Myten om det Københavnske boligmarked: “Der er lande, hvor det faktisk er så slemt. Men det er ikke dér, vi er i Danmark”

Boligmarkedet. 

Det var et af de store slagnumre op til det seneste kommunalvalg. Politikkerne lovede løsninger, medierne skrev side op og side ned, tænketanke og fagforeninger råbte advarsler:

Boligpriserne skubber de varme hænder ud af København. Og påstanden er ikke ny.

Men bag overskrifterne gemmer sig langt flere og dybe spørgsmål, der tvinger os til at kigge udover potentielt politisk spin.  For skubber de stigende boligpriser reelt set velfærdsmedarbejderne ud at København? Og kalder situationen på handling?

De varme hænder bor stadig i byen

Sisse Marie Welling fra SF skrev ved det seneste kommunalvalg historie, da hun malede København så rød, at Socialdemokratiets 123-års æra kollapsede. Hun har det mod, hun mener, det kræver at stoppe boligkrisen og ikke mindst skabe plads til dem, der leverer hovedstadens velfærd.

Men når sejrsrusen har lagt sig, står sandheden tilbage. Og vi skulle kun et par uger længere ind i november, før en ny analyse manede til ro.

Om der er hold i, at Københavns velfærdsmedarbejdere forsvinder fra byen, har Rockwool Fonden nemlig undersøgt. Analysen, der udkom i november 2025, er baseret på registerdata om hele befolkningens uddannelsesniveau, arbejdsplads og bopæl fra 1991-2023.

Storbyens velfærdsmedarbejdere stadig bor i byen, viser den. Mere præcist bor hele 78 procent af lærerne, 77 procent af pædagogerne og 72 procent af SOSU-assistenterne, ifølge analysen i København. Samtidig lægges der tryk på “stadig”, for på trods af stigende boligpriser og mangel på boliger, er der gennem de seneste 10-15 år ikke sket markante fald.

Curt Liliegreen, kandidat i økonomi og direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, bakker analysen op. Han henviser desuden til Københavns Boligredegørelse fra 2024, hvor emnet også var stærkt belyst. Denne viser ligeledes, at der ingen tegn er på, at de varme hænder, er ved at fordufte fra København.

Ifølge Curt Liliegreen er det vigtigt at huske på, at mange af dem, der har kommenteret på emnet, har været politikere, der har brugt det til at iscenesætte sig selv op til kommunalvalget.

“Vi er nødt til at lægge den meget politiske diskussion til side og starte med at se på fakta. Den politiske debat har været meget farvet, og der er dele af debatten, som er mindre korrekt,” siger Curt Liliegreen.

Boligredegørelsen er en rapport, der præsenterer væsentlige fakta om boligområdet i Københavns Kommune årligt. I redegørelsen fra 2024 kunne alle nysgerrige læsere finde et helt kapitel dedikeret til velfærdsmedarbejdernes bosætning i perioden fra 2010-2024. Denne viste, at to ud af tre velfærdsuddannede, der arbejder i København, også bor i byen. Ligeledes overstiger udpendligen fra byen indpendlingen.

“De data vi ser i redegørelsen, kan selvfølgelig havde forandret sig over det seneste år, men de indikerer ikke, at der er et særskilt stort problem for den gruppe over tid,” siger Curt Liliegreen.

Dermed anerkender han også, at de stigende boligpriser og manglen på boliger udgør et problem. Bare ikke særskilt for gruppen.

Mange tal taler tydeligt imod det gevær, som flere politikere, medier, fagforeninger- og personer har råbt vagt igennem flere år. Men valgkampen gjorde alligevel boligmarkedet til det mest brændende emne, og debatten om, hvorvidt velfærdsmedarbejdere skubbes ud af København, lever videre.

Men hvorfor?

