Mand forsøgte at beskytte sin datter: Endte i retten i stedet
En 59-årig far er tiltalt for vold og forsøg på grov vold mod en 30-årig mand efter en voldsom episode i datterens lejlighed i december sidste år. Manden insisterer på, at det udelukkende var til hjælp for datteren.
Onsdag den 25. marts blev en 59-årig mand stillet foran dommeren i retten i Horsens. Ifølge anklagemyndigheden var manden anklaget for at have begået vold, samt forsøg på grov vold mod en 30-årig mand i midten af december sidste år.
Episoden skulle efter sigende være foregået sent torsdag aften den 18. december 2025 i en lejlighed på Sundevej i Horsens, hvor det 30-årige offer befandt sig.
Ifølge anklagemyndigheden skulle den tiltalte selv have fundet vej ind i lejligheden og derefter fysik konfronteret offeret ved blandt andet at slå ham i hovedet, tage halsgreb, kaste ham på et køkkenbord og kaste en glasplade efter offeret.
Nægtede sig skyldig
Den 59-årige mand nægtede sig skyldig i alle tiltalepunkter, og hævdede at han alene befandt sig i lejligheden den pågældende december aften for at få udleveret en nøgle, og få den 30-årige mand til at forlade lejligheden.
Lejligheden på Sundevej tilhørte tiltaltes datter, som på tidspunktet af episoden lå indlagt på en psykiatrisk afdeling.
Ifølge den 59-årige fars vidneforklaring havde han fået at vide, at manden opholdte sig i lejligheden uden datterens samtykke, og at hun igennem en flere-årig periode havde været sårbar og psykisk syg - noget som den tiltalte og hans familie i høj grad påstod var til den 30-årige mands fortjeneste.
Ifølge faren udviklede situationen i lejligheden sig til en fysisk konfrontation, da han bad manden om at overlevere nøglerne.
Dog afviste han blankt anklagemyndighedens udlægning af forløbet.
Han forklarede, at der ikke blev slået, taget halsgreb eller kastet med genstande, men at der udelukkende var tale om skub og fastholdelse, idet han forsøgte at få den 30-årige til at forlade lejligheden.
”Han ødelægger vores datter”
Den tiltaltes ekskone, som blev afhørt som vidne i sagen samme dag, beskrev en længerevarende og konfliktfyldt relation mellem familien og den 30-årige mand.
Ifølge hende havde manden været en belastning for deres fælles datter og familien igennem flere år, og hun forklarede, at datteren gentagende gange var blevet flyttet fra lejlighed til lejlighed i forsøg på at komme væk fra ham.
Sagen er udsat
Anklagemyndigheden kunne dog ikke føre sagen videre som planlagt, da den 30-årige mand valgte ikke at dukke op for at vidne i retten. Dommeren besluttede derfor efter flere pauser, at den 30-årige mand skulle anholdes, og at sagen skulle udsættes på ubestemt tid.
Der er endnu ikke fastlagt en ny dato for, hvornår sagens genoptages.