Minkfarmen uden mink: Seks år i venteposition
Da regeringen lukkede minkerhvervet i 2020, var Jens Ingemann Feldbak 37 år.
I dag er han 43.
Erstatningssagen er stadig ikke afgjort, og uvisheden gør det svært at komme videre.
Det er onsdag. Det er lidt over middag. Det er den 4. november 2020, og det er slut.
Den 37-årige minkavler Jens Ingemann Feldbak sidder på kanten af brønddækslet lige ved hjørnet af maskinhuset, da en kammerat ringer.
”Jens. Det er slut. De har trukket stikket fuldstændig på det hele.”
“Okay jamen. Jamen det kan jo ikke. Det kan jo ikke passe.”
“Nej. Men... der er pressemøde klokken 16:00, og der får vi at vide, at vi skal aflive det hele.”
Seks år senere er det stadig svært for den nu 43-årige Jens at fremstamme telefonsamtalen fra den dag, hvor både minkene og drømmene blev aflivet. Ordene “det er slut” kvæler talerytmen, og Jens kan ikke få det sagt.
Den tidligere minkavler må med tårer i øjnene sidde lidt i stilheden, inden han fortsætter fremkaldelsen af den 4. november 2020. Pause for pause. Et ord ad gangen.
Man skulle tro, at tiden læger alle sår, men det er ikke blevet lettere for Jens at tale om de seneste seks år.
Han havde nær aflyst interviewet i dag. Tanken om at skulle gennemleve det hele igen er hård. Det er svært hver gang.
Mange år i uvished
Selvom nedlukningen af minkerhvervet virker fjern for de fleste danskere, er det ikke tilfældet for over halvdelen af de tidligere minkavlere.
For mens resten af Danmark i dag lever upåvirket af beslutningen, er det langt fra virkeligheden for den tidligere minkavler Jens Ingemann Feldbak. Hans liv er stadig påvirket af de politiske beslutninger, den daværende regering traf som led i håndteringen af COVID-19 for snart seks år siden.
Jens Ingemann Feldbaks historie er præget af mange års venten og uvished, der har sat sine dybe spor i ham og hans familie. Uden afklaring er det svært at komme videre. Og nu er denne længe ventede afklaring endnu en gang blevet udskudt.
I september 2026, fremkom det af en orientering fra Trafikstyrelsen, som minksekretariatet hører under, at de resterende minksager igen bliver udskudt. Nu forventes det, at de sidste sager er færdigbehandlet i tredje kvartal af 2028.
Siden 2020 er omkring 550 af de lidt over 1200 erstatningssager blevet færdigbehandlet.
Tomme haller
For familien på fire er det dog langt fra slut den 4. november 2020.
Foran dem ligger et langt forløb præget af uvished.
Seks års søvnbesværede nætter senere står minkfarmen stadig på parrets grund lidt uden for Ikast. Men minkhallerne er uden mink.
Farmen fin og velholdt. Men tom for liv.
Tilbage er dog minderne og den uendelige kamp om erstatning. For selvom minkerhvervet blev lukket, er uvisheden om fremtiden stadig åben, og Jens venter endnu på afklaring for at kunne komme videre.
Men afklaringen får han først, når minkfarmen bliver takseret. Problemet for Jens er, at de penge, han tjente på minkene, brugte han også på selve farmen.
“Det gør jo så bare, at de penge, som jeg jo egentlig gerne vil bruge til at starte noget op for eller købe en anden ejendom, de står altså i træ og tagplader.”
Kun en måned før nedlukningen i november 2020 havde Jens indkøbt byggematerialer til endnu en stor udvidelse af farmen.
Minkhallerne står snorlige, men tomme.
Store planer om udvidelser
Han går forbi et par af de aflange minkhaller, men stopper så op. Han peger ind på det, som viser sig at være en helt ny fodermaskine, som han købte i sommeren 2020. Den kunne være blevet fyldt to gange og så have fodret hele farmen efter den planlagte udvidelse.
Nu står fodermaskinen i minkhallens tomme gang. Han står lidt og kigger på den.
Så går han videre.
Mellem minkhallerne er et stort græsareal fyldt med byggematerialer og nyt inventar. I lange rækker tårner de nyindkøbte bure og redekasser sig op mod de grå skyer.
