Når dansen slipper facitlisten

”IH!”

”UH!”

”ARGH!”

”RAHH!”

Trampene i gulvet er så rungende, at vibrationerne bevæger sig op gennem benene. Klask mod lårene og udbrud fylder det ellers stille lokale, hvor det kun er den brusende musik, der flyder ud gennem højtaleren bag et beige gardin, som høres.

Klokken er ni fredag morgen.

Otte kroppe bevæger sig gennem rummet, hvor lyskæder og eukalyptusgrene slynger sig om de hvide træstolper i gulvet. Nogle trampende. Andre svævende. En deltager lukker øjnene og lader hovedet falde bagover.

I kanten af lokalet står 25-årige Lui Ingstrup Wraa næsten stille.

Mens resten af rummet fyldes med store armbevægelser og nogle enkelte ”Rahh”-udråb, står Lui Ingstrup Wraas krop næsten stille. Kun hænderne bevæger sig. Roterer dem rundt i cirkler med fingerspidserne, der peger mod hinanden, som var han en troldmand fra Hogwarts, der forsøger at få et fjer til at svæve. 

Tempoet stiger, og trampene bliver hårdere.

Ingen siger noget.

Kun musikken, vejrtrækningerne og fødderne mod gulvet fylder rummet.

Det er fri dans.

Her er formålet ikke at lære en bestemt koreografi eller kunne følge rytmerne i musikken.

Tværtimod.

Her handler det om at bevæge sig præcis, som man har lyst til.

”Det er en form for at udtrykke mig. Blive opmærksom på at lytte til mig selv, lytte til musikken og komme ind i min egen lille verden og mærke hvordan min krop føles, når den mærker musikken,” fortæller Lui Ingstrup Wraa i et blidt toneleje, imens han sætter skeen ned i sin overnight oats, som han spiser ude i solen efter timen.

Fraværet af krav 

Signe Erritzøe, der faciliterer fri morgendans, har selv oplevet glæden ved at danse frit uden regler og rammer.

”For mig har fri dans hjulpet kroppen til at slappe mere af, være mere fri i sit udtryk. Jeg var fuldstændig stiv, da jeg startede til fri dans, det var bare sådan en pind. Så det har gjort vanvittigt meget for mig og min krop, at jeg er begyndt til fri dans.”

For Signe Erritzøe handler fri dans netop om fraværet af krav.

Hun har dyrket mange former for sport gennem livet, men oplevede aldrig den samme frihed som ved fri dans.

”Det tror jeg er fordi, der er så mange regler, om noget man skal," siger hun.

Mens timen fortsætter, bliver det tydeligt at mærke forskellen. Ingen retter på hinanden. Ingen tæller takter. Ingen fortæller nogen, om det er rigtigt eller forkert.

En deltager står i hjørnet og bevæger sig lidt, det er hendes første gang. Hun virker nervøs. Anskuer rummet og de andre deltagere. Ser på, hvad de gør. Lidt efter lidt begynder hun at bevæge sig mere og mere. En anden sætter sig ned og tager nogle dybe indåndinger. En tredje står på hoved. Lui Ingstrup Wraa har sat sig ud i siden.  

Selvom han flere gange har deltaget i fri dans hos Hjerterum, så er det første gang, han deltager på dette hold.

”Det har været en anderledes oplevelse i dag. Lidt modstand på hvor højt tempoet var. Så jeg endte lidt med at gøre min egen ting.”

Man kan altid sætte sig ned

Timen begyndte ellers langt fra de rungende tramp og de dybe udbrud.

Klokken 08:40 kom de første trissende ind ad døren. Deltagerne sagde godmorgen, fandt hver sin måtte og lagde sig på gulvet.

Ingen sagde noget.

Langsomt guidede Signe Erritzøe deltagerne gennem nogle somatiske gulvøvelser. Vippende Fødder. Hofterne løftede sig til en bro. Knæene bevægede sig fra side til side som en vinduesvisker.

Efter ændrede tempoet sig.

Musikken blev højere.

Bevægelserne større.

Kort efter var rummet fyldt med tramp, større armbevægelser og en gang imellem høres dybe ”AARGH!”

For Lui Ingstrup Wraa blev energien i rummet lidt for højt for ham.

”Tempoet var for højt til, hvor jeg lige var. Jeg havde brug for noget blødere, da jeg kom, så sad jeg og kiggede på i stedet for.”

Der er netop også plads til at kunne trække sig, hvis man synes, det hele bliver lidt for overvældende.

”Man kan altid sætte sig ned på gulvet, og bare lige gå ind i sig selv. Der er ingen krav,” fortæller Signe Erritzøe, mens hun sidder i den bløde lænestol inden timen starter.

Kaffetid

Musikken stilner langsomt af.

Bevægelserne stopper.

Deltagerne vender tilbage til gulvet.

Sætter sig eller lægger sig ned.

”Haaah”, langsomme vejrtrækninger fylder rummet. Ind gennem næsen og ud gennem munden. ”Haaah.”

Selvom Lui Ingstrup Wraa ikke dansede hele timen, så oplever han at kunne se de andre deltagere gå ind i sig selv.

”Det var dejligt at se på folk, der lignede, at de havde det sjovt og var i deres egne små verdner. Så kunne jeg sidde og mærke det derfra, fra min stol,” fortæller han smilende.

Måtterne bliver rullet sammen.

Flere tager lige den sidste tår vand, inden de siger tak for dansen, hvor flere af dem fortsætter videre på café for at drikke en koffeinfri kaffe inden fredagen fortsætter.

Ingen taler om, hvor godt de dansede.

Næste gang Lui Ingstrup Wraa har en fredag morgen uden planer vil han gerne med til fri morgendans igen, for det kan jo være, at kroppen næste gang har lyst til at bevæge sig endnu mere.