Tak for samarbejdet, nu flytter jeg til Sønderborg

For Line K. Møller, formand for BUPL, er tallene fra Rockwool Fonden en no-brainer. Det er tallene, der ikke er med i rapporten, vi bør kigge på. For hvad med alle dem, der ikke bor i storbyen?

“I sidste uge havde jeg et møde med en studerende. Efter mødet siger hun til mig “tak for samarbejdet, nu er jeg færdig. Nu flytter mig og min kæreste til Sønderborg, for der har vi råd til at købe en bolig,” siger Line. K. Møller

Hun mener, at storbyen gør det svært for velfærdsuddannende, som fx pædagoger at etablere sig og bekymrer sig samtidig for, hvilke konsekvenser det kan få for velfærden.

Line K. Møllers bekymringer bakkes op af en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd, der er udgivet i august 2025. Ifølge analysen betyder de stigende boligpriser i særligt København, at den almindelige lønmodtager, herunder velfærdsmedarbejdere, forsvinder fra byens boligmarked. Men dette gælder altså kun, når blikket er rettet mod ejerboligerne. De almene og private lejeboliger får nemlig flere almindelige lønmodtagere. I de almene boliger er andelen af beboer, der er almindelige lønmodtagere vokset med 2,5 procentpoint i perioden 2013-2023.

Udviklingen skal selvfølgelig ikke negligeres, og undersøgelser peger på, at langt de fleste drømmer om en ejerbolig, snarere end en lejebolig. Men hertil hører sig et vigtigt aspekt, som vi ifølge Curt Liliegreen ikke må glemme:

“København er ikke et ejerboligmarked. København er den del af Danmark, hvor der er den laveste andel af ejerboliger. Det er et typisk storbysfænomen, at man har få ejerboliger,” fortæller han. 

Overvejelserne om et liv udenfor storbyen er ikke unikke. Men måske er det ikke udelukkende udviklingen på Københavns boligmarked, der rækker til at forklare, hvor de velfærdsuddannede vælger at bosætte sig.

Hjem til Jylland

Pernille Arentoft Juhl på 25 år er oprindeligt fra Horsens, men bor i København. Lige nu er hun er på orlov fra pædagogstudiet på Københavns Professionshøjskole, fordi hun er blevet valgt som forperson for PLS. Som forperson bruger Pernille Arentoft Juhl sin tid på at deltage i møder og arbejder for at tiltrække flere til pædagoguddannelsen. 

Når hun om et par år er færdig med sin uddannelse, er hendes plan at flytte tilbage til sin hjemstavn i Horsens.

For Pernille er der særligt én ting, der skubber hende tilbage til Jylland, og det er ikke Københavns boligpriser.

“Når jeg engang skal have hus og børn, tænker jeg ikke, at jeg skal blive i København. Så skal jeg sgu hjem. Så for mig handler det helt klart om, hvor jeg er i livet,” siger Pernille Arentoft Juhl.

At bo tæt på familien, når hun en dag skal opfostre sin egen, er det vigtigste for den unge forperson og pædagogstuderende. Boligmarkedet i København er derfor ikke noget, der spiller en stor rolle for hende og hendes fremtid. 

Dog lagde Pernille Arentoft Juhl godt mærke til, hvor meget Københavns boligmarked fyldte, da politikerne gik til kommunalvalg tilbage i november. Men faktisk er netop boligmarkedet ikke rigtig noget, der er på dagsorden, når Pernille Arentoft Juhl deltager i møder hos PLS. For dem handler det om at gøre pædagoguddannelsen mere attraktiv, fordi der i de senere år har været nedgang i antallet af ansøgere.

Pernilles fortælling peger på, at spørgsmålet om, hvor velfærdsuddannede bosætter sig, rækker ud over mursten og kvadratmeterpriser. Det handler også om livsfaser, tilknytning og status. Og netop dér bliver boligmarkedet kun én brik i et langt mere komplekst puslespil.

