Musikstuderende spiller jazzkoncert på Cafe Vestergade i Aarhus: "Vi hygger os mere, end vi er på arbejde"

“Hvis I kan lide, hvad I hører... må I gerne sende os nogle penge, så bliver vi meget glade!”, småråber Nico Weber ud over baren og peger på et stykke papir med et håndskrevet mobilepay-nummer, der er klistret op på vinduet. Flere i Publikum griner, og der efterfølger endnu en klapsalve inden trommeslageren tæller for, og bandet på skift stemmer i og spiller et nyt nummer.

Klokken er 21 torsdag den 5. marts og Nico Weber er sammen med sine venner fra det jyske musikkonservatorie i gang med at spille jazzkoncert på Cafe Vestergade i Aarhus. Det gør han en gang om måneden med forskellige sammensatte bands fra skolen. 

De fem musikere fylder godt i det ene hjørne af baren. Bassisten er klædt i hawaiiskjorte, trommeslageren i solbriller, og Nico selv bar en adidas-sweatshirt, som han smed 5 minutter inde i første sæt. Flest unge, måske studerende, men også nogle lidt ældre gæster er ude for at fejre lille fredag. Et par kommer ind ad døren og nikker anerkendende i takt til jazzmusikken, mens de slår sig ned ved et bord. Selskabet ved nabobordet har været her i flere timer, og deres bord er efterhånden fyldt godt op tomme ceres-top flaskeøl. Et tredje bord, der er placeret tættest på musikerne, har flyttet sig tættere sammen, så de kan sidde på samme side af bordet med blikket rettet mod koncerten. Der er få tomme borde på cafeen.

“Nogle gange spiller vi mest baggrundsmusik, men i aften var publikum meget engageret. Det føltes som en rigtig koncert!” fortæller Nico Weber efter koncertens afslutning.

Jovist er der snak, summen, grin og flasker der klikker hen over Nico Webers trompetsoloer, men ikke et eneste nummer bliver afsluttet uden en klapsalve og et “Whuu” eller to fra barens gæster. 

Drevet af passionen 

Kort efter klokken 19 kommer musikerne slæbende med instrumenttasker og gear og begynder at stille op i hjørnet af cafeen. De overvejer situationen, skubber til nabobordet og rykker lidt på tæppet med trommesættet, så der akkurat bliver plads til højtaleren nede på gulvet. Det går an. De sætter nodestativer op, kobler ledninger til, stemmer guitaren. “Skal vi bestille noget at drikke?” spørger Nico, og de går skiftevis i baren for at tanke op på øl, danskvand og lemonade. 

Banden optræder som udgangspunkt gratis, men de forsøger også at tjene lidt via drikkepenge og fondsstøtte. Det er ikke altid nemt at få finansiering, forklarer Nico Weber, men først og fremmest er det også passionen for musik og for at dygtiggøre sig, der driver de fem venner til at spille disse koncerter. 

“Når vi spiller sammen, hygger vi os mere, end vi føler, vi er på arbejde” fortæller bassist Lukas Fisher i en af pauserne mellem sættene. 

Kort før klokken 20 står bandet i en cirkel, og får de sidste aftale på plads inden koncertens start. 

 “1,2,3,4, da da da”

“Ja, vi kører den to gange” 

“Og så spiller jeg bare nogle soloer ind i mellem”

Sproget, de taler, er fyldt med ufærdige sætninger og implicite aftaler, og de små last-minute justeringer afslører, at bandet kun har øvet sammen få gange op til koncerten.

“Vi har en ramme på plads til hvert nummer, og så er alle de ekstra detaljer improviseret. Der sker garanteret en masse fejl undervejs, men jeg tror kun, man lægger mærke til det, hvis vores ansigtsmimik afslører det” forklarer Lukas Fischer smågrinnende.

Konsekvensen af de løse retningslinjer blandt de fem venner bemærkes en enkelt gang under koncerten. Mens resten af banden spiller den sidste tone, er Nico Weber som den eneste er på vej mod en rundgang mere med sin trompet. Men her trækker Nico Weber bare på skuldrene med et smil og modtager tilgivende smil og smågrin fra de andre, mens de skåler med hinanden og med publikum.

En investering i fremtiden 

Selvom Nico Weber nyder kunsten og fællesskabet omkring musik, håber han også at koncerter som denne kan være en investering i en fremtid, hvor han forhåbentlig kan leve af sin passion.

“Disse koncerter er lidt som en legeplads, hvor vi får lov til at øve os, men vi håber selvfølgelig også, at de kan være med til at sprede vores navne.” forklarer han. 

Og netop denne aften, ser taktikken altså ud til at virke. I pausen efter første sæt opsøgte en af cafeens bandet.

“Han var interesseret i at booke os til en sommerfest, så vi udvekslede telefonnumre” Forklarer Nico med et lille smil. 

Og det sker faktisk ofte, at publikum opsøger musikerne og er interesserede i fremtidige samarbejder, fortæller Guitaristen Nikolaj Kornerup. På den måde følger der også en del networking med til en karriere som musiker, og selv de små jobs kan føre videre til noget større.

Når Nico Weber har afsluttet sin kandidat Nordic Master in Jazz, drømmer han om at kunne leve af at producere og spille sin egen musik.

“Det ligger altid i baghovedet, om man burde tage en mere sikker karrierevej, men at producere sin egen musik og at spille med sine venner – det er der bare ingen anden følelse, der kan slå!” afslutter Han.

Næste jazzkoncert på Cafe Vestergade er torsdag den 2. april.