"Min hjertefar kan ikke svare på spørgsmål om mit genetiske ophav"
Nete Eldrup var syv år gammel, da hendes forældre fortalte hende, at hun er donorbarn. Da hun fyldte 18 år, begyndte hendes søgen efter sin biologiske far.
“Hvad hvis der er tourettes i familien?” spørger Nete psykiateren i konsultationsrummet.
Nete Eldrup er 30 år gammel og har for nyligt fået konstateret ADHD. Nu sidder hun hos sin psykiater, og taler om de mulige bivirkninger som ADHD-medicin kan medføre.
”Jeg havde læst at man skulle være opmærksom på familiehistorik. Det gjorde mig enormt bange og nervøs. Også til det punkt, hvor jeg overvejede, om jeg faktisk turde starte på medicin," fortæller hun.
Mulige bivirkningerne ved typer af ADHD-medicin kan være tics, hvis man for eksempel har tourettes i sin familiehistorik.
Nete ved ikke, om der er tourettes i familien. Eller jo, hun ved, at der ikke er tourettes på hendes mors side. Men faren, ham ved hun ikke noget om - I hvert fald ikke den biologiske.
Nete er nemlig donorbarn. Og donoren er anonym.
Spørgsmål pressede sig på
Nete fortæller om sin samtale med psykiateren, mens hun sidder i skrædderstilling på det karrygule tæppe på sofaen i sin lejlighed på Nørrebro. Lyden af gadens trafik trænger ind gennem den åbne altandør.
“Hvad hvis der er tourettes i min familie, hvad betyder det så? Og hvordan skal jeg forholde mig til det her?” fortæller Nete Eldrup om de spørgsmål, der erobrede hendes tanker.
For langt de fleste mennesker, er det at oplyse om sygdom i familien, lige så simpelt som at oplyse sit cpr-nummer. Sådan er det ikke for Nete.
“Jeg skal på en eller anden måde bare krydse fingre og håbe på det bedste. Det kan godt være rigtig ubehageligt, når det jo egentlig bare er en helt almindelige hverdagsting for mange andre,” fortæller hun.
Da Nete var syv år gammel, fortalte hendes forældre hende, at hun er donorbarn. I hendes barndom var det ikke noget der fyldte, men i takt med at hun blev ældre, begyndte spørgsmålene at rejse sig.
“Jeg begyndte at kigge efter lighedstegn mellem mig selv og mennesker, som jeg mødte på gaden. Og senere begyndte tankerne om mit helbred,” fortæller Nete.
Det var blandt andet tanker om genetik og arvelige sygdomme som optog hende.
Min hjertefar
”Her er et billede fra mine forældres bryllup.”
Netes tommelfinger stryger hurtigt over mobilskærmen, imens billeder fra børnefødselsdage, familiefester og hverdagsstunder glider forbi i et væld af minder.
”Og her er et af mig og min far,” siger hun, og zoomer ind på et børnebillede, hvor de to sidder med matchende røde trøjer i en rød sofa. På billedet balancerer faren en sofapude på sit hoved.
Netes far, ”min hjertefar” som hun kalder ham, døde som 68-årig i 2022.
”For ham var det aldrig et tabu, at han ikke var min biologiske far,” siger hun.
Nete fortæller om de første teenageår, hvor interessen for hendes biologiske far blev mere nærværende.
”I begyndelsen var jeg nervøs for at tale med min far om det i frygt for at såre ham. Men det viste sig, at der ikke var noget at være nervøs for. Tværtimod var han enormt forstående overfor min nysgerrighed,” siger hun.
De tog sig en lang snak, og Nete husker, hvordan hendes skuldre sank i takt med en stigende følelse af lettelse.
”På en eller anden måde har det gjort os tættere at kunne tale så åbent om det. Det var noget vi bondede rigtig meget over,” fortæller hun.
Friske vindpust fra den åbne terrassedør trænger ind i lejligheden. Netes kat Helge er i mellemtiden hoppet op på sofaen. Han bevæger sig kælent rundt på Nete, som var hun et klatrestativ.
Inden Nete blev født, havde hendes far set et interview med Lars Von Trier. I interviewet fortæller Lars Von Trier om, at det først var da hans mor lå på sit dødsleje, at hun fortalte ham, at hans far ikke var hans biologiske far.
“Min far synes at Lars Von Trier er rigtig mærkelig. Derfor synes han klart, at jeg skulle vide det tidligt, så jeg ikke også blev mærkelig,” siger Nete og griner højlydt.
For Nete er søgen efter sin biologiske far ikke et udtryk for, at hendes ”hjertefar” ikke har gjort det godt nok, men et udtryk for hendes behov for svar:
“Min hjertefar kan ikke svare på spørgsmål om mit genetiske ophav."
Søgen efter biologisk far
Da Nete fyldte 18 år, kontaktede hun klinikken, som hendes forældre havde brugt.
Her fik hun oplyst et potentielt donornummer, som hun kunne bruge til at finde frem til mulige halvsøskende. De kunne dog ikke forsikre hende om, at donornummeret var det korrekte.
