Når mørket falder på, så åbner kirken sig

”Vi bliver nødt til at insistere på håbet. Håbet om at det ikke ender galt. Håbet om, at glæde og godhed og kærlighed er stærkere i den her verden,” lyder det mod den blandede menneskemængde, der står foran præst Vibeke Houmøller. De står spredt med en armslængde mellemrum mellem sig og lytter til de ord, som Vibeke siger.

De fleste af de fremmødte står ved alteret med en salmepjece i hånden. Nogle få sidder spredt på de brune bænke rundt i kirkerummet. Da præstens ord om håbet på det bedre og håbefulde historiers vigtighed ophører, stemmer menneskemængden i Vibekes klaverspil, og så fyldes kirken af salmen om Den Blå Anemone.

På Frederiksbjerg skaber Sankt Lucas Kirken den første torsdag i måneden et rum med ro, stilhed og musik. Mellem klokken 19:00 og 22:30 bliver kirken med kun falske stearinlys og lyskæder et sted, hvor mørket inviterer til dybere refleksioner over tilværelsen

Natkirken skaber rum til alle

Når dørene åbnes til Natkirken klokken 19:00, kommer folk fra alle samfundsklasser, og det er særligt her, hvor dem, der ikke er vante kirkegængere, viser sit ansigt. Præsten Vibeke Houmøller, der har været med til at starte konceptet i Århus i 2009, fortæller i forlængelse til det: 

”Langt de fleste er mennesker, som ikke bruger kirken udover, men føler, at her er der et sted, hvor de kan komme ind og finde roen for en stund.”

Som aftenen forløber sig med både stilhed, musikspil, nadver og aftenbøn, så fyldes kirken med både unge mennesker og mænd: Grupper som folkekirken ikke nødvendigvis kan tiltrække på samme måde, som den tiltrækker mere modne og ældre kvinder, fortæller Vibