"Mit bedste håb var, at det snart var forbi"
Stefan Awesome Jepsen vejede 350 kilo, og havde ingen håb for fremtiden. Siden 2023 har han tabt 200 kilo, og hans mentale helbred har ændret sig markant. Nu ser livet helt anderledes ud.
“Jeg var et personnummer, og så var det det. Der var ingenting. Der var ingen visioner. Der var ingen personlighed. Der var ikke noget”
Sådan beskriver Stefan Awesome Jepsen livet for fire år siden. Dengang var der ikke meget indhold i hans hverdag. Han var sengeliggende 18 timer i døgnet, og bare det at være vågen, var en voldsom belastning på hans krop. Han fortæller om en følelse af afmagt. En følelse af at være svigtet af sin egen krop, der dårlig nok kunne hjælpe ham op på sengekanten og ud på toilettet.
Han vejede 350 kg og var ikke længere et menneske, siger han uden tøven. Han var ingenting.
Nu har Stefan skrevet en bog. Historien om hvordan en mand uden håb for en fremtid valgte at tage kampen op og ændre sit liv.
Da Stefan blev til 'Stor mand'
I 2023 medvirkede Stefan i programmet ‘Stor mand’ på TV-2. Programmet fulgte Stefan i hans hverdag som en svært overvægtig mand, der ikke havde meget tilbage at leve for.
“Da jeg startede med at lave ‘Stor mand’ var det lidt en manifestering af et eftermæle fra mig. Jeg var sikker på, at jeg kom til at dø. Så jeg kunne godt tænke mig at skabe noget synlighed for folk, der ellers ikke blev set, og ligesom bryde med det her med at tabe sig”.
På grund af den somatiske højrisiko associeret med Stefan fysiske tilstand på daværende tidspunkt, var han overbevist om, at han aldrig ville komme til at se programmet. Han var stensikker på, at han ville dø efter ganske kort tid.
Stefan lider af spiseforstyrrelsen BED, en diagnose bedre kendt som tvangsoverspisning. Det indebærer blandt andet hyppige episoder af massiv overspisning. Disse episoder efterfølges ofte af følelser af skyld, skam og afsky for sig selv.
Som Stefan beskriver det, blev mad en kilde til dopamin, og han blev hurtigt afhængig af følelsen. Han forklarer, at det kan sammenlignes med narkomani og alkoholisme – man kan aldrig rigtig give slip.
Overspisningen, forklarer Stefan, var et forsøg på selvhensyn.
“Det blev en måde, hvor jeg selv troede, jeg fandt den omsorg, jeg ikke kunne finde andre steder”.
Spiseforstyrrelsen tog for alvor sit indtog, da Stefan for over 10 år siden, mistede sin plads som kokkeelev.
Efter kokkeskolen havde Stefan ikke lyst til at gå i lære. Han syntes ikke, det gav mening at gå ned i løn som lærling, når han allerede kunne arbejde som kok. I stedet fortsatte han med at arbejde. Senere blev han dog tilbudt en læreplads på en eftertragtet restaurant i byen. Han ville gerne prøve det af, men kunne ikke bare sige sit daværende job op. Derfor endte han med at passe begge jobs på samme tid: Fra klokken 8 til 16 arbejdede han det ene sted, og fra 16 til 23 arbejdede han det andet.
Det hårde arbejdspres satte sig i ryggen. Han fik efter en periode så ondt, at han måtte gå ned i tid, og senere blev han sygemeldt med en overbelastning i ryggen. Det ene arbejde blev sagt op, og lærekontrakten blev afsluttet. Pludselig sad Stefan derhjemme uden at vide, hvad han nu skulle stille op.
Stefan husker tydeligt den dag han blev sagt op.
“Det var sådan en følelse af en ballon, der sprang, og så gik det stærkt. Jeg købte en computer, og så begyndte jeg bare at spille og spise. Jeg var faktisk ret ligeglad med min fremtid”.
'Han må have tænkt, at jeg var fuld, på stoffer eller sindssyg'
Under optagelserne til 'Stor mand' gik det op for Stefan, at han ikke længere ville leve, som han hidtil havde gjort. Han begyndte at se tilbage på sit liv og indså, at der bag overspisningen og den facade, han havde bygget op, gemte sig en sårbar lille dreng.
“Det slog mig bare. Der er sgu ikke nogen femårig dreng, der er voldsparat. Det er jo for fanden et råb om hjælp. Et ret massivt råb om hjælp.”
Stefan beskriver, at han ikke husker meget fra sine tidlige år. Men erkendelsen satte noget i gang hos ham.
“Der gik det op for mig, at der var en lille, sårbar dreng, som jeg bare havde pakket langt væk. Jeg havde gemt ham bag falskhed, overspisning og pis og lort.”
Stefan besluttede sig derfor for at tage hånd om sig selv. Samme aften ringede han til Henrik Duer, hans ven og personlige træner.
“Han må have tænkt, at jeg var fuld, på stoffer eller sindssyg, fordi han havde aldrig hørt mig sådan før,” fortæller Stefan energisk.
Henrik fortæller, at Stefan af og til havde ringet sent om aftenen, men at den her gang var noget særligt.
“Han var helt oppe at køre og sagde, at nu skulle han i gang,” siger Henrik.
De store planer blev ikke lagt den aften. Henrik bad Stefan ringe tilbage dagen efter.
“Jeg tænkte: Kanon. Men jeg syntes også, at han lød lidt for meget oppe at køre. Derfor sagde jeg til ham: Lad os lige se. Ring til mig igen i morgen, hvis du har den samme gejst der."
