Måske er det ikke grisefest, og måske er det ikke Mallorca – men den klimapolitiske korrekthed har langt fra sejret endnu

Som en trikulør-is er synet udover stranden opdelt i striber. Først de tætter rækker af solsenge, klædt i håndklæder med sole og Cristiano Ronaldo, hvor parasoller skyder op, som var de ukrudtsblomster mellem fliser. Så vandkanten, hvor sandslotte og plastikspande får folk til at gå i zigzag. Til sidst havet, dér, hvor isen er begyndt at smelte, som roligt bruser frem og tilbage, trækkende på badedyr og opløst hverdags-stress.

 Jeg er på strand ved Spaniens østkyst, dér, hvor middelhavets høje saltindhold sætter sig på brillerne. Selvom kalenderen siger september, er her mange mennesker. En afrikansk mand går rundt mellem strandgæsterne og sælger t-shirts. En vietnamesisk kvinde holder øje med ham, så folk ikke bliver irriterede over at blive forstyrret for tit, og tilbyder så lidt efter massage. De folk, som flyder ud på håndklæder og saronger, er meget brune, men det er de blevet af miljø, ikke arv. Det, jeg hører, er ikke spansk. Det er dansk, norsk, svensk og finsk (jeg antager i hvert, at det er finsk. Finland har altid været mig et mysterium).

 Da H.C. Andersen i 1850 om Danmark skrev ”et lille land, og dog så vidt om jorden”, tænkte han nok på de danske vikingekongers erobring af England eller på Kalmarunionen. I dag er verset stadig retvisende, og hvor man kunne nævne Mærsk eller Andreas Mogensen, kunne man lige så passende nævne Alanya og Alicante. Dér, hvor de lokale kan flere danske ord, end de kan engelske. Hvor snakken ikke går på amerikansk politik, elbiler eller Sass Larsen, men om der i øvrigt ikke er blevet lagt nye fliser omkring poolen siden sidste år.

 Her på stranden, hvor mentale energibatterier lades op og hudkræft stortrives, ligger jeg så og er ikke bedre selv. Det vil jeg gerne tænke over, men jeg bliver afbrudt af den skarpe lyd fra livredderens febrilske fløjte, af sandet, som fyger ind på siden af min kind, og af bikinistropper, der gnaver på ryggen. Jeg forsøger virkelig at tænke – hvorfor er vi i Scandinavian så klimabeviste og samtidigt så kærende om vores sommerferier, forlængede weekender, smutture og timeshares? – Er vi kun dobbeltmoralske fordi vi kan; fordi vi har råd til både Co2-kompensentation og flybilletter? – Men mens jeg tænker, mærker jeg solens varme på ryggen, jeg hører børnelatter mellem bølgerne, jeg føler mig veludhvilet, jeg tager en tår sødmefuld og læskende Sangria. Nej, jeg er ikke bedre selv.