Midt i København – men i sin egen verden: Et inblik i rabbiner Levi Loewenthals liv

Dørtelefonen får ikke lov at ringe mange gange før døren bliver åbnet indefra. Levi Loewenthal træder et skridt tilbage og byder velkommen. Han hviler sin hånd på brystet og smiler i et dybt nik for at hilse respektfuldt uden at give hånden, mens han står halvt skjult bag den tunge, skudsikre dør. 

Det jødiske kulturhus, Chabad Huset, og den jødiske menighed, Machiske Hadas, ligger på en smal sidegade ved Søerne på Østerbro i København. Gemt i to anonyme ejendomme, flankeret af tungt bevæbnet værnepligtige og politibeskyttelse døgnet rundt, lever et tætknyttet samfund af stærkt ortodokse jøder. Én af dem er Levi, men han er ikke blot stærkt ortodoks jøde. Levi er rabbiner. 

Han er iklædt sort jakkesæt og hvid skjorte. På hovedet bærer han en kalot, der næsten går i et med det sorte hår. Et par firkantede briller indrammer hans øjne og skægget lader han gro – i overensstemmelse med Toraens påbud. 

Under skjorten kan man ane hans tallit katan, en mindre version af en firkantet bedekappe, som nogle ortodokse jøder bærer under deres tøj. I hvert hjørne af kappen sidder der lange, hvide snore, som stikker ud fra skjorten og hænger ned langs bukserne. 

De mange jødiske identitetsmarkører er synlige for os andre, men formålet er ikke at sende et signal til omverdenen. De skal minde Levi selv om sin tro i alle aspekter af hverdagen. 

Én stor familie 

“Vi er ti i familien. Jeg er den ældste. Vi er alle født og opvokset her. Min søster bor i Litauen. Min anden søster bor i New York. Og så har jeg en bror og en søster, der også er gift,” fortæller Levi. 

Det er svært at få overblik over Levis familietræ, der ligesom Chabad-bevægelsen slår rødder i det meste af verden. 

“Jeg har to søstre og to lillebrødre, der også bor her,” siger Levi og gestikulerer hentydende mod de øvrige etager i ejendommen. 

Præcis hvor mange der bor i lejlighederne kan eller vil han ikke svare på, men han konkluderer vævende, at de nok er omkring 15 familier. 

Ejendommene huser ikke kun de jødiske familier, men også den danske gren af den internationale Chabad-organisation, som har til formål at styrke det jødiske samfund rundt omkring i verden. 

Fra Chabad Husets forsamlingslokale fornemmer man, at der er høj aktivitet i huset - også på en almindelig onsdag eftermiddag. 

Man kan høre børnefødder løbe rundt ovenpå. Den store, skudsikre hoveddør går op og smækker i et par gange. En enkelt gang ringer det på, og Levi må rejse sig for at tjekke overvågningen, inden han låser op. 

Stemmer i opgangen forstyrrer kortvarigt, da Levi igen sidder på en stol i husets forsamlingslokale og fortæller om livet i menigheden og Chabad-organisationens arbejde. 

“Her i bygningen er vi rigtig meget sammen. Når man er ortodoks, vil man gerne have, at ens børn er sammen med andre jødiske børn. Så vi er ikke helt integreret i det danske samfund, som man siger,” forklarer Levi. 

Levi viser vej gennem en stor dobbeltdør i forsamlingslokalets bagmur, der åbner ud til deres private baggårde. En døråbning i en gul mur mellem to baggårde leder videre ind i den tilstødende ejendom. Levi taster en kode og åbner en ny dør, som giver adgang til stueetagen.

Bag et tekøkken og et sparsomt indrettet lokale ligger en tilbygning, der udgør menighedens synagoge. Midt i baggården, godt gemt inde bag de to femetagers ejendomme, kan de ortodokse familier deltage i to daglige gudstjenester uden at forlade matriklen.

Det betyder ikke, at familierne ikke møder verden uden for eller tager del i det danske samfund. De går i skole og på arbejde som så mange andre, men prioriterer samtidig deres jødiske identitet og liv. De lever i spændingsfeltet mellem en dansk hverdag og en stærk tilknytning til traditioner, værdier og fællesskab i det jødiske miljø. 

Dem, der holder fast

“Man fortæller en vits,” indleder Levi, da han viser den lille synagoge frem. 

Han er ved at forklare, hvorfor der ligger to synagoger inden for en radius på halvanden kilometer midt i København, og han ser sit snit til at fyre en vittighed af. 

“En jødisk mand strander på en øde ø. Da man finder ham efter seks måneder, har han bygget to synagoger. Da han bliver spurgt, hvorfor han har bygget to, svarer han ‘Dén derovre går jeg til hver lørdag, og den anden går jeg aldrig i',” fortæller Levi og klukker. 

Den lille menighed, Machsike Hadas, er oprettet af en udbrydergruppe fra menigheden i Krystalgade efter interne stridigheder i rabbinatet.

“Machsike Hadas startede for 115 år siden. Det var dér, de splittede fra de andre. Dengang var det sådan, at enten går du her, ellers går du dér,” forklarer han.

Machsike Hadas er hebraisk og betyder ‘dem, der holder fast i troen’. Selvom der stadig er nogen, der insisterer på kun at komme i én synagoge, er der i dag en god relation mellem menighederne. 

“I dag er det helt nye generationer. Jeg går også i synagogen i Krystalgade, og der er folk derfra, der kommer her.” 

De brune træbænke står tæt. Det er som om, der er flere ting i synagogen, end der egentlig er plads til. Som om baggårdslokalet er for lille til at rumme den overvældende tro. 

