Mange tier om diagnose: Manglende tryghed rammer autister i job
Manglende åbenhed på arbejdspladser kan gøre det svært at få den nødvendige støtte, mener en repræsentant for Autismeforeningen
Under en tredjedel af voksne med autisme er i arbejde, viser Autisme i tal 2024. For mange sendiagnosticerede autister handler det i følge Autismeforeningen ikke om manglende uddannelse eller kompetencer, men om manglende psykologisk tryghed på arbejdspladsen.
For nogle kan åbenhed være vejen til støtte og bedre arbejdsvilkår, men for andre kan den opleves som en risiko, hvis arbejdspladsen mangler forståelse eller tryghed.
Samtidig kan åbenhed være nødvendig for at få adgang til den støtte, der gør det muligt at fungere godt i jobbet. Det kan for eksempel være tydeligere rammer, mere forudsigelighed eller bedre mulighed for at tage hensyn til sansemæssig belastning.
Behovene blandt autistiske medarbejdere varierer meget, og derfor findes der ikke én løsning, der passer til alle.
Psykologisk tryghed bør gælde alle medarbejdere, ikke kun personer med autisme, mener Kirstine Pedersen.
”Der sker ting i alle menneskers liv. Vi bliver ramt af stress, vi oplever dødsfald, vi får syge børn. Hvis arbejdspladser generelt bliver bedre til at tale åbent om forskellige behov og sårbarheder, vil det også blive lettere at tilpasse arbejdsopgaverne hos dem, der senere får en diagnose”.