“Mit barnebarn elsker robotcaféen” – Hos Øens Madhus skaber robotter menneskelige møder
På Danmarks første robotcafé mødes gæsterne over kaffe og teknologi. Bag hver servering står en robot – og et menneske, der styrer den.

Hos BUNSHIN ROBOTCAFÉ har en gruppe
ældre kvinder sat sig ved bordet nærmest disken. Deres rollatorer står parkeret
mellem stolene, og de sludrer med den unge medarbejder på den anden side af kasseapparatet.
Lyset vælter ind gennem de store
panoramavinduer. Der er god plads til at færdes mellem bordene. På disken
ligger sandwicher, boller, tebirkes og brød udstillet. Og fra den åbne
køkkendør bagved kommer duften af krydrerede gryderetter gæsterne i møde.
Ved første øjekast kan det se ud til at den unge medarbejder er den eneste tjener i caféen. Men det er ikke tilfældet. Rundt omkring på bordene sidder små, hvide robotter, med store, lysende øjne og to mandelformede luffer, og tager imod gæsternes bestillinger.

Stamgæsterne
“Kan det være Anne? Ryad? Eller Kasper?
Måske det er Emil – eller Sandra?”
Tina B. Kristensen begynder straks at
remse navne op da jeg fortæller at jeg har aftalt et interview med en af
caféens robotpiloter. Og det slår mig at jeg aldrig før har været på en café i
Aarhus hvor gæsterne er på fornavn med alle de ansatte.
Tina B. Kristensen forklarer at hun ofte
besøger caféen. I dag er hun her sammen med sin mor, Else Nielsen, der bor på
plejehjemmet, som ligger i huset.
“Mit barnebarn Asger elsker at være på besøg i robotcaféen. Robotterne har gjort at mor får mere besøg af børnebørn og oldebørn. Sidste påske afholdt vi vores påskefrokost her”, siger Tina B. Kristensen.
En serveringsrobot, glider lydløst hen ad gulvet mellem bordene. Den ligner
bestillingsrobotterne, som sidder på bordene. Men til forskel fra den lille robot er den 120
cm høj, udstyret med en underkrop og to arme, som den bruger til at bære en
bakke, hvorpå der står et glas mælk og et rejesmørrebrød, som den skal til at servere.

Robotpiloterne
Ryad Yusif er en af de fem robotpiloter
der er på arbejde i dag. Når han taler gennem robottens højtaler, lyder det som
om man har slået medhør funktionen til under en telefonsamtale.
“Jobbet er meget interessant fordi jeg
møder mange forskellige personligheder og ansigter,” fortæller Ryad Yusif.
Robotpiloterne Ryad Yusif og Alexandra R. Skov er begge glade for deres arbejde på caféen. De har forskellige handicaps,
som har gjort det svært for dem at finde et arbejde, som passer til deres behov.
Alexandra R. Skov glædes over at hun endelig har fundet et arbejde, som hun kan udføre hjemmefra. Jobbet har givet store ændringer i
hendes liv.
”Altså, man kan vel sige at jeg i det hele
taget har fået en hverdag. Nu har jeg færre smerter når jeg er færdig på arbejdet. Jobbet er
mindre belastende, når jeg ikke skal med bussen til og fra arbejde”, siger Alexandra R. Skov.
Bunshin robotcafe har været et prøveprojekt og stopper derfor den 30. september. Både de ansatte og stamgæster er kede af at det snart er slut. Tina B. Kristensen opsummerer det med en sætning: ”Det er noget værre rod!”