“Nu ved jeg godt, de ser lidt beskidt ud, men så snart man lige løfter en af dem op, så kan man jo se, de næsten er fuldstændig nye.”
I lang tid slog Jens græsset ved farmen og lagde plader over materialerne. I dag er græsset højt, og byggematerialerne har fået et grønligt skær efter seks år med skiftende årstider.
Vejr og vind sætter sit præg på materialerne.
Han var 37. Nu er han 43
Når pengene ligger i træ og tagplader, og farmen venter på at blive takseret, er det svært for Jens at planlægge fremtiden.
“Det er det, der giver de grå hår. Det er det, der giver uvisheden. Vi kan godt, og har også snakket om, at gå i gang med noget andet. Men jeg kan jo ikke gå til min bankmand og sige, at jeg regner med, jeg får så og så mange penge, for jeg ved det ikke.”
Jens ved hverken hvor meget eller hvornår. Og mens tiden går, passerer værdifulde år. Og som Jens siger, er det netop det, der giver grå hår.
For da erhvervet blev nedlukket, var han 37. Nu er han 43.
“Jeg føler, at det er nogle af mine bedste arbejdsår, der er blevet taget fra mig. Så kan andre sige: ‘du kan jo bare gå i gang med noget andet’, og det er jeg også, men det, jeg er i gang med, er måske ikke det, jeg brænder for.”
Den landmandsuddannede Jens måtte efter nedlukningen af minkerhvervet, finde andre dyr, han kunne give sig i kast med at passe. Og det blev til får, der nu går på marken bag minkfarmen. Derudover arbejder han også som tømrer.
Minkdrømmen
Jens har altid brændt for at være selvstændig. Han har altid brændt for dyr og avl. Heste, hunde, får og køer. Efter at have hjulpet på en andens minkfarm, satte det gang i drømmen om egen minkproduktion.
Det var ikke let for den visionære Jens, der måtte kæmpe med lån og banker. Men i efteråret 2012 kunne han påbegynde byggeriet på den bare mark.
Der blev både bygget på drømmen i hverdagene efter arbejde og i weekenderne.
“Det regnede i vildskab. Det var noget rigtig lortevejr. Der var mudder over det hele. Ja, du var højgravid,” siger han og nikker over mod konen, Pia Feldbak.
Med hjælp fra familie og venner stod to minkhaller klar i december 2012. Og da Pia kom hjem fra sygehuset om søndagen med den nyfødte yngste datter, blev der sat mink ind om mandagen.
Fra fuld af liv til fuldstændig stille
I takt med at minkfarmen udviklede sig og voksede sig større, gjorde døtrene det også. Det blev hurtigt et fællesanliggende for familien, og pigerne var med deres far ovre på minkfarmen.
Jens smiler let, mens han fortæller historier om døtrene i hallerne. For selvom minkfarmen er tom for mink, er den stadig fyldt med minder.
Han hviler hånden på redekasserne. De redekasser, hvor de engang skulle lytte efter nye kuld. Hvor Jens måtte bukke sig ned og sætte øret ind til redekasserne for at kunne høre hvalpene, var Isabella og Josefina lige i lyttehøjde, når de stod på betongangene i minkhallerne.
Men efter den 4. november 2020 blev der fuldstændig stille.
“Jeg savner bare mine dyr. Jeg tænker bare på, hvilket liv der var herinde.”
Med den ene hånd i lommen og den anden på et af burene betragter han det produktionsapparat, der stadig står snorlige.
“Det er lavet så rationelt, altså med beton på gangene, og jeg kan fodre sådan en hal op på en halv time. Det er lavet for, at det skal være produktivt, og jeg skulle kunne gå her i mange år.”
Selvom Jens byggede med holdbarhed og funktion for øje, skulle betonen vise sig ikke at være et stærkt nok fundament til at kunne bære fremtiden som minkavler.
Mere end bare et erhverv.
Jens gjorde sig umage med minkavlen.
Konsekvenserne der fulgte
Noget af det, som har været hårdest for Jens, er at se, hvordan forløbet har påvirket de to døtre. Især den ældste datter, Isabella.
