“Man skal have nogle mennesker omkring sig. Ellers bliver dagene lange.”
Fra pensel og slidgigt til kassebånd og kollegaer: Hans har fundet glæden i fællesskabet

Onsdag eftermiddag på Frederiks Allé i Aarhus.
Inde på Jacob Skomager, en klassisk vinstue og pub, er stemningen lun. Glassene klirrer, folk udveksler grin, og midt i det hele sidder Hans Henrik Nielsen. Han har lige fået fri efter en tidlig vagt i Rema 1000, der ligger lige på den anden side af gaden. Stadig i arbejdstøjet, med et smil der breder sig over hele ansigtet, skåler han med de andre ved baren.
Hans vågnede klokken seks i morges og fik fri allerede klokken elleve. Sådan er det ofte og det passer ham godt. På bordet står hans faste grønne Tuborg, en lille tradition han holder fast i.
På værtshuset har Hans altid selskab. Her er der mennesker omkring ham, og det er grunden til, at han sommetider lægger vejen forbi, når han har fyraften.
Hans arbejdsliv begyndte et helt andet sted. Han er uddannet maler og tilbragte mange år med pensel, stige og farver.
Men i 2003 tvang slidgigt i benene ham til at lægge værktøjet fra sig. Han måtte forlade faget og gik på en pensionsordning. Det føltes som et tab, næsten som at sige farvel til en del af sin identitet.
I starten var det svært at erkende. Det var hårdt. Rigtig hårdt. Med tiden blev det dog også tydeligt for ham, at det åbnede døren for et nyt livssyn.
Han læner sig lidt frem, som om ordene stadig vejer tungt. Budskabet er, at gode sociale relationer bør fylde mere end arbejdet i livet. Det er det, der betyder noget. Kollegaerne. Samværet.
Siden 2021 har han arbejdet i Rema 1000 på Frederiks Allé. Her har han fundet den mening, han manglede. Ikke i penselstrøg eller farvekoder, men i mødet med mennesker - kollegaerne og kunderne.
Hans smil vender tilbage, og han løfter glasset mod de andre i vinstuen, der kvitterer med grin og nik. For selv på en almindelig onsdag bringer han energi med sig fra butikken til baren.
“Man skal have nogle mennesker omkring sig,” gentager han. “Ellers bliver dagene lange.”