Mikkel gik 5000 kilometer - nu kan han ikke finde hjem
Mikkel Svane Cramer gik fra Køge til Istanbul og fik tusindvis af følgere på sociale medier. Men tilbage i Danmark gnaver rastløsheden, for længslen efter det uforudsigelige liv på landevejen har gjort hverdagen til et venteværelse.
Lykkerusen bruser i kroppen, da de slidte vandresko tager de sidste, tunge skridt over pladsen foran den majestætiske, Blå Moské i centrum af Istanbul. Det er dag 115. Efter mere end 5000 kilometer til fods på tværs af Europa rammer en usammenlignelig lettelse den 23-årige unge mand.
Få dage senere er de storslåede vidder skiftet ud med en stue i Køge.
Mikkel sidder sunket dybt ned i sofaen i kollektivet med en bøtte Ben & Jerry’s i hånden. Hans blik er låst fast på TV-skærmen, hvor Robinson Ekspeditionen sæson 27 har kørt uafbrudt de sidste fire timer. På hans værelse står papkasserne med tøj uåbnede på gulvet, og klaveret har samlet støv de sidste fire måneder.
Mikkel har nået sit livs hidtil største mål, men triumfen har efterladt et tomrum.
Fanget mellem to tilværelser
Ti dage er gået, siden Mikkel trådte over dørtærsklen til sit hjem i Køge, men den indre uro gnaver allerede. Han går rastløs rundt i huset og leder efter noget at give sig til. Kroppen er landet i Danmark, men hans tanker er et helt andet sted.
To dage om ugen passer han undervisningen på musikskolen MGK, men tålmodigheden er opbrugt, og han overvejer at droppe ud. Skoleinspektøren er rasende over, at Mikkel kom to måneder for sent tilbage i skole efter sommerferien.
Musikken, som ellers har fyldt i Mikkels liv siden 1. klasse, hvor han startede med at spille klaver, er ikke længere tilfredsstillende nok. Ikke når man har fundet noget, der bringer en usammenlignelig lykkerus.
Nemlig at vandre.
Gnisten blev tændt, da han gik på Den Rytmiske Højskole og begyndte at vandre med en kammerat. Og i foråret 2025 besluttede Mikkel sig for at vandre fra Danmark til Barcelona. 3700 km på tre måneder uden træning, blot med sig selv og sin rygsæk.
Turen til Barcelona endte med at blive det hårdeste, Mikkel har oplevet i sit liv, men ulykkeligheden fulgte ham i flere måneder efter hjemkomsten. Hverdagen nåede ikke vandreturens eufori til sokkeholderne.
Længslen var for stor, og i sommer pakkede han rygsækken på ny og gik 5000 km hele vejen til Istanbul i Tyrkiet.
For Mikkel er det at vandre ikke blot en rejseform. Det er dér, han reelt føler sig i live.
“Jeg føler oprigtigt, at det er den fedeste måde at leve på, og jeg dagdrømmer hver dag om at være afsted igen,” forklarer han med en iver i stemmen.
Det er uforudsigeligheden, der trækker i Mikkel. Følelsen af at stå op om morgenen uden at ane, hvad dagen bringer, eller hvor han skal sove. En grad af eventyr, som det strukturerede liv hjemme i Køge ikke kan matche.
Jeg vil hellere bruge resten af mit liv på landevejen,”
Indtil Mikkel kan snøre vandreskoene igen, virker tilværelsen i Køge mest af alt som et trængt venteværelse, svævende mellem to tilværelser, han ikke kan forene.
At dufte til fyrretræerne
Det er dag 55. Ilden knitrer i pejsen i den lille bjerghytte i Bosnien, mens mørket sænker sig over bjergene udenfor. Mikkel sidder alene med en kold øl i hånden og Minecraft-soundtracket spillende på repeat i høretelefonerne.
Lige dér midt i stilheden rammer en sær følelse ham. En form for nostalgi der opstår midt i selve øjeblikket. Mikkel ved med det samme, at dette er et af de momenter, han vil længes tilbage til, når rejsen er forbi.
Som erklæret spil- og eventyrnørd får landevejen ham til at føle sig som en opdagelsesrejsende, der er hovedpersonen i sit eget eventyr.
“Når jeg er ude at gå, føles det som om jeg er med i en film. Jeg har et meget løst skema, men jeg ved præcis, hvad jeg skal: jeg pakker min sovepose sammen, går mine kilometer og leder efter et sted at finde ly for natten,” fortæller Mikkel.
Fra sit yndlingsspil Outer Wilds har han hentet analogien om at huske “at stoppe op og dufte til fyrretræerne”. Hans egen fortolkning har haft en afgørende betydning under den seneste rejse:
“På en lang gåtur er det let at komme til bare at tonse afsted, men ved at tvinge sig selv til at stoppe op midt i det smukke landskab, trække vejret og dufte til fyrretræerne, forvandler det bevidst et tilfældigt øjeblik til et livsvarigt minde,” understreger Mikkel.
Det er fokusset på denne simple men bevidste tilstedeværelse, som ifølge Mikkel gør, at han ikke kan vente med at komme afsted på sit næste eventyr.
Landevejens uforudsigelighed
Hver gang manden går frem og tilbage i huset, frygter Mikkel, at han kommer tilbage med en kniv.
Det er anden dag i Bosnien, og Mikkel er, som det er sket mange gange før, blevet budt på kaffe hos en gæstfri familie. Skyerne hænger tungt på en grålig himmel over en lille bosnisk landsby bestående af et par hundrede indbyggere. Vejrudsigten lover stormvejr.
Mikkel finder sig selv siddende stivnet af skræk over for en lokal familie, der med hjælp fra Google Oversæt febrilsk forsøger at overbevise ham om, at han er deres forsvundne søn. De tjekker hans øjenfarve, studerer hans skæg og spørger insisterende, om han vil flytte ind i det værelse, de har klar.
Mikkel mærker, hvordan knuden i maven hastigt udvikler sig til en insisterende kvalme. Han lyver om sine sociale medier, opdigter en aftale i nabobyen og flygter til sidst ud på en smal bjergsti, mens han ryster over hele kroppen.
Selvom oplevelsen sad i Mikkel resten af dagen, understreger han dog, at “det var den eneste ubehagelige oplevelse, jeg havde med mennesker på hele turen.” Men oplevelsen tog hverken tiltroen til fremmede eller modet fra ham.
Senere samme dag går han langs de smalle veje i bjergene med comedy-podcasten Wichmaskinen i ørene for at distrahere sig selv fra uroen i maven. Fra en terrasse råber tre fulde, midaldrende mænd efter ham.
På trods af formiddagens chok vælger Mikkel at trodse frygten og gå op til dem. I løbet af få minutter bliver han inviteret ind. De falder i snak på tysk, tilbyder ham deres rester i gryderne på bordet og reder en seng op til ham for natten. Aftenen slutter med Tuborg, bosnisk vin og karaoke til tonerne af “De skal have baghjul nede i Touren,” mens mørket falder på i de bosniske alper.
Trods den turbulente start på dagen fortæller Mikkel selv, at “det virkelig endte med at være en af de bedste aftener på hele turen.”
Det er netop denne spændvidde af uforudsigelighed og eventyr, som han længes efter. Hverdagen i Køge tilbyder tryghed, men den rummer, ifølge Mikkel, hverken det chokerende adrenalin-kick eller den overvældende gæstfrihed og tilknytning til fremmede. Og det er i denne kontrast, at han mærker, at han virkelig lever.
To verdener vendt på hovedet
Men det er ikke kun på landevejen, at kicket findes. For mens Mikkel har tilbagelagt kilometerne og mærket spændingen på sin rejse, har en helt ny rus vokset sig større på telefonen i hans hånd.
Hjemme i Køge har tilværelsen for Mikkel nemlig ændret sig på mere end én måde, og processen har været overvældende. Han voksede op på Frederiksberg som et genert barn, men bliver i dag genkendt og bedt om selfies, når han går i byen i København. Pludselig står han med invitationer til influencer-arrangementer og workshops, hvor branchens store navne samles.
“Jeg føler mig da beæret over, at folk har lyst til at følge med. Jeg er jo bare mig,” siger Mikkel med et smil om de flere tusind daglige likes og følgere, han har fået i forbindelse med den seneste rejse.
Alligevel føles den enorme opmærksomhed uvant og næsten “for god til at være sand” for Mikkel. For turen til Istanbul var for ham ikke noget helteepos.
For mig føles det jo bare som at have været på en helt almindelig rejse. Jeg har bare valgt at optage det,”
Siden 1. klasse var planen ellers krystalklar for Mikkel: han skulle leve af musikken og sine evner på klaveret. Men efter turen til Istanbul er musikken trådt i baggrunden for en ny og større drøm. Han vil leve af at vandre, dele sine oplevelser på sociale medier og drømmer på sigt om at få sit eget TV-program.
Det nye ‘influencerliv’ har åbnet døre, han knap kan begribe, men det har også forstærket hans indre splittelse. Begge Mikkels verdener er vendt på hovedet, både den indre og den ydre. For hvad gør man, når alt trækker én i retning mod at give afkald på det liv, man troede, man skulle leve?
Indtil vandreskoene snøres igen
Tilbage på værelset i Køge ligger Mikkel i sin seng og kigger op i loftet. Fjernsynet forbliver sort. Hans fjernbetjening er gået i stykker, mens værelset har været fremlejet, men han orker simpelthen ikke at gå de tre kilometer ned til Power i Køge centrum for at købe en ny. Hverdagens helt små lavpraktiske gøremål føles uoverkommelige, når hans tanker allerede er rejst i forvejen.
I stedet venter han blot på, at de næste tre måneder passerer, og kalenderen rammer januar, hvor han har planer om at snøre vandreskoene igen og drage mod de regnvåde bjerge i Skotland. Men Mikkels ambitioner holder sig ikke inden for Europas grænser, for han drømmer om at vandre til Egypten og sågar til Kina i løbet af de næste par år.
Mikkel har måttet sande sin egen erkendelse. Roen kommer ikke, før han tager rygsækken på igen. For det er mellem fremmede mennesker, støvede stier og de uforudsigelige morgener, hvor intet er planlagt, at han reelt føler sig fri.
Det er på landevejen, at han kan tvinge sig selv til at stoppe op og dufte til fyrretræerne.
foto nr. 2: privatfoto
foto nr. 3: Lui Elmer Berg Jepsen