"Den store lukkede sig jo meget inde i sig selv,” siger han og uddyber, at Isabella gik meget op i sin fars minkerhverv.
“Som den store sagde til mig, så havde hun regnet med...”
Han holder en lille pause. Tårerne presser sig på. Han genfinder ordene og fortsætter.
“Hun har gået meget op i, at når hun skulle konfirmeres, så kunne hun være med til at fodre.”
Gennem årene har parret gjort deres bedste for at få deres piger igennem de svære år. Men det var ikke sådan, de havde forestillet sig, at livet på gården skulle have udfoldet sig.
"Det meste af deres barndom er gået med, at vi måske egentlig gerne vil have givet dem en anden opvækst, end vi har gjort, fordi vi har gået i en venteposition i så mange år."
Under pres
Ikke kun børnene var mærket af forløbet, der efterfulgte den 4. november 2020.
Jens’ telefon var et rødglødende blus i tiden efter nedlukningen.
Et utal at opkald fulgte ham dag ind og dag ud. De ringede for at få noget afklaringen. Noget, som Jens, der var formand for Bordingegnens Pelsdyravlerforening, ikke kunne give dem.
Jens gik han straks i gang med at hjælpe, hvor han kunne. Han var ikke engang færdig med at aflive egne mink, før han læssede aflivningsmaskinen i hestetraileren og kørte ud for at hjælpe andre minkavlere, der ikke kunne fuldføre kommandoen.
“Det har jo været et sindssygt mentalt og psykisk pres.”
Måneders alarmberedskab måtte Jens betale prisen for i februar 2021. På en sommerhustur med familien falder han om og må hentes af ambulancen.
Først på parrets kobberbryllupsdag den 16. februar 2021 er Jens igen i stand til at rejse sig, efter at have ligget på en madras i stuen i ti dage.
Og seks år senere forfølger konsekvenserne ham stadig. Nu må han tage sovemedicin, for ikke at ligge vågen.
“Jeg kan nogle gange vågne og tænke: Hold kæft, det er lang tid siden, jeg har fodret. Jeg må næsten lige om og se, om minkene har mad.”
Jens ryster lidt på hovedet over, at han seks år senere stadig kan vågne op og for en kort bemærkning glemme sin livssituation.
Før og efter
Han rækker ud efter nogle af de stakke aviser, der ligger på det mørke spisebord. Den velkendte lyd af fingre mod papir som bliver vendt, lyder i stuen.
Han bladrer rundt i en lokalavis i søgen efter noget bestemt.
Der var det.
Han peger på billedet af en langt yngre Jens, som står og viser en af sine mink frem til fotografen. Smilet er stolt, og øjnene er fulde af liv.
Det næste billede, han finder frem, er fra samme lokalavis, blot udgivet et par år senere.
Her er det store smil ikke at finde. Måske fordi munden på billedet er afdækket af det blå mundbind. Men de sammenknebne øjne, det alvorlige blik og bekymringsrynken i panden vidner om, at der slet ikke gemmer sig noget smil bag mundbindet.
“Med de her to billeder bliver det tydeligt, hvad der er før, og hvad der er efter. Altså man kan jo sige, der måske er lidt mere sammenbidthed over det her end det andet,” fortæller han og peger på billedet med mundbindet.
Jens føler, at han i dag er han en mere indelukket mand med kortere lunte og et lidt andet temperament end før, hans liv tog den skelsættende drejning tilbage i 2020.
Og den endnu ikke færdigbehandlede erstatningssag hjælper ikke Jens med at komme videre.
På nuværende tidspunkt har Jens modtaget et acontoforskud, der svarer til cirka en fjerdedel af det beløb, han forventer at få udbetalt i den endelige erstatning.
Ventetiden fortsætter
Tilbage er en Jens, der stærkt tvivler på, at 2028 bliver året, hvor hans erstatningssag bliver færdigbehandlet.
Stadig ved han ikke hvornår eller hvor meget.
Så uvisheden må følge ham endnu. Til gengæld vælger Jens at tro på, at fårene har været en hjælp i det hele.
Og når han hver dag går ned til dem, må han passere brønddækslet ved hjørnet af maskinhuset.
Lige der, hvor han sad den skæbnesvangre novemberdag og hørte ordene: “Jens. Det er slut”.