Midt i Festugens travlhed gemmer der sig en fremmedes historie

Skyerne hænger tungt og lavt over Aarhus. Det er fredag i Festugen. I bussen fra en af byens forstæder står passagerer tæt pakket sammen. Busgulvet er vådt og glat, efter de dryppende paraplyer, som alle har slæbt med ind.

Jeg står af lige før Rådhuset og folder hurtigt paraplyen ud. Regnen har taget til, og jeg kan høre de tunge dråber slå målrettet ned mod min paraply, mens jeg bevæger mig mod Rådhuspladsen.

Festugens program er spækket med vilde koncerter, danseoptrædener og lysinstallationer. Men her, foran Rådhuset, ligger World Kiosk.

Ved første blik ligner det en almindelig udendørs cafékiosk, der sælger lattes til Festugens tømmermænds ramte gæster. Omkring den lille kiosk er der bord-stolesæt i en iøjnefaldende rød farve. Et lille skilt, der er blevet sat op fem-ti meter derfra, afslører, at stedet er noget andet, end det umiddelbart giver sig ud for at være.

Et safe space

World Kiosk, er en kunstinstallation, der i sigende skal skabe rum for refleksion, samtale og nærvær. Ved cafébordene kan man sætte sig, få en gratis kop urtete og tage et head-set på, hvori man kan høre fremmedes historier fra Aarhus og resten af verden.

En gruppe unge mennesker står klynget sammen, som pingviner, under deres paraplyer.

De er alle iført brune forklæder. Jeg møder Mathilde fra gruppen, som fortæller at hun arbejder i Festugen, i forbindelse med World Kiosk. Hun fortæller mig også, trods min skepsis ved det pågældende vejr, at kiosken dagen før har haft over tre hundrede deltagere.

Da jeg spørger Mathilde ind til, hvad princippet med installation er, svarer hun:

World Kiosk er et safe space, hvor man kan lukke af fra omverdenen og fordybe sig i en fremmedes historie.”

Jeg er ivrig efter at høre mere om konceptet, og får af Mathilde og hendes kollegaer at vide, at man præcis på det tidspunkt, jeg træder ind i installationen, ved tilfældighed kan møde kunstnere fra Mariupols Theatre of Ukraine in Exile. 

Mødet med Natalia

I den silende regn sætter jeg mig ned ved et vådt cafébord sammen med Natalia Peftibai og hendes yngre kvindelige tolk.

Natalia fortæller mig en gruopvækkende historie om hendes liv i Ukraine, og hvordan hendes familie er blevet påvirket af krigen. Hun blev født i en lille by i det østlige Ukraine, som siden begyndelsen af Krimkrisen har været præget af militære sammenstød og uro. En by, der i dag er totalt destrueret i krigens hede.

Trods vores sprogbarriere kan jeg tydeligt se følelserne i Natalia, når hun fortæller.

Hendes brune øjne er dybe og glimtende. Og hendes kropssprog er tydeligt, når hun med begge hænder slår ud, mens hun fortæller om russernes besættelse.

Et sted i samtalen hyler sirenerne fra et udrykningskøretøj, der kører forbi det befærdede område ved Rådhuset. Natalia rykker ikke på sig, men fortæller med samme kraft videre i hendes historie.

Natalias tolk fortæller mig, at teater har haft en livsforandrende betydning for Natalias vej gennem krigen:

Hun siger, at teater er noget, som er sendt fra Gud. Gennem kunsten har hun kunne finde glæde og fordybelse i al kaosset.”

En anden side af Festugen

Jeg går fra World Kiosk, med blikket rettet mod min notesblok. Blækket fra min kuglepen er blødt ud over papiret i mødet med regnen, og flere af mine noter er blevet ulæselige.

Heldigvis står oplevelsen knivskarpt i min hukommelse.

Da jeg steg på bussen tidligere på dagen, forestillede jeg mig at finde en tom kiosk med våde caféborde, mens Festuge gæsterne stod i tørvejr under ét af de mange telte.

I stedet fik jeg, midt på Rådhuspladsen, omgivet af trafik og Festugens travlhed, et blik ind i en fremmedes historie. En historie, der har sat Festugen i perspektiv, som en uge, der ikke kun er til fest og farver, men også fordybelse og forståelse.