Midt i rummet står noget, der ligner en talerstol, tildækket af et klæde i rød velour med en davidsstjerne broderet med guldtråd og tekst på hebraisk.

På hver side står to høje lysestager med falske bloklys og tårner over alt andet i rummet. De står klar til i aften, hvor Levi eller hans far holder dagens anden gudstjeneste.

Rundt omkring på bænkene ligger der bøger. Nogle er røde, andre sorte, en enkelt hvid. Det ser tilfældigt ud, og alligevel får man indtryk af, at det ikke er det. De er formentlig efterladt fra morgengudstjenesten til ejerne kommer tilbage og åbner dem igen.

Når Levis talestrøm for en stund ophører, viser et forsigtigt smil sig på hans læber. Han holder øjenkontakt, men kun kort, før han ser ned eller vender sig og fortsætter. Selvom han fremstår rolig, virker stilheden ikke til at falde ham naturligt.

Levi fortæller gerne om menigheden, synagogen, jødedommen og Chabad-organisationen. Når samtalen nærmer sig ham som person, leder han den tilbage på troen. Det virker til, at Levi er rabbiner før han er privatperson, men i hans verden kan det ikke adskilles. Hans embede som rabbiner er ikke blot et job. 

“Det er mere en identitet. På et job arbejder man i nogle timer og er privatperson resten af tiden. At være rabbiner er 24 timer i døgnet.” 

Forbundet af værdier

Levi fører an op ad hovedtrappen, der forbinder husets mange rum. Undervisningslokaler, køkkener, restaurant og børnehave. Stedet har forskellige funktioner, men fælles for dem er den tro, der binder det sammen. 

Alle husets dørkarme er prydet med en plastikkapsel, der indeholder pergamentruller med afsnit fra Torahen. Hver gang Levi går fra ét rum ind i et andet, lader han sin hånd glide hurtigt over mezuzahen, som den hedder, et tegn på respekt for Gud og budene. 

Spørger man Levi om han nogensinde har tvivlet på livet som rabbiner, ryster han på hovedet og svarer prompte.

“Nej. Jeg er opvokset og har set, hvordan mine forældre har gjort det. Det er en beslutning, man selv kan tage,” siger Levi med en accent, der er en udefinerbar blanding af amerikansk, jiddisch og hebraisk. 

Som den førstefødte søn af en overrabbiner, kunne man godt få den tanke, at Levis vej ind i rabbinatet har været skæbnebestemt. Men han lægger stor vægt på, at han selv har formet sin livsbane.

“Man kan helt selv beslutte, hvad man vil. Det kommer an på, hvad man har lyst til, men jeg er meget glad for det, jeg er opvokset med. Det et er en del af min identitet, og det er noget, jeg er stolt af,” forklarer han. 

Levi er gift med Chana. De mødte hinanden på Chanas brors anbefaling, da Levi gik på Yeshiva – en del af uddannelsen til at blive rabbiner. 

“Jeg har studeret sammen med min kones bror, og han syntes, at det var en rigtig god idé, hvis vi fandt sammen. Vi mødtes, da min kone arbejdede i Stanford i USA, og efter et stykke tid blev vi gift.” 

I det ortodokse jødiske miljø er der tradition for, at familie og venner anbefaler, hvem man skal giftes med. Den tradition hedder shidduch. 

“Shidduch er til for at skabe de bedst muligheder. Når der kommer en anbefaling, kontakter man folk, de har arbejdet for, eller som kender dem, for at finde ud af, hvilken slags person de er, hvilke værdier de har, og hvad de bidrager med,” forklarer Levi. 

Levi og Chana er begge opvokset i Chabad-bevægelsen, og det har spillet en stor rolle for, at de blev anbefalet til hinanden. Men familierne lagde også vægt på andre ting, da de så en fremtid mellem Levi og Chana. 

"De har også tænkt på, hvordan vi kommunikerer. De har følt, at der er nogle ting, der hænger sammen. Ved shidduch kan man godt sige, at man ikke synes, man passer sammen, og så går man videre til den næste. Men i vores tilfælde var vi meget heldige,” fortæller Levi. 

Parallelliv

Levi insisterer på, at man som menneske selv kan tage sine beslutninger. Han lægger dog ikke skjul på, at han i sin egenskab som rabbiner har klare holdninger til, hvordan man lever sit liv bedst. 

Det skinner igennem, da samtalen falder på ægteskab mellem jøder og ikke-jøder. Levi respekterer jøder, der er gift med ikke-jøder, men spørger man ham til råds inden ægteskabet indgås, er svaret et lidt andet.

“Hver person kan godt tage deres egen beslutning. Men hvis de kommer til mig, før de gifter sig, og spørger om det er en god ide, så vil jeg som rabbiner sige, at det tror jeg ikke,” siger han. 

Det er en del af Levis mission at styrke det jødiske miljø i Danmark, og et ægteskab mellem en jøde og en ikke-jøde modarbejder den mission. 

“Man bliver assimileret, når man gifter sig med en ikke-jøde.” 

Fra hans perspektiv vejer loyaliteten over for det jødiske fællesskab tungere end ønsket om integration. Jøder og ikke-jøder kan sagtens leve side om side, men for Levi former deres liv sig som parallelle spor, der ikke nødvendigvis krydser hinanden.

Alligevel er hans eget liv også dybt forankret i Danmark. Levi Loewenthal lever på mange måder et liv, der ligner andre danskeres – og han ser sig selv som en del af det danske samfund.

“Jeg er meget forbundet med det jødiske samfund, men på samme tid er Danmark det sted, hvor jeg er født og opvokset, og jeg er meget glad for, at jeg er fundet tilbage hertil og at mine børn vokser op her.”