MODSTAND MED MENING
Sy Lee fortæller om sin beslutning om at uddanne sig til sygeplejerske. Det er ikke en historie om tab, men om at skifte perspektiv. Katalysatorerne er modstand, mod – og en god ven.
“Alt, hvad du har lært i livet, kan du bruge til noget.” Ordene kommer fra Sy Lee, som i et årti opbyggede en succesfuld forretning som personlig træner og selv stod på podiet som vinder. “Der var stabilitet og tryghed. Alt var godt.”
Pandemien kom. Hverdagen blev sat på pause. Sygdom og dødsfald ramte tæt på. Han tog sig af sin bedstemor, og savnede faglig viden om omsorg, den syge krop og medicin. Magtesløsheden greb ham. Hans planlagte liv kolliderede med verdens tilfældigheder.
Det var i den periode, han fik et råd. ”En god ven sagde, at jeg ville egne mig godt som sygeplejerske.”
Rådet blev et vendepunkt – og begyndelsen på en ny retning.
At turde skifte spor
Sy Lee besluttede sig for at undersøge rådet i praksis. Han tog et klinikophold – åbent og nysgerrigt. Blodprøver, blodtryk, børn, ældre, medicin. Alt var nyt. Det var spændende. ”Jeg kunne sagtens se mig selv i rollen som sygeplejerske.”
Han fandt modet til at give slip på det liv, han kendte. ”Statussymboler og sikkerhedsnet, der før virkede uundværlige, blev til ligegyldige bagateller,” siger han – uden antydning af fortrydelse.
Kort tid efter sad han på skolebænken. Det første år med døren på klem – en stille afklaring i mødet med nye begreber, procedurer og ansvar. Efter tre et halvt år uden SU, hvor han balancerede egen træning, job som personlig træner og et hospitalsjob, blev han færdig som sygeplejerske.
Faglighed med kraft
Når Sy Lee taler om sygepleje, er begejstringen tydelig. “Jeg har viden om sårheling, som gør mig i stand til at vurdere og behandle korrekt – noget, jeg ikke havde forestillet mig at skulle beskæftige mig med for fem år siden.”
Faget åbner en verden, de færreste kender indefra: celler som medspillere, medicin som værktøj og situationer, hvor et menneskes tilstand kan ændre sig på få minutter. Det er ikke bare teori – det er hverdag.
For nylig takkede nogle pårørende ham for omsorgen for et familiemedlem. ”Det gjorde et stort indtryk på mig.” Han bliver stille, tydeligt berørt. ”Jeg har truffet et valg, som giver mening for både mig selv og andre.”
Uddannelsen har også formet ham. “Jeg går ikke længere udenom det svære – jeg opsøger det og lærer af det.” Stemmen er varm og rolig. En kontrast til hans atletiske ydre.
Fremtid med retning
Set udefra går Sy Lee til sygeplejen som til en ny disciplin. Lysten til at lære er drivkraften. ”Hvis arbejdet en dag føles mekanisk og uden gnist, er det tid til at søge videre,” siger han. Mulighederne er mange. Kirurgi. Anæstesi. Forskning. Undervisning. Hver retning har sit eget tempo.
Hans baggrund i styrketræning og ernæring åbner interessante bud på nye måder at tænke forebyggelse og behandling på.
Sy Lee understreger betydningen af at tage vare på både krop og sind og siger: ”Muskeltræning giver dig de bedste muligheder for et langt og sundt liv. Hvordan udlever vi vores drømme, hvis kroppen og hjernen er svækket?”
Sy Lees historie viser, at nye veje kan vokse ud af modstand. ”Det er aldrig for sent at lære nyt, men husk, at vejen har bump,” siger han.
Måske er det dér, meningen ligger.