Når demokratiet bliver hverdag – valgfesten må vente

Det er onsdag den 18. marts, klokken er 11:16, da jeg træder op ad de sidste trin på trappen ude foran Dokk1. Biblioteket, borgerservice og børnehavebørnene er stadig fast inventar i Aarhus’ kulturelle samlingspunkt. Men gemt væk helt nede i det nordvestlige hjørne af bygningen, blandt bøgerne, er folketingsvalget allerede skudt i gang. På Dokk1 kan borgerne nemlig brevstemme. Her er der ingen timelange snoende køer, ingen højtidelighed, men til gengæld ro og hjælpsomhed.

Da jeg nærmer mig hjørnet, ser jeg ti hvide stemmebokse, men kun tre sæt ben, som udfylder dem. Alligevel er der en lind strøm af mennesker, der støder til. Unge som gamle.

En yngre kvinde kommer ud fra stemmeboksen og siger: “Så har jeg bare stemt, en helt almindelig onsdag.” Ikke alle er lige så begejstrede som hende, men det understreger hverdagsligheden i situationen.

Lyden af klikkende kuglepenne og bipscannere tiltager. Det er hovedsageligt midaldrende, arbejdende folk på nuværende tidspunkt. Måske er det midt i frokostpausen. Folk skal i hvert fald videre. De beholder overfrakken eller jakken på, mens rygsækken forbliver på ryggen eller tasken langs siden.

En mand i skjorte tjekker sit guldur som det første, efter han har stemt. Folk har travlt. Men ikke mere travlt, end at de sagtens kan sludre kort eller udveksle et venligt smil med en af de ti frivillige valgtilforordnede på stedet.

Der er 13 grader og høj sol, og middagssolen kigger ind gennem de store gulv-til-loft-vinduer over skrivebordene og stemmeboksene. Det er svært ikke at holde humøret højt. 

En ældre mand på en rød elscooter har tydeligvis problemer på den snævre plads mellem stemmeboksene og skrivebordene. Her er der også tid til, at en af de valgtilforordnede hjælper den ældre herre på elscooteren med at lukke forhænget bag ham, da det sidder fast i scooteren. Det er første gang, han brevstemmer, men smilet på hans læber antyder, at det nok ikke bliver sidste gang.

Der kommer en rolig periode igen efterfølgende, og de frivillige vender sig mod hinanden og snakker kort. Jeg får en kort snak med Hanne, som er den frivillige, der modtager vælgerne. Hun siger, at det er blevet travlere og travlere, som dagene er gået: “Mandag var der 589 vælgere, tirsdag 734 vælgere, og på fredag forventer vi mellem 1200 og 1400.” 

Det er første gang, hun er frivillig til et folketingsvalg, men hun var også frivillig til kommunalvalget. “Det her er noget andet, der kommer nogle flere.”

Hun har et bredt smil under hele vores samtale, også selvom jeg får skabt en længere kø på ti personer bag mig. En yngre kvinde bliver utålmodig bag os, og vores samtale bliver afbrudt. Men det gør ikke noget ved Hannes smil, hun møder alle vælgerne med det samme smil, som hun mødte mig med.

Her bliver demokratiet ikke sat op på en piedestal, men mødt med ro og venlighed.