Når hele hallen dømmer med
Fra tribunen, bænken og banen bliver hver kendelse vurderet. Midt i råbene står håndbolddommer Martin Berker, der efter ti år med fløjten har lært at skjule sin tvivl og sortere tilråbene fra.
”HEEEY!”
Råbet skærer gennem Bellevuehallerne midt i en U15-håndboldkamp.
På den blå bane fortsætter spillet. Gule streger indrammer banen, skoene hviner mod gulvet, og lugten af sved og harpiks hænger i hallen. Fjorten drenge løber mellem målene. Med dem løber to dommere med hver sin fløjte.
Det er dem, råbet er rettet mod.
”Aaaaaargh.”
Denne gang behøver tilskueren ikke flere ord.
Det er søndag eftermiddag på VRI’s hjemmebane, hvor klubbens U15-drenge møder Silkeborg-Voel i 1. division. Forældrene sidder tæt på tribunen, mens trænerne følger hver duel fra sidelinjen.
Men kampen bliver ikke kun spillet mellem de to hold.
Rundt om banen har de fleste efterhånden deres egen usynlige fløjte. Forældrene vil have straffekast. Trænerne efterlyser udvisninger. Spillerne slår ud med armene efter frikast. Midt i det hele løber Martin Berker og Jens Nielsen med de rigtige fløjter og skal træffe den beslutning, som resten af hallen allerede synes at have truffet.
”Dommer, der ser du ikke rigtigt.”
Berker vender sig ikke.
Spillet er videre.
Det er råbet ikke.
Inden nogen råber
En lille time tidligere står Martin Berker ved siden af banen. Endnu er der ingen, der råber efter ham.
Om lidt skal han ind på det blå gulv med fløjten og dommerkollegaen, Jens Nielsen, men lige nu taler han roligt, mens spillerne gør sig klar omkring ham. Berker har dømt håndbold i omkring ti år. Normalt står han ikke mellem U15-spillere, men i herrernes 3. division og kvindernes 2. division.
Tilråbene følger til gengæld med på tværs af rækkerne.
”Jeg synes, man får mest at vide fra tilskuere,” fortæller han.
Engang hørte han dem. Nu har han lært at sortere dem fra.
Det går ind ad det ene øre og ud ad det andet stort set. Jeg opfanger det sjældent.
Om lidt bliver det sat på prøve.
Tribunen fyldes langsomt med forældre fra begge hold. På banen smækker bolde mod mål, mens spillerne varmer op. VRI-drengene er kommet ind, og ’Vi ska’ på grillen’ vælter ud af højttalerne.
Så ankommer Silkeborg-Voel. Med deres egen højttaler.
Bas. Dunk.
I et øjeblik har Bellevuehallerne to soundtracks. VRI’s musik fra den ene side, gæsternes tunge bas fra den anden. Først efter lidt tid opdager Silkeborg-Voel, at hjemmebane åbenbart også betyder retten til musikken.
Den ene højttaler forstummer.
Spillerne samler sig på det blå gulv.
Så lyder fløjten.
Fire ”stop det” på fem minutter
Der går ikke længe, før en Silkeborg-Voel-spiller reagerer på en kendelse.
”Stop det!”
Kort efter sker det igen.
”Stop det.”
Og igen.
”Stop det!”
Fire gange i løbet af kampens første fem minutter lyder ”stop det” fra dommerne.
Men utilfredshed behøver ikke ord.
En spillers arme ryger ud til siden. En anden planter hænderne i håret. En tredje bliver stående med åben mund og stirrer efter dommeren.
Kropbevægelser stiller spørgsmålet for dem: HVAD MENER DU DOMMER???
Men spillerne er ikke de eneste, der skal tænke over deres kropssprog.
Før kampen forklarede Berker, at dommerens krop skal fortælle det modsatte: Jeg er ikke i tvivl.
Også når han er det.
Var det frikast? Straffekast? To minutter?
”Det handler om at være overbevisende i sine kendelser.”
Dommerne har deres eget ord for det: Salgsarbejde.
”Hvis man først viser, at man lige er lidt tøvende, så kommer der altid råb i en eller anden retning.”
Hvis man først viser, at man lige er lidt tøvende, så kommer der altid råb i en eller anden retning
Tvivlen kan altså godt være der. Den skal bare blive inde i hovedet.
Armen op. Peg. Videre.
Kendelsen er solgt.
Kunderne er ikke nødvendigvis tilfredse.
”Er han ikke helt med, den dommer?”
Tallene på måltavlen er der ingen diskussion om.
Resten er stadig til forhandling.
Dommeren bliver også dømt
Det bliver tydeligt efter pausen, at kritikken ikke kun kommer fra tribunen.
Efter en hård duel lyder det fra bænken:
”Så laver I bare de samme tacklinger i den anden ende.”
Lidt senere:
”Du ser den næste gang.”
Berker og Nielsen finder hinanden kort på banen. En spiller har fyldt for meget med sine reaktioner.
”Han er træls med kommunikationen,” siger de til hinanden.
Men ingen hånd søger mod lommen.
I stedet går dommerne hen til træneren. Samtalen er kort og diskret: Få talt med spilleren.
Så fortsætter kampen.
For Berker er uenighed i sig selv ikke problemet.
”Man må selvfølgelig altid være uenig. Det er bare måden.”
En spiller må ærgre sig. En træner må protestere. Men bliver kommunikationen personlig, går grænsen.
Så kan Berker hæve stemmen med vilje. Ikke kun for den spiller eller træner, der står foran ham, men så resten af hallen også hører beskeden.
Der er forskel på at være uenig med en kendelse og at gå efter personen, der har truffet den.
Da Berker selv begyndte som dommer som 17-årig, var han ikke lige så god til at lade ordene blive i hallen.
”Man bliver i tvivl om det, man laver,” siger han.
Og tvivlen kunne række længere end til det enkelte frikast.
”Man tænker også, man mister lysten til det. Hvorfor er jeg her, hvis der ikke er nogen, der gider have, at jeg er her på banen?”
I dag beskriver han sig selv som hærdet.
Og når han hjælper nye ungdomsdommere, er det derfor ikke nødvendigvis den unge dommer, han går hen til, hvis råbene tager over.
Det er forældrene.
”Personen bliver ikke bedre af det at få de her tilråb.”
Ofte skammer de sig lidt bagefter, fortæller han.
Når kampen er fløjtet af
Den sidste fløjte lyder.
VRI får aldrig lukket hullet. Silkeborg-Voel har vundet.
Spillerne drysser ud mod bænkene. Nogle hiver trøjen op over munden, andre leder efter drikkedunke og sportstasker. På tribunen rejser forældrene sig, og de hævede arme, de lange suk og vurderingerne af kendelserne forsvinder næsten lige så hurtigt som kampen.
Martin Berker og Jens Nielsen bliver stående på det blå gulv.
Om lidt skal de også ud af hallen.
På måltavlen står resultatet: 17-25.
Den eneste afgørelse i hallen, ingen længere diskuterer.
