Mie lever tre måneder ad gangen
31-årige Mie Theres Torres Ritter ser resten af sit liv i tre måneders intervaller efter, at hun er blevet konstateret uhelbredeligt syg med kræft. Nu siger hun ja til ting, hun tidligere ville sig nej til.
“Du smagte, at det lå rigtigt?”
“Ja, alt er godt,” nikker hun.
31-årige Mie Therese Torres Ritter smager salt. Det betyder, at det intravenøse drop er rent og lagt rigtigt. Hun flader ud på den blå hospitalsseng. Den syvende runde af kemoterapien igangsættes.
Det er ikke første gang, at Mie gennemgår et kræftforløb. Omgivelserne på Odense Universitetshospital er vante for hende.
Mie har tidligere haft tarmkræft, der spredte sig til leveren, og nu har det spredt sig til lungerne. Dermed har hun nu lungemetastaser.
Sygdommen er uhelbredelig, og Mie har mellem ét til fem år tilbage at leve i.
Tre måneders intervaller
Kræften blev opdaget igen til en af Mies kontrolscanninger, der foretages hver tredje måned.
Netop de tre måneder mellem scanningerne er et essentielt interval i Mies liv. Faktisk føler Mie, at hun kun lever tre måneder ad gangen:
“Jeg når ikke at dø på de næste tre måneder. Det kan godt være jeg får kræft i mellemtiden, men det ved jeg ikke før den næste scanning,” fortæller Mie.
Intervallet på de tre måneder indebærer en bestemt følelsesmæssig cyklus for Mie.
‘’Efter en scanning får jeg lov til at forlænge min tid, og så kan jeg lige trække vejret, men man ved aldrig, hvornår det vender.’’
Den uvished påvirker Mie meget i tiden op til scanningerne:
‘’Jeg har lyst til at brække mig udover det hele,’’ griner Mie og skærer en grimasse.
Hun føler især, at hendes humør påvirkes negativt:
‘’Jeg bekymrer mig mere op til en scanning, fordi man bare forbereder sig på, at nu river de gulvtæppet væk under mig. Nu er det, at de siger noget lort.’’
Mie er ikke alene
Venteværelset på onkologisk afdeling på OUH er tæt på fyldt. Næsten alle stole er optagede. Patienter og pårørende. Ansigterne stirrer bedrøvede ud i luften. Kinderne hænger og fjerner smilet på læberne.
At være ramt af kræft er på ingen måde en unormal situation. Rigtig mange danskere har kræftsygdommen tæt inde på livet både som patienter og pårørende. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.
I 2025 fik knap 50.000 mennesker i Danmark konstateret kræft, mens over 420.000 danskere lever med eller efter en kræftsygdom.
Faktisk har mængden af kræfttilfælde været støt stigende siden 2014 til nu, på nær årgangen 2019-2020. I 2014 blev der registreret 42.327 kræfttilfælde. Et tal, der i 2025 er steget til 49.480. Det viser tal fra rapporten ‘’Kræft i Danmark,’’ 2025, som er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse.
At være syg er en situation, som patienter tackler forskelligt, lyder det fra Marie Lawætz, der er psykolog og leder af Kræftlinjen hos Kræftens Bekæmpelse.
Her tilhører Mie ifølge en undersøgelse foretaget af National Health Institute minoriteten, hvor sygdommen ændrer ens livsindstilling positivt.
Den amerikanske rapport undersøger hvordan mennesker oplever markante, eksistentielle forandringer i deres syn på tilværelsen, når de rammes af en alvorlig sygdom.
Her har Mie efter den konstaterede sygdom valgt at omlægge hendes liv, så hun får en positiv gevinst, som for hende er en masse nye oplevelser.
Et ændret livssyn
Forandringerne i Mies liv efter hun fik kræft har ændret hendes tilgang til livet.
“Det er som om min hjerne har ændret sig fuldstændig. Perspektivet har ændret sig, og lige pludselig så gør jeg bare tingene, fordi jeg ikke får muligheden igen og ikke har noget at miste,” udpensler Mie, mens kemoen løber ind i årerne på hende.