Og det gjorde han så.
“Jeg har kendt Stefan i mange år, og det var tydeligt, at det her var en anden Stefan. Et håb og en motivation var klar at spore i ham.”
Et spirende håb
For Stefan handlede det om at komme væk fra alle de ting, han ikke ville mere. Han havde ikke et fremtidsperspektiv eller nogle bestemte mål.
“På det tidspunkt var jeg meget drevet af: "Jeg vil fandeme ikke have smerter. Jeg vil fandeme ikke ligge og græde mig i søvn hver aften, fordi jeg ikke tør ligge og sove," fortæller han med et stålfast blik.
Efter noget tid begyndte nogle små glimtende håb at træde frem i mørket. Han kunne lige pludselig se en fremtid for sig, hvor han faktisk kunne gøre nogle ting, han ikke før kunne.
“Men lige pludselig kunne jeg mærke, at det var ligesom en proces, hvor nu var jeg også derhenne, hvor jeg var sådan: Okay, nu er jeg faktisk væk med det her. Nu skal jeg forholde mig til, hvad jeg faktisk gerne vil."
Og Stefan ville bare gerne bruge sin krop.
Det første brusebad
En ting, der for Stefan satte sit tydelige præg på, hvor langt han var kommet, var da han for første gang i over fem år skulle tage et brusebad.
Det er noget, Stefan ikke havde turde håbe på, dengang han sov 18 timer i døgnet og var i tvivl om, han overhovedet ville vågne igen fra nattesøvnen. Små skridt mod større mål.
Nu var det endelig tid til, at han selv kunne gå i bad. Han træder ind på det lille badeværelse. Tager sit tøj af. Han skruer på håndtaget og tænder for vandet. Det varme vand begynder så småt at rende ud af brusehovedet i takt med, at han skruer mere og mere på håndtaget. Et skridt, så han står under det varme vand.
Det er magisk, tænker han. Hold kæft, hvor er det vildt.
For ikke særligt lang tid siden kunne Stefan ikke engang sidde oprejst i mere end 10 minutter, nu er han i bad for første gang selv. Det føltes som en kæmpe milepæl for ham.
En rullende drivkraft
Et af de redskaber, Stefan har brugt, er hans cykel Dyveke, som han kalder den. For mange er en cykel blot et transportmiddel fra A til B, men for Stefan har den været med til at bringe ham fra 350 til 150 kilo.
Men det er ikke kun vægten, der har rykket sig ved hjælp af den tohjulede. Cyklen har også været et værktøj for Stefan til at kunne skubbe sine mentale grænser.
“Jeg kan godt køre hen til den næste lygtepæl, det dør jeg ikke af. Så kører jeg derhen de næste 12 gange, indtil jeg kan mærke, at jeg er klar til at tage den skridtet videre til den næste lygtepæl.”
Cyklen har på den måde fået stor betydning for Stefans fysiske formåen, men i lige så høj grad for hans mentale udvikling. For ham hænger de to ting uløseligt sammen.
“Jeg har lært gennem mine dårlige perioder, at hvis jeg ikke har styr på det psykiske, så er det svært for mig at holde mig på sporet, når det kommer til det fysiske,” siger han med et bestemt blik i øjnene.
Cyklen har været med til at give Stefan håbet tilbage. Den giver ham mere end motion. Den minder ham om, at han igen kan bruge sin krop.
“Det er, når jeg bare kan få lov at mærke og bruge min krop. Det er det, der driver mig,” fortæller han.
Og den drivkraft bruger Stefan til at bevæge sig videre. Samtidig er rollerne blevet vendt. Hvor hans hverdag tidligere var afhængig af hjælp fra andre, er han nu i en situation, hvor han selv kan give noget tilbage.
“Hvis min forlovede tager støvsugeren, så er jeg sådan: Jeg skal have lov, mand. Og det samme er tilfældet med opvasken: Nu skal jeg fandeme have den opvask."
Hans forlovede forsøger af og til at bremse ham, fortæller Stefan med et smil.
“Nogle gange siger hun sådan: ‘Du er fandeme ved at falde om.’”
For energien skal ikke kun bruges på ham selv eller hans forlovede. Stefan har fået lyst til at bruge sit overskud på andre omkring sig.
“Når jeg klipper græsset, så tager jeg også naboens tre huse henne, fordi jeg bare ikke kan få nok. Sidste vinter skovlede jeg sne og ryddede hele asfalten med en sneskovl.”
Mere end bare et personnummer
For bare få år siden havde Stefan aldrig turde håbe på, at kærligheden skulle finde ham.
Så da kvinden i hans liv, pludselig dukkede op for to år siden, var det lidt af en omvæltning.
“Det tog mega meget røven på mig,” fortæller han med et smil på læben.
“Det har været en kæmpe proces. At indgå i den relation og være i den – og også bare det rent faktisk at kunne være nok for mig selv til at kunne være noget for en anden”.
Nu sidder Stefan i stuen i sit hjem i Odense. En stue, der før var indrettet med et fjernsyn, en træningsbænk og ikke meget mere end det.
Nu er der pyntepuder, stearinlys og plakater med kærlighedscitater. Et vidnesbyrd på, at det ikke kun er Stefans fysiske og psykiske, der har gennemgået en udvikling.
Hvor Stefan før så sig selv som blot et personnummer, er det eneste nummer, der fylder for ham lige nu størrelsen på det jakkesæt, han skal bære, når han i det kommende år skal giftes.