Vi skal se det som en triangel

Rikke Skovgaard Nielsen er sociolog og seniorforsker ved BUILD, Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet. Hun forsker blandt andet i 'affordable housing' (betalbare boliger), den almene sektor, beboersammensætning, social sammenhængskraft og ufrivillig fraflytning.

Hun er desuden udvalgt til en ekspertgruppe, der arbejder med at sikre billigere boliger i hele EU og har dermed en bred viden om emnet i et internationalt perspektiv.

Ifølge Rikke Skovgaard Nielsen skal vi først og fremmest skelne mellem den internationale og nationale problematik, når det kommer til storbyernes boligmarked.

I dele af EU er manglen på velfærdsmedarbejdere i storbyen nemlig blevet en realitet. En international problematik i den forstand, at der er lande, hvor velfærdsmedarbejderne ikke har råd til at bo i storbyerne. Som en løsning på denne problematik har man i tyske byer eksempelvis bygget boliger, der er specielt møntet på forskellige velfærdsmedarbejdere. Det, der også er kaldt affordable housing.

“Der er lande, hvor det faktisk er så slemt. Samtidig skal vi huske, at det ikke er der vi er i Danmark. Derfor skal vi passe på med at blande tingene for meget sammen,” siger Rikke Skovgaard Nielsen.

I Danmark går en eventuel mangel på velfærdsmedarbejdere i storbyen i højere grad hånd i hånd med høje krav til transport.

Rikke Skovgaard Nielsen peger på, at man ikke kan adskille bolig og job fra transport, fordi det i virkeligheden er dét, det handler om: attraktiviteten imellem de tre forhold. En triangel.

“I Danmark er vi ikke særligt villige til at pendle langt. Allerede ved 30-45 minutters transport begynder mange at overveje, om det er det værd. Det betyder, at når man skal tiltrække medarbejdere til storbyen, handler det ikke kun om, hvorvidt det kan lade sig gøre, men om, hvad der er attraktivt,” siger Rikke Skovgaard Nielsen.

For en kræftsygeplejerske på Rigshospitalet kan et langt pendlerliv give mening, fordi jobbet er unikt. Men for en folkeskolelærer, der kan finde arbejde mange steder, er det mere oplagt at vælge en skole tæt på hjemmet.

Og derfor mener Rikke Skovgaard Nielsen, at trianglen mellem job, bolig og transport, kan spille en stor rolle i forhold til, hvor man vælger at bosætte sig.

Hun understreger dog, at selvom det ikke står slemt til nu, skal det ikke føre til passivitet. 

“I dansk kontekst skal vi nok starte med at få en mere dybdegående analyse af, hvad det er for nogle mennesker, der potentielt ikke kan få en bolig. Og hvad de efterspørger for at ville blive i storbyen,” siger Rikke Skovgaard Nielsen. 

En løsning, der ifølge Rikke Skovgaard Nielsen kan være med til at sikre, at København også i fremtiden har plads til alle.

En fortælling, der er mere nuanceret, end dramatisk

Så, skubbes velfærdsmedarbejderne reelt set ud af København? Og skal der handling til? 

Svaret er nej, peger tallene i hvert fald på. Sammenlignet med storbyer i andre lande kaldes der heller ikke på hurtige og øjeblikkelige løsninger. Der bor stadig en stor del af pædagoger, lærer og sygeplejersker i København, uden tegn på en masseflytning drevet af boligpriser alene.

Og meget tyder på, at billedet er mere nuanceret end fortællingen hidtil. Boligpriser spiller ganske rigtigt en rolle, når det gælder muligheden for at købe ejerbolig, men kan ikke alene forklare, hvorfor velfærdsmedarbejdere vælger København til eller fra.

Spørgsmålet handler i lige så høj grad om livsfaser, transport, job og bolig. Og netop derfor bliver boligmarkedet ikke løsningen alene, men en brik i et større puslespil, der afgør, om der også i fremtiden er plads til velfærden i hovedstaden.