Det ændrede perspektiv har gjort, at Mie i dag siger mere ‘ja’ end ‘nej,’ når nogle inviterer hende ud.
“Indtil videre har jeg jo kun gjort ting, jeg gerne ville, og det har jo absolut ikke ført mig til nogen oplevelser overhovedet. Jeg har altid været sådan: ‘uha nej, det vil jeg ikke,’ når jeg blev spurgt, om jeg ville prøve noget nyt. Men jeg bliver nødt til at gøre ting, som jeg ikke vil, for at få de oplevelser, som jeg gerne vil have,” forklarer Mie, mens hun retter på brillerne.
Mie har et mål om at gennemføre 100 nye ting, inden hun dør. Derfor har hun lavet en bucket list, og rakt ud på sociale medier efter invitationer til oplevelser.
Det faktum, at Mie er gået væk fra at være introvert, og nu vil ud af sin skal og prøve ting, har gjort, at hun gør ting, hun aldrig havde forestillet sig hun skulle.
“Jeg er stadig mig selv, men jeg er et nyt menneske og helt anderledes,” siger hun, mens hun folder de grålige hænder.
Ét år i friheden
Mies trang til at opleve alt i livet begyndte, da hun blev erklæret kræftfri i 2025. Hun nåede at være kræftfri i et år inden kræften vendte tilbage.
“Jeg levede rigtig meget og sagde ja til alt,’’ siger Mie, mens hun tænker tilbage på den tid, som hun kalder for “ét år i friheden.’’
Mie ønsker ikke at bruge sin tid på at håbe, at hun bliver kureret eller hun overlever længere end de fem år. Hun vil hellere leve som er det hendes sidste tid.
Det er den måde hun beholder kontrollen over sit liv.
“Fordi jeg overhovedet ikke kan kontrollere det her forløb, vil jeg endnu mere tage kontrol på andre aspekter. Det tænker jeg, er fordi jeg skal have kontrol med et eller andet. I det her tilfælde, hvad jeg kan få ud af livet,” påpeger Mie.
Derfor har Mie valgt at gå til nye oplevelser med et ‘’ja’’ og et åbent sind.
“Hvad har du at smile af?”
Det åbne sind tager Mie også med til behandling, hvilket kom til udtryk sidst Mie fik kemoterapi.
Her delte hun stue med en ældre mand. Hun husker specielt én samtale de havde, hvor han ikke kunne forstå, hvorfor Mie var i godt humør, mens hun modtog kemoterapien.
“Hvorfor sidder du og smiler? Hvad har du at smile af?” spurgte han bedrøvet.
“Det er jo, fordi vi elsker at leve, at vi er triste over at skulle dø, så hvis jeg stoppede med at leve nu, synes jeg, at livet mister sin mening,” svarede Mie.
Efter Mies forklaring kunne manden stadig ikke sætte sig ind i Mies indstilling, han kunne slet ikke forstå, at man kunne have det på den måde.
Flugt fra virkeligheden
Samme humør havde Mie, dog ikke første gang hun fik konstateret kræft i 2024:
“Jeg havde stadig lyst til at leve, men jeg havde det bare rigtig dårligt dengang,”
forklarer Mie om tiden, hvor hun lukkede sig meget inde og havde en pessimistisk tilgang til forløbet.
“Jeg er pessimistisk anlagt og var bange for at håbe for meget på, at jeg ville blive rask,” siger Mie, og tilføjer, at hun dengang også blev mere syg af kemoterapien, end hun gør nu.
Mies lidt pessimistiske tilgang til livet gør, at hun synes det er sjovere at leve i en anden verden.
Den verden finder Mie ved at læse. I særdeleshed fantasy-genren, fordi det er fiktion og adskiller sig fra virkeligheden:
‘’Jeg har altid haft et behov for at flygte væk fra virkeligheden, så jeg kan slippe mine bekymringer og fokusere på noget helt andet,’’ forklarer Mie.
I dag bruger hun også læsningen som redskab til dette. Hun bruger mange aftner på at læse, mens hendes mand Patrick gamer. Sådan slapper de af sammen.
