Mellem sorg og omsorg – Levi Friis er mere end en kirkegårdsgartner
For Levi Friis er jobbet som kirkegårdsgartner meget mere end det fysiske håndværk. Det at være en omsorgsfuld person for kollegaer og pårørende er mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere.
Levi Friis er godt i gang med at slå græs. Han sidder på sin store røde græsslåmaskine og kører med høj præcision rundt og trimmer hvert et græsstrå på den nordlige del af kirkegården. Samtidig samler maskinen de orangegule blade, som trækronerne på denne tid af året smider fra sig.
Selvom han har været i gang siden tidlig morgen, er han ikke helt færdig endnu. For flere gange har han stoppet arbejdet for at snakke med besøgende på kirkegården. Ikke bare for at hilse, nej, for at snakke.
“Jeg har helt sikkert snakket med over 10 personer indenfor de første par timer”, fortæller han.
For arbejdet som kirkegårdsgartner handler for Levi ikke bare om at skulle klippe græs, trimme buske og vedligeholde gravsteder. For ham lyder fordelingen på 50/50. Den ene del handler om at være gartner, den anden del er, at han er der for de mange pårørende, som kommer forbi kirkegården i løbet af dagen.
At være noget for nogle
De sidste 30 år har Levi slået græs og klippet hæk på kirkegården ved Åbyhøj sogn. Selv fortæller han, at når man har været et sted så længe, bliver kollegaerne til familie.
Da han startede sin karriere på kirkegården, var der særligt en ting, som overraskede ham ved jobbet. Kontakten til mennesker.
“Vi får næsten et kvart liv fortalt for ingenting, bare ved at være der og lytte."
For mellem gravsten og blomsterbede opstår der ofte samtaler med de besøgende. Levi er som gartner med i en stor del af processen, når nogen mister en af deres kære. Han er med, når gravstederne vælges, står på sidelinjen til begravelsen og møder dem igen, hver gang de besøger kirkegården.
Gennem årene er nogle blevet til faste besøgende, og en del af Levis daglige rutiner. Levi gør en dyd ud af at hilse på dem. Han oplever, at hans tilstedeværelse gør en forskel, fordi de besøgende går derfra med en følelse af at have talt med nogen.
De som kommer alene, er oftest dem, som har brug for lidt ekstra omsorg.
Levi fortæller om en episode, hvor en ældre dame var kommet for at besøge sin afdøde mand. Hun var oprørt, og tydeligt i stor sorg. Selvom dagens arbejde ventede, så besluttede Levi sig alligevel for at henvende sig til kvinden. Han spurgte stille, om de skulle tale lidt sammen.
“Jeg har en maskine lige heroppe. Hvis jeg nu henter den, kan vi så ikke sætte os der?”
Hun takkede ja, og de satte sig på bagsmækken af maskinen. Levi sagde ikke meget. Han lyttede. For Levi handler det ikke om at give svarene, men bare om at være til stede.
Vejen til kirkegården
Det var lidt af en tilfældighed, at Levi endte på kirkegården.
Som 14-årig blev han smidt ud hjemmefra. Nu var der pludselig ikke plads til drømme om fremtiden. Nu handlede det om at tjene penge for at overleve. Derfor kom han i lære som gartner det sted, hvor han allerede arbejdede.
Gennem årene har Levi afprøvet forskellige erhverv, før han fandt sin plads. Heriblandt blomsterbinder. Derudover har han også uddannet sig til merkonom i erhvervsøkonomi.
Levi arbejdede i 16 år som gartner på Aarhus Universitet. Men efter mange år med bare at slå græs, begyndte han at savne noget mere kreativt.
Da han så et stillingsopslag fra kirkegården tæt på sit hjem, sendte han en ansøgning afsted.
"Jeg tænkte, det må være mere kreativt at være der.”
Efter nogle år på kirkegården blev han nysgerrig på en anden del af branchen. Han arbejdede derfor nogle år som bedemand. Men da arbejdet efterhånden udviklede sig til en kontorstilling med regnskaber og administration, længtes han tilbage til det, han bedst kunne lide.
“Så rykkede jeg ud igen.”
Og udenfor har han været lige siden.
Øl, bamser og perleplader
Noget af det, som Levi vægter højest, er at give de pårørende en god oplevelse. Både før, under og efter begravelsen. For Levi findes der ingen begrænsninger. Hvis de pårørende har et ønske, finder han altid en løsning.
Derfor er mange begravet med øl, bamser og perleplader. Nogle gravsteder har endda et juletræ med lyskæde stående året rundt, selvom det måske ikke passer ind i det traditionelle billede af en kirkegård.
Han fortæller også om episoder med ældre mænd, som har mistet deres kone. De ønsker oftest at være med til at sænke kisten i jorden, også selvom de ikke længere har kræfterne til det. I de situationer hjælper Levi lidt ekstra til. Mens manden holder fast i tovet, hjælper Levi med at bære vægten, så de sammen kan sænke kisten det sidste stykke ned.
At give en god oplevelse hænger sammen med at give den bedste vejledning, mener Levi.
