Meget mere end mælk: “Vi fordobler nærmest indbyggertallet hver dag, når folk møder på arbejde”
Thise Mejeri har været med til at sætte den lille landsby med knap 300 indbyggere på landkortet, men mejerieventyret var aldrig startet uden lokal opbakning. Relation og samarbejde har fra starten været nøgleord for firmaet.
“De første fem år var så udfordrende, at vi nok burde have drejet nøglen om,” siger Dorthe Lambæk Vester, chef for marketing og produktudvikling hos Thise Mejeri.
Det begyndte med syv landmænd, der fik en vision. De ville sælge økologisk mælk, og i samarbejde med den lokale mejerist blev det privatejede mejeri Dybbækdal til andelsmejeriet Thise i 1988. Det var før det røde øko-mærke var trykt på mælkekartonerne, men alligevel var det en mærkesag for de lokale landmænd.
Dorthe Lambæk Vester fremhæver også den lokale kampånd, som et kendetegn for mejeriet. Her behøver det ikke at være nemt, og noget af det, der er med til at gøre Thise Mejeri konkurrencedygtigt, er netop at de tør være pionere: De var de første, der lancerede minimælk, dem der bragte skyr til Danmark, og så vandt deres Vesterhavsost ”Mejeribrugets Gourmetpris”, da den blev lanceret i 2008.
I dag tæller mejeriet omkring 70 landmænd og en medarbejderstab, der næsten matcher landsbyens samlede indbyggertal.
At løfte i flok
Thise Mejeri fylder ikke kun i størrelse, men har også en betydelig plads i lokalsamfundet – både i form af arbejdspladser og som en del af hverdagslivet for mange lokale familier.
”Rigtig mange af byens unge får deres første job her, og starter enten i ostebutikken eller som hvidløgspillere, så der er friske hvidløg til vores hvidløgssmør,” fortæller Dorte Lambæk Vester.
Og man får lov at vokse med opgaven. Flere af husets chefer er selv startet som ungarbejdere, og har nu været ved mejeriet i over 20 år. En trofasthed og forankring i lokalsamfundet, som også ses spejlet i Thises arbejde.
“Vi prøver at støtte op om købmanden, skolen og idrætslivet og sponsorere rundt omkring. Det er med til at holde liv i et lille samfund som vores, for det er ikke nemt at få små lokalsamfund til at sprudle og bevare deres egen skole. Derfor bakker vi op alt det, vi kan – og jeg vil vove at påstå, at for langt de fleste er der en stolthed i at komme fra området.”
Et lokalt opgør
Dorthe Lambæk Vester lægger vægt på, at stabile samarbejder bliver prioriteret højt hos Thise – og det gælder for både lokalsamfundet, kommunen og Coop, som har været deres faste partner i detailbranchen siden deres store økologi kampagne i 1995.
Loyaliteten overfor den landsdækkende detailkoncern har dog for nyligt skabt et brud med lokale samarbejdspartnere. Thise har nemlig trods partnerskabet med Coop leveret mejeriprodukter til små lokale købmænd, men det er slut nu.
Brugsen i Balling blev tilbage i oktober til en Spar, og hører nu ikke længere under Coop, men konkurrenten Dagrofa, hvilket udløste en mindre strid om, hvor Thises produkter måtte forhandles. Derfor forhandles Thises produkter nu udelukkende hos Coop og i deres egen ostebutik, der ligger i forlængelse af mejeriet.
Kommunen som ”fødselshjælp”
Et samarbejde, der står ved, er til gengæld den nære kontakt til Skive Kommune. Selvom Thise Mejeri for nyligt har udstationeret med et ostelager i Vinderup (der ligger i Holstebro Kommune), så har de ingen planer om at rykke selve mejeriet eller hovedproduktionen.
”Vi har en målsætning om at udvikle os i Thise, for Thise Mejeri skal ligge i Thise,” lyder det fra Thise Mejeris direktør, Per Godsk.
Her lægger han også vægt på, at Skive Kommune er gode til at omfavne oplandsvirksomhederne, selvom de geografisk ligger på kanten af kommunen. Det er i hvert fald den oplevelse, de har haft hos Thise Mejeri.
”Skive Kommune anerkender behovet for liv på landet og lokale arbejdspladser. Det hele kan jo ikke ligge inde i Skive – det kan simpelthen ikke. Derfor har kommunen haft en stor rolle som fødselshjælper for de virksomheder, der ligger ude i oplandet og gerne vil vækste.”
Senest har kommunen godkendt en udvidelse af det 22.000 kvadratmeter store mejeri, som efterhånden er vokset fra deres lokaler.
”Det er ikke noget med, at vi skal vente i 2-5 måneder. De stiller op i løbet af en uge, eller sådan noget, og vil gerne hjælpe os med at finde løsning på, eller i hvert fald høre, hvad vi har at sige, og så hjælpe med at finde løsning efterfølgende.”
Per Godsk peger igen på lokalsamfundet som en vigtig faktor for det gode samarbejde. Relationerne til borgmesteren og kommunaldirektøren dyrkes både til 70-års fødselsdage og i mødelokalet – men i bund og grund mener han, at det handler det om, at Thise Mejeri har et godt ry og opfører sig ordentligt.
Oplandets udfordringer
Hvis Per Godsk skal pege på en ting, hvor han mener kommunen alligevel kan forbedre sig, er det byudvikling. For selvom mejeriet får lov at udvide, så tager det meget lang tid at få godkendt nye byggeprojekter i Thise – og det begrænser både byens udvikling og lysten til at flytte hertil.
Et enkelt projekt med ni huse er dog i gang, men det første hus står stadig usolgt, og fremtiden for projektet afhænger derfor af, om der overhovedet findes købere.
En problemstilling som både Per Godsk og Dorthe Lambæk Vester ikke helt forstår.
”Vi er langt ude ja, men vi er jo også tæt på vandet, og der er færger hele vandkanten rundt. Det er jo det man gerne vil have. Og så har vi endda arbejdspladser herude også. Det bør jo være et attraktivt område. Det bør det,” slutter Per Godsk af.
Thise Mejeri er vokset fra en lokal idé til en markant aktør i dansk mejeribrug – med rødderne solidt plantet i Salling. Relationerne til både lokalsamfund og kommune har været afgørende for væksten uden for bymidten. Men om selve Thise by følger med, må tiden vise.