Dokk1 under videns festivalen ”Hearts & Minds”. Spørgsmålet er dog, om man kan få en flok generte teenagere til at slå sig løs på et offentligt dansegulv ved højlys dag?

Elever fra østjyske gymnasier var samlet til festivalen for at udforske årets tema: Hjernen.
Offentliggjort

”Red mig, jeg kan ikke!” udbryder en elev panisk.

170 gymnasieelever står med farverige hørebøffer på ørerne og nerverne ude på tøjet. Ingen ved endnu, om det her bliver en succes eller en akavet tragedie.

”Jamen vi forventer at de giver den fuld gas!” fortæller en af arrangørerne bag videns festivalen Hearts & Minds, Anne Marie Sorgenfrei.

Forventningerne er også høje for 2x Laura, Viola og Mathilde fra 3.g på Favrskov Gymnasie.

”Vi forventer, at det bliver megafedt, fordi vi skal høre musik og danse,” fortæller en af pigerne.

En af de andre indskyder: ”Men også lidt grænseoverskridende. Altså hvad mon folk tænker om en, mens man står der og danser i total stilhed. Det da sådan lidt…grænseoverskridende”.

Flertallet glæder sig dog og håber på at kunne støtte sig op ad veninderne.

 ”Jeg tror vi kommer til at smitte hinanden meget.”

Klip klapper, fiskestang og småsnak

Danseinstruktør Ditte Liv B. Lauridsen er klædt i et par løse, leopard farvede Adidas bukser, en grå oversized hoodie med pink skrift på maven samt en messy bun og er klar til at få gang i gymnasieeleverne.

Til at starte med er der dog ikke mange, der er dukket op til tiden. Det er kun lyden af klip klapper, der glider mod beton i et forsøg på at danse på stedet, grin og småsnak der fylder luften for de 20 første elever.

I det forrige oplæg i Store Sal blev der snakket om, at mennesket er den eneste art, der bevæger sig spontant til musik. Heriblandt er finnerne nogle af dem, der bevæger sig mindst.

Og lige nu ligner gymnasieeleverne mest af alt nogle finnere, foruden et enkelt ”hiv-fisken-ind”-dansetrin mellem to elever. Til gengæld er musikken heller ikke startet endnu.

Først får eleverne nemlig et kort oplæg om de gode argumenter for, at slå sig løs på dansegulvet.

Efterhånden ankommer resten af eleverne, og terrassen fyldes.

De har dog ikke meget fokus på den stakkels forskers oplæg. De tager selfies, griner nervøst, skærer grimasser af klassekammeraterne og snakker i krogene.

De er kommet for at danse, ikke for at høre på endnu et oplæg.

Spørgsmålet er dog: Kan man få 170 generte gymnasieelever til at danse offentligt ved højlys dag?

Der bydes op til dans

Instruktøren Ditte går på, og til ”Følelsen” af Kesi dannes der nu en stor oval i solskinnet på terrassen.

Eleverne står lidt nervøst og tripper. Ditte er derimod i top humør.

”Hvor mange kan lide at danse?” råber hun entusiastisk. Et par hænder ryger op.

”Hvor mange kan ikke lide at danse?” Alle hænder bliver nede.

”Hvor mange kan lide at danse til fester med/uden alkohol?” En nonchalant hånd trækkes for første gang op til hoften fra nogle af drengene.

“Her må du gerne give dig selv lov til at være fri. Du må faktisk godt have det sjovt,” får eleverne sagt til sidemanden på ordrer fra Ditte.

Ordren bliver dog mødt af skeptiske blikke fra de nonchalante drenge, der sidder hen ad gelænderet.

Der begyndes blødt til noget reggae: ”Begynd at gå!” råbes der fra Ditte, og straks lystrer eleverne. De danser, peger, får armene med og sender hjerter med hænderne.

Næste sang er ”Cant Stop The Feeling”, og sikke dog et stød, der går gennem eleverne. De knipser, klapper og lip syncer. 

Lige nu virker det til, at danske unge ikke er så generte, som man ellers skulle tro.

“I er så pissegeniale!” råbes der fra instruktøren Ditte.

Overtøjet smides

Faktisk bliver der gået så meget til den, at folk smider, hvad end de har som det yderste lag i det halvkolde efterårsvejr.

Nogle elever er stadig lidt generte, men de smiler fra kind til kind.

Cirkler dannes og der peges. 

En lav gråhåret lærerinde har også smidt jakken og render rundt helt lalleglad og peger løs.

Næste nummer er ”Stor Mand”, hvilket bliver mødt af både grin og rysten på hovedet fra mængden. Nu skal der sparkes. Nogle er tilbageholdende, men de starter lige så roligt. Nogle går helt amok.

Gutterne går i cirkel og sparker amok i omkvædet ind mod midten

”Ned på hug!” og hele terrassen går på hug, mens der lades op til omkvædet. ”OP!” lyder det. Der hoppes, hofter drejes og maver knækkes forover i grinende krampe. 

Videns festivalen varede hele weekenden, men var reserveret til gymnasierne om dagen

En lang række dannes. Det er tid til at ”Boogie on down” til ”Let’s Groove”. De skal danse ned gennem gangen af de to vægge af teenagere til støttende råb og hujen, så højt, at man kan høre det gennem ørebøfferne.

Terassen på Dokk1 blev brugt som dansegulv denne eftermiddag

Nogle hopper op på ryggen af hinanden. Eleverne stryger ned gennem rækken med ungdommelig energi. 

Finnerne bliver gjort til skamme.

To drenge, en i rød polo og en anden i baggy cargo bukser, går fuldkommen amok til ”Rappers Delight”!

Selv de nonchalante drenge kan ikke lade vær med at grine. 

Dommen fældes

Bagefter skinner pigerne næsten og har smil over hele femøren.

”Det var virkelig rart. Man kunne virkelig bare give slip, selvom man måske syntes, det virkede lidt cringe, men det var virkelig sjovt,” fortæller en af pigerne fra Favrskov Gymnasie.

”Det er sådan lidt lige meget om nogen går forbi, for vi hører jo alle sammen den samme musik alligevel,” lyder det fra en af de andre.

”Det giver sådan en fællesskabsfølelse” indskyder en tredje.

En af pigerne var som nævnt lidt nervøs inden arrangementet gik i gang, men det var hurtigt ovre.

”Jeg synes at det var fedt når man bare kom i gang. Der var ikke så meget at være nervøs for, når alle gør det sammen.”

Powered by Labrador CMS