Når kærlighedskarakterer bliver til et fælles sprog

Dagens kapitel skal nu spilles.

Han står foran dig, ryggen lænet mod en halvt åben dør, som om han ikke helt tør krydse linjen og nå hen til dig.

Hans blik er som altid smukt. Det er kun lyden af jeres åndedrag der blander sig med den bløde glød fra de flydende hologrammer, som svæver som stjernestøv af blå og lilla reflekser inde bag telefonskærmen.

Man kan fornemme spændingen i mellem jeres karakterer, det elektriske felt, der altid trækker jer sammen - selv når han ellers har kæmpet imod det.

Det er sådanne øjeblikke, som mange af dagens deltagere drømmer sig ind i på daglig basis, når de vil i kontakt med en mandlig kærlighedskarakter i et telefonspil. 

Bag døren til deres egen verden

For i virkeligheden så er det lørdag formiddag i et lille, aflukket lokale i Fjordsgade Forenings- og Fritidshus. Om et øjeblik samles medlemmer af Cosplay Aarhus sig her.

For imens mange andre bevæger sig rundt på lørdagsmarkedet nede på Ingerslev Boulevard, er det heroppe, lige ved siden af, i et lille lokale på 2. sal, at de skal mødes. 

Alle sammen med en stor fælles passion for det interaktive kinesiske telefonspil Love and Deepspace.

Et romantisk anime dating‑spil, der udfolder sig som en visuel novelle, hvor man forelsker sig i én af de fem mandlige karakterer, imens man sammen kæmper mod trusler fra universet. 

Et spil der for deltagerne er mere end bare et spil, men en privat relation mellem karakteren og dem selv.

Lyserøde og lilla balloner er ved at blive bundet fast, plakater bliver glattet mod væggene, og papfigurer af karaktererne Zayne, Xavier, Rafayel, Caleb og Sylus finder deres pladser rundt i lokalet.

Nogle af deltagerne er kommet for at fejre, Rafayels fødselsdag. Andre for at skrive og dekorere “journals” som er dagbogskapitler, hvor man skriver om særlige øjeblikke man har delt i spillet med en af de mandlig karakterer. 

Et fællesskab bygget på figurer

Fra en lille højttaler i hjørnet siver eventyrlig, romantisk musik ud i rummet, som et lydspor, der folder sig om deltagerne, imens stemmerne flyder ind over hinanden. Samlet rundt om bordet, er en gætteleg nu begyndt. 

“Du er helt klart en Caleb‑girl,” siger én og læner sig frem med en sikkerhed, der får flere af de andre til at nikke enstemmigt. 

“Nej nej, stop. Hun har Rafayel‑energy,” udbryder en anden, og latteren breder sig i en bølge over bordet.

Henne i hjørnet af bordet sidder en af pigerne med fingrene viklet om sin halskæde og presser vedhænget ind mod sit kraveben. “Ej, vi kan se det på dig, den behøver du ikke at skjule” udbryder én, og flere knækker sammen i grin, mens hun nu lader det store vedhæng falde.

”Ja jeg kan vidst ikke løbe fra at jeg er lidt af en Xavier-girl”, fniser hun, eftersom hun bærer Xaviers signatur halskæde med en rød hjertesten med en sølv pil igennem.

Gætterierne er mere end bare leg. Det fungerer som en slags uofficiel identitetstest, et fælles sprog, hvor valget af deres mandlig karakter afslører, hvem man forbinder sig med i spillet.

Karoline og vejen hertil

Ved et andet bord står en lille dukke placeret blandt snacks og hjemmelavede fan‑badges. Dukken er en næsten eksakt kopi af en af spillets karakterer.

Karoline Møgelgaard forklarer, at hun har købt den på nettet, efter at have set den på flere af de sociale medier. “Jeg kunne ikke lade være med at købe ham – han er jo for cute,” siger hun og retter forsigtigt lidt på dukkens position, før hun slipper den igen.

Hun fortæller, at hun har været optaget af anime, siden hun var barn. “Jeg er lidt vokset op med det alt det her,” siger hun. “Men derhjemme har folk det med at holde sådan noget lidt mere for sig selv.” 

Hun bor i Sønderborg og beskriver, hvordan hun ofte oplever, at interesser som hendes stadig bliver sagt med et lavere tonefald dér. 

“Der er mange, der godt kan lide det,” siger hun, “men de siger det ikke rigtig højt.”

Netop derfor har hun taget turen hele vejen til Aarhus igen i dag.

“Det er rart at være et sted, hvor man ikke skal forklare, hvorfor man kan lide sådan noget her,” siger hun og nikker let mod dukken, mens hun kigger rundt i rummet. “Her giver det mening.”

Da spillet fangede hende alligevel

Love and Deepspace var ikke et spil hun ellers lige havde regnet med at blive fanget af tilbage for et år siden. 

Men efter at have hørt  på youtube, om en tilføjelse med en menstruationstracker i spillet, fik det hende til at undersøge det nærmere. “Jeg troede virkelig, det var en joke,” siger hun og griner højlydt. 

”No way, at det var det der gjorde, at du hentede spillet”, bliver der afbrudt grinende fra den anden side af bordet. ”Jo jo, den er skam god nok, jeg blev nødt til at tjekke om det kunne passe, og ja.. nu er jeg så her!” forklarer Karoline med et bredt smil.

Hun ser rundt i rummet, hvor deltagerne fortsat snakker om deres forhold, dekorerer journals og ellers er i gang med at lave fanbadges. “Jeg håber lidt på, at der kommer flere events som det her længere sydpå,” siger hun. 

“Der er mange dernede, der ville komme, hvis de bare havde muligheden. For spillet er meget større end man ellers lige går og tror.”

Et sted mellem virkelighed og spil

Rundt om bordet fortsætter journaling som en stille koreografi, blyanter, klistermærker, foldede hænder, telefoner og små kort med karakterportrætter bliver vist og udvekslet. 

Nogle diskuterer replikker, andre små detaljer i deres love interest’s seneste kapitel. Et par stykker læner sig tættere sammen, mens de sammenligner klistermærker og taler om, hvad der skal stå i deres næste journalindlæg.

Rummet føles som en overgangszone – et sted mellem hverdag og fortælling.

Ikke helt virkelighed, ikke helt spil.

Og lige dér, i mellem, opstår øjeblikke, der ligner dem fra første scene: en slags nærhed, en glød, et blik ind i en verden, de kun deler her.