En turbulent ungdom
Læsning er også Mies primære hobby, og den har fulgt hende i mange år.
Den rolige læsning er dog den diametrale modsætning til Mies ungdomsliv.
Udover at læse fantasy har Mies ungdomsliv, dog også bestået af den diametrale modsætning.
Mie drak og festede rigtig meget i hendes ungdom på Lolland. Hun kom blandt andet også i et miljø, hvor ‘’man lavede mere end bare at drikke alkohol,’’ for at bruge Mies egne ord.
Det er også i det miljø, at hun møder hendes nuværende mand, Patrick.
Patrick og Mie fortsætter med at færdes i miljøet indtil Mie som 21-årig får en stofpsykose.
Efter denne episode stopper Mie op og reflekterer over livet. Hun ville ændre kurs.
“Mange af de ting jeg gjorde, gjorde jeg før mine frontallapper var udviklede. Det gælder også mine tatoveringer, der blev gjort meget in the moment,” siger Mie og smiler let.
Da Mie for alvor kommer sig over stofpsykosen, begynder hun at studere Ernæring og Sundhed i Slagelse. I løbet af denne tid bor Mie og Patrick på Falster inden de flytter til Odense med deres lille søn Rio, da Mie har færdiggjort hendes professionsbachelor.
Inspireret til ny tilgang
I Odense trækker kandidaten i Sundhedsvidenskab og Mies bedsteveninde gennem 25 år.
“Min Marie,” som Mie kalder hende.
“Hun har kendt mig i alle faserne i mit liv, og hun siger også, at den Mie jeg er nu, nok er meget den Mie, som jeg var før jeg blev introvert, altså helt tilbage til tiden på Lolland,” fortæller Mie.
Det var Maries idé, at Mie skulle dele række du efter invitationer til nye oplevelser på hendes TikTok og Instagramprofil.
“Hun elsker at gøre ting, hun vil bare gerne, og hun elsker at møde nye mennesker og snakker med alle,” fortæller Mie energisk om Marie.
Mie hoppede med på Maries idé om at prøve en masse ting af.
“Det er nu jeg skal gøre det, jeg har kun tre måneder, jeg har ikke noget at miste,” siger Mie bestemt.
“Vi får nogle gode historier af det. Vi skal have noget at grine af. Det er det, det her handler om,”
Den konsekvensløsetilgang kan Mie genkende hos hendes lillebror. De har altid været tætte og mindet meget om hinanden, bare ikke lige på det her punkt. Derfor vil hun nu lade sig inspirere.
“Han lever fuldt ud,” siger Mie og tilføjer,
“og det håber jeg, at han bliver ved med.”
“Jeg ved, at det hele nok skal gå”
Mens hun sidder på hospitalssengen, bliver det tydeligt, at hendes liv ikke kan fortsætte for evigt.
“Jeg er meget praktisk anlagt, så jeg tænker meget frem på hvad jeg efterlader mig.”
Derfor skal specialet skrives færdigt, begravelsen er planlagt og hun er begyndt at lave videoer og breve til sin søn.
“Det gør, at jeg kan slappe mere af, så kan jeg leve fuldt ud uden at tænke for meget over det,” siger Mie.
Hun er ikke bange for at skulle herfra.
“Jeg stoler meget på Patrick og Marie, så jeg ved, at det hele nok skal gå, når de skal klare det uden mig,” forklarer Mie.
Men det fylder stadig, at hun ikke får et langt liv som så mange andre.
“Det er bare, fordi jeg har det for godt til at være færdig med at leve, men det ændrer sig måske, hvis jeg begynder at føle mig mere syg, det håber jeg lidt, så er jeg mere klar til det,” siger Mie afklaret.
Selvom udfaldet af Mies situation ikke kan ændres, er det ikke fortrydelse og bitterhed, hun sidder tilbage med.
“Jeg ville gøre det hele igen, hvis jeg fik muligheden, men det er da ærgerligt, at man først begynder at leve, når det snart er forbi,” siger hun, inden hun tager hjem for at ligge en gameplan over de nye ting, hun vil sige ‘ja’ til.