Han opfordrer blandt andet de pårørende til at kigge ordentligt på urnen og tage et billede af navneoplatten, inden den bliver sat ned. Erfaringen har lært ham, at mange først bagefter kommer i tanke om de detaljer, de ikke fik set i øjeblikket.
De mange års erfaring har gjort, at Levi ofte er et skridt foran. Han ved, at under en urnenedsættelse har mange svært ved at se jord ramme noget, som de har elsket. Derfor foreslår han ofte at lægge blomsterne oven på urnen først.
Små handlinger, der kan gøre en svær situation lidt lettere.
Det handler ikke kun om at arrangere et gravsted eller afvikle en begravelse. Det handler om at give de pårørende mulighed for at tage afsked på deres egen måde. For nogle er det en genstand på gravstedet, der holder minderne i live. For andre er det vigtigt selv at være med til at sænke kisten.
Mere end bare kollegaer
I hverdagene møder de fem gartnere ind klokken syv om morgenen. Eller faktisk er det kun fire af dem, der gør det. Levi møder nemlig ind en halv time før de andre. Det er noget, han selv har valgt. I personalerummet sørger Levi for, at der er kaffe på kanden, boller og morgenmadsprodukter på bordet, så det står klar, når de andre møder ind.
“Det giver mig værdi, at jeg kan gøre det for mine kollegaer”
“Vi sidder her hver morgen og snakker om alt mellem himmel og jord. Flere af os har arbejdet sammen i 10-20 år, så vi kender virkelig hinanden godt. Vi har både morgener, hvor vi snakker fælles, men af og til snakker vi også privat bare to personer.”
For de mange år sammen på kirkegården har gjort, at Levi og kollegaerne har fået et meget specielt bånd til hinanden. Et bånd, som udefrakommende måske lige skal bruge lidt tid på at forstå.
“Altså der er ingen faste pladser, men de kan da lige vove at sætte sig her” - griner Levi, mens han peger på stolen i midten af det lange bord.
“Vi kan sgu godt sige tingene ligeud til hinanden og det kan da lyde lidt hårdt, når der bliver sagt “åh hold da kæft”, om et emne ved bordet, men vi kender hinanden godt og vi ved, at det aldrig er personlig ment.”
“Man kan godt sige at vi er en lille familie der holder sammen, og hjælper hinanden, både på og udenfor arbejdet."
Netop det med at være en familie opleves når man følger Levi rundt på kirkegården. Stemningen er god, folk er produktive, men de er alle gode for en lille kæk kommentar eller en røverhistorie.
“Hva dælen! Du laver simpelthen noget i dag Levi”, råber kollega Martin Bugge. “Vi plejer at kalde ham pegefingeren, for han plejer bare at stå og kommandere rundt med os andre”
Kommentaren får både Levi og Martin til at bryde ud i latter.
Selv små ting har stor betydning
De mange år på kirkegården har gjort, at Levi er blevet en helt særlig person rent følelsesmæssigt. Gennem årene har han oplevet utallige møder med mennesker i sorg. I disse situationer føler han, at det er vigtigt, at han selv viser overskud.
Levi fortæller om netop én specifik episode, der står tydeligt for ham.
En dag møder han en mand, som står ved sin afdøde kones gravsted. Manden står og græder, men skynder sig at undskylde, da Levi kommer forbi.
"Nej, nej, nej. Det skal du sgu da ikke undskylde for, slet ikke. Ellers har din kone da levet forgæves."
Senere samme dag ringer hans telefon. I den anden ende er det mandens datter. Hun fortæller, at hendes far havde taget ordene til sig, og at samtalen havde gjort en stor forskel.
En situation som denne husker Levi tilbage på med stor glæde. Her kan han virkelig mærke, at hans ord og tilstedeværelse på kirkegården betyder noget for de pårørende.
Levi har med årene lært, at det med at håndtere døde mennesker bare er en del af jobbet. Men der er dog en specifik ting, som får Levi til at få en klump i halsen.
“Det er virkelig ikke rart når det er et barn, som skal begraves. Det er sgu ikke specielt sjovt.”
“Når vi holder begravelse med et barn, så gør vi det mere fint og skånsomt. Vi bruger ikke de normale maskiner, som vi plejer ved de andre begravelser, til at grave hullet. Nej, vi graver det selv, så det passer med en lille kiste. Så det kommer bare en del tættere på, når man selv graver det lille hul.”
“Det er mere end bare et arbejde, det er en livsstil”
Efter mere end 30 år i branchen, har Levi i dag svært ved at skille arbejdet fra personen.
Kollegaerne er blevet familie, og de besøgende er blevet velkendte ansigter.
Da han begyndte på kirkegården, troede han, at arbejdet primært handlede om græs og vedligeholdelse. I dag ved han, at det lige så meget handler om omsorg og nærvær.
Når han engang går på pension, har han svært ved at se sig selv lægge arbejdet fra sig.
For Levi er kirkegården ikke bare et sted, han møder ind hver morgen. Gennem årene er den blevet en del af ham.