Midt i byggeboom skal byggeriet reduceres med 80%

På hendes armygrønne jakke er syet en sort lap. “1,5°C” står der. 

Bag hende står ahorn og elm indrammet af de høje, rundede ruder. Engang var det her Danmarks damplokomotiver blev vedligeholdt, men på en onsdag sidste efterår er det gamle lokomotivværksted ramme om Building Green, en konference for bæredygtigt byggeri. 

Professor og sektionsleder på Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, Harpa Birgisdottir, står på den store scene til en paneldebat om fremtiden for den danske byggesektor.

“For at nå vores politiske mål skal vi reducere byggeriet med 80 procent,” siger hun. “De sidste 20 procent skal vi radikalt gentænke.” 

Efter en kort pause, som for at lade budskabet bundfælde sig hos de mange tilhørere, konkluderer hun afmålt: “Ellers er politikerne nødt til at indrømme, at Parisaftalen ikke er noget, vi har tænkt os at leve op til.”

Den lille lap på jakken er en subtil henvisning til netop den aftale, hvor FNs medlemslande, som du måske er bekendt, er blevet enige om at begrænse temperaturstigningerne til under to grader, eller helst halvanden grad, over det førindustrielle niveau ved at reducere CO₂-udledningerne. 

Ny dansk forskning viser, at byggebranchen er på kollisionskurs med den målsætning. Og i det hele taget med de planetære systemers stabilitet. 

Fremsynet livscyklusanalyse

Professorens opsigtsvækkende udmelding bygger nemlig på konklusionen af en videnskabelig artikel udgivet sidste år i tidsskriftet Science of the Total Environment.

Studiet (Absolute sustainability assessment of the Danish building sector through prospective LCA) er skrevet af ph.d. Lise Hvid Horup samt seks andre forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og den rådgivende ingeniørvirksomhed, Rambøll. Heriblandt netop professor Harpa Birgisdottir.

Forskerne måler byggeriets klimaaftryk i såkaldte livscyklusanalyser, også kaldet LCA, der undersøger byggeriets klimapåvirkning i udledning af CO₂-ækvivalenter. Analysen er en helhedsvurdering af et byggeris udledninger over typisk 50 år. 

Det særlige ved studiet her er, at forskerne ser på såkaldte prospektive tal. Det vil sige, at de tager højde for de fremtidige forbedringer af byggematerialers klimapåvirkning, som de forventer vil ske i samme periode. 

Forskerne bag artiklen har i denne prospektive livscyklusanalyse undersøgt Danmarks forventede, samlede byggeri i de næste femten år.  Og derefter holdt resultatet op mod det, der kaldes absolut bæredygtighed. Det vil sige, at studiet fortæller os hvor langt vi er fra en byggesektor, som respekterer planetens grænser, og om teknologiske landvindinger er nok til at nå det mål.

Og konklusionen er klar, men dyster. Vi kan ikke regne med, at teknologisk udvikling vil holde byggeriet inden for et bæredygtigt miljømæssigt råderum. Tværtimod skal op til 80 procent af det forventede nybyggeri frem mod 2050 helt opgives. 

Boligbehovets byggeboom

Fra forskningsresultat til realitet er der dog meget langt. For vi er ikke ved at reducere byggeriet med noget, der ligner fire femtedele. 

Ifølge Danmarks Statistik blev der i sidste kvartal af 2025 påbegyndt 1,64 mio. m² byggeri. Det er dog et fald på 9 procent i forhold til seneste kvartal, men stadig mere end noget andet tidspunkt siden starten af 2023. Stadig er der boligmangel i de store byer, og vi befinder os altså i et regulært byggeboom.

At skære drastisk i nybyggeriet er desuden kompliceret af boligbehovet, som drives af de store byers vokseværk, men i særdeleshed også af befolkningstilvæksten. 

Om femten år er vi nemlig næsten 175.000 flere danskere, hvis Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning holder stik. 

Hvis vores mange nye bofæller skal bo på lige så meget plads, som vi gør i dag, nemlig næsten 54 kvadratmeter per person, vil det kræve mere end 9,4 mio. nye kvadratmeter alene til boliger. 

I etageareal svarer det til, at vi skal bygge 362 nye udgaver af Danmarks Radios Koncerthus inden 2040. Eller ca. ét hver anden uge i de næste femten år.

Forskerne tager højde for udviklingen i byggeriet, og for at blive i sammenligningen kan vi altså kun bygge boligetagemeter svarende til 5 koncerthuse om året og samtidig opretholde et absolut bæredygtigt byggeri. 

Det ville selvsagt være en meget drastisk reduktion, men faktisk er det ikke alle forskere, som mener, at det vil være nok.

Absolut bæredygtighed er ikke nok

“Vi udleder mere CO₂, end planeten kan regenerere, og den planetære grænse er overskredet." 

Advarslen kommer fra Steffen Petersen, professor på Institut for Byggeri og Bygningsdesign - Building Science på Aarhus Universitet, og han stiller spørgsmålstegn ved studiets forudsætninger. Igen med henvisning til de planetære grænser. 

Det begreb blev først introduceret i 2009 af et internationalt hold af forskere med svenskeren Johan Rockström i spidsen, og grænserne fastlægger et handlingsrum indenfor hvilket menneskelig aktivitet ikke ødelægger de naturlige systemers stabilitet. Et såkaldt safe operating space for menneskelig udvikling.

“Når grænsen er overskredet, kan jeg ikke rigtig få mit hoved omkring, hvordan der så skulle være et særligt klimabudget til nybyggeri,” siger Steffen Petersen. 

“Alt nyt byggeri tilføjer mere miljøbelastning, uanset om vi bygger 80 eller 90 procent mindre af det. Hvordan kan en reduktion af nybyggeri mindske det samlede udslip?” spørger professoren retorisk.

Professor og centerleder ved Det Tekniske Fakultet, Institut for Grøn Teknologi, Life Cycle Engineering på Syddansk Universitet, Morten Birkved, har en lignende anke.

“I den absolutte bæredygtighed kan vi leve i en verden, hvor planeten selv kan nå at kompensere for de påvirkninger, vi påfører vores systemer. Det er en nul-påvirkning,” siger han, og peger på, at EU allerede er gået endnu længere.

Ifølge professoren har unionen nemlig med sin nylige Natural Restoration Law skiftet fokus, og arbejder med såkaldte restorative og regenerative samfund. Det betyder, at vi faktisk skal reparere den skade, vi har tilført planeten, og forbedre Jordens tilstand. 

“At operere indenfor de planetære grænser er slet ikke ambitiøst nok," konkluderer Morten Birkved.

Rigtig slem i går, rigtig slem i morgen

Planeten kender som bekendt ikke til landegrænser. 

For at definere det råderum for udledninger, som kan tilskrives Danmark, har forskerne antaget, at vores andel af klodens udledninger fastholdes på nuværende niveau i forhold til resten af verden. 

Det vækker kritik.

“Det, de kalder den absolutte bæredygtighedsgrænse for byggeriet, er noget, man er kommet frem til ved at introducere en masse subjektive elementer,” siger professor Morten Birkved.

“De planetære grænser er defineret som en samlet pulje af forureningsrum, som den globale befolkning har at gøre godt med,” forklarer han. 

“Skal vi projicere det her globale rum ned til en enkelt forbruger i et enkelt land, så skal man tage stilling til, hvor meget der skal være til de enkelte lande og til enkelte personer. Og ud af det, hvor meget der skal være til byggeri, for der er jo også andre aktiviteter, som forurener. Det er en meget, meget subjektiv proces,” mener professoren. 

“Man kan argumentere politisk for fordelingen, men man kan ikke sige, at noget er rigtigt eller forkert. Der hopper kæden af for mig. Jeg laver forskning, ikke politik.”

Han mener derfor, at man skal tage resultatet med et gran salt. “Det er under den forudsætning, at vi får lov til at opføre os som baryler ude i fremtiden,” siger han. 

“Hvis du har været rigtig slem i går, så har du lov til at være rigtig slem i morgen.”

Adspurgt om det ikke netop er det mest apolitiske, at beholde fordelingen af udledninger som den er i dag, i stedet for som forsker at tage stilling til det, svarer han kort. “Man kunne jo også bare antage, at alle fik den samme andel på tværs af verden, ikke?”

Det ville i så fald betyde, at råderummet for dansk byggeri er endnu mindre.

Professor Steffen Petersen er ligeledes skeptisk, og ser gerne en anden tilgang til fordelingen. “Jeg tilhører den forskergruppe, der mener, at der bør allokeres baseret på utilitarisme frem for acquired rights.” 

Han mener dermed, at allokering af udledninger bør tilskrives enkelte bygningsfunktioner ud fra et nytteprincip. For eksempel til boliger, kontorer, børnehaver - eller skoler. 

En reduktion af byggeriet synes dog ikke at være på den politiske dagsorden.

Den store Lilleskole og byggeriets svære balance

Den 4. februar på Pilegårdsskolen i Kastrup præsenterede Socialdemokratiet med statsministerens egne ord "en ny vision for folkeskolen". Mette Frederiksen skød således, flankeret af både partifæller og bamser på skolebiblioteket, valgkampen i gang med løfter om bedre forhold for de yngste elever i folkeskolen. 

Socialdemokratiet ønsker nemlig at indføre et klasseloft på 14 elever i det, de kalder Lilleskolen. 

Forslaget vil betyde næsten en fordobling af klasselokaler i de fire indskolingstrin, fra 0. til og med 3. klasse . Det betyder muligvis, at der skal bygges op til 4.000 nye klasselokaler fordelt på alle landets folkeskoler, hvis pladsen ikke kan findes i eksisterende rammer. Hertil kommer personalefaciliteter til de nye ansatte, fordelingsareal samt teknikrum. 

Lilleskolen er altså et stort byggeprojekt. Ikke set i størrelse set i forhold til mængden af boliger, der er på tegnebrættet, men det siger noget om hvor det politiske fokus på byggeriets klimapåvirkning er, og om problemerne med at balancere velfærdssamfundets behov med hensynet til klimaet.

For nylig er det blevet et lovkrav at udarbejde en LCA for alt nybyggeri i Danmark, og der er fastlagt grænseværdier for resultatet heraf. Der er dog ingen lovgivning om sektorens samlede udledninger, og problemet er, at mens hver kvadratmeter vi bygger, bliver mere bæredygtig, bygger vi flere af dem. 

Indtil videre følger vi altså ikke forskningen. Hvad gør vi så? 

Professor Morten Birkved peger på muligheden for at dele mere og for bedre udnyttelse af den eksisterende bygningsmasse.“Jeg har opereret med nogle ret vilde scenarier. For eksempel at vi alle sammen skal bo i kollektiver," siger han, og tilføjer: “Det har ikke vakt stort genhør.”