”Jeg kunne altså ikke være sikker på, at de her mulige halvsøskende rent faktisk var min halvsøskende, og det afholdt mig fra at kontakte dem i starten,” fortæller hun.
En dag sad Nete til et foredrag på psykologistudiet i København. På rækken foran, kom en dreng gående ind og satte sig ned. Hun havde lagt mærke til ham før, da hun længe havde haft en anelse om, at han muligvis kunne være hendes halvbror.
“Så kom det alligevel for tæt på, og så besluttede jeg mig for at afsøge, om han var min halvbror,” fortælle Nete om episoden, der ligger til grund for, at hun besluttede sig for at tage en DNA-test.
Hun skyndte sig hjem for at bestille et såkaldt kit hjem fra MyHeritage, en virksomhed der sammenligner og forbinder personer med matchende DNA.
Der gik ikke lang tid, før hun stod med pakken i hånden. Hun kørte den tilsendte vatpind rundt i indersiden af sin kind, inden hun lagde den tilbage i kuverten og sendte den retur til laboratorierne i USA. Otte uger skulle der gå, før svaret tikkede ind i hendes indbakke.
Til hendes skuffelse viste det sig, at hun ikke matchede med dem, som hun troede var hendes halvsøskende.
”Det blev jeg slået ret meget ud af. Jeg tog heller ikke på studie den dag,” siger hun.
Søskende eller ej
Til gengæld matchede hun med personer fra både Norge og Tyskland, som blot var to af de ni halvsøskende Nete i dag har kendskab til.
“Jeg får ret tit beskeder om, at jeg har fået nye matches. Så kan det være en halvsøster, en halvbror eller bare en tante i fjerde led,” fortæller Nete.
I dag har hun kontakt til en håndfuld af dem.
“Det er en anderledes form for tæthed, med et menneske jeg egentlig ikke er tæt med. Det er et fremmed menneske, man ser sig selv i,” siger hun.
Hun fører fingrene op til sit ansigt, og markere et område mellem panden og kindben, hvor lighederne mellem hende og hendes halvsøskende skinner igennem. Et træk, hun forestiller sig, kommer fra deres donor.
”Når man er voksen, er det for sent at indlede en søskenderelation, men vi har da en messenger-gruppe, hvor vi kan ønske hinanden god jul,” siger hun.
Nete kigger ned i det lille teaktræsbord, der er placeret foran sofaen. Et smil breder sig på hendes ansigt. For det er ikke kun af nysgerrighed, at hun i sin søgen efter sin biologiske far, også leder efter halvsøskende.
”jeg ønsker lige så lidt som alle mulige andre at komme til at indlede en romantisk relation med en af mine halvsøskende,” siger hun.
Derfor forsøger hun altid at være åben om sit donorophav, når hun møder nye mennesker.
Et flertal er enige
I jagten på sin biologiske far, og for at hjælpe andre donorbørn i samme situation som hende, kom Nete i kontakt med foreningen ”Donorbørns Vilkår”.
Her var hun bestyrelsesmedlem i en periode. Foreningen kæmper for at fjerne anonymiteten, så donorbørn kan få kendskab til deres biologiske ophav.
Den 30. september i år sad Nete og hendes mor i Grand Teatret i København, hvor Etisk Råd skulle afsløre deres anbefalinger om anonym donation af sæd- og ægceller. Blandt de røde sæder på tilskuerrækkerne sad børn og forældre med relation til adoptiv- og donorophav og heriblandt medlemmer af Foreningen Donorbørns Vilkår.
Etisk Råds anbefalinger var klare:
Rådets 14 ud af 15 medlemmer mente, at muligheden for anonym donation bør fjernes.
En stor glæde bredte sig i salen. Ikke mindst hos Nete og hendes mor.
”Hvis min hjertefar havde været i live i dag, havde han også siddet i salen og heppet med,” fortæller hun glad om afgørelsen, der måske kan få betydning for fremtidige donorbørns kendskab til deres donor.
Uerstattelig
Men hvad hvis det endelig lykkes Nete at finde sin biologiske far?
“Jeg vil først og fremmest spørge ind til helbredsoplysninger. Risikoen for arvelige sygdomme og den slags. Det er det vigtigste for mig at vide,” fastslår Nete.
Men udover risikoen for sygdomme og generel forståelse for sin genetiske historie, har hun også andre spørgsmål:
”Jeg vil også gerne vide, hvorfor han valgte at donere dengang. Hvad var grunden? For mig er det rarere at tænke på, at min eksistens er på baggrund af hans omsorg for folk, der ikke kan få børn, og ikke bare på grund af cold hard cash,” siger hun.
Nete pointerer, at hun ikke søger en far-datter relation med sin donor.
”Han vil aldrig blive en far. Min hjertefar jeg er vokset op med, er min rigtige far.”
Alligevel fortrækker Nete at kalde sin donor for sin ”biologiske far”:
”Det gør ham mindre fremmed. På den måde bliver den del jeg ikke kender om mig selv, også mindre fremmed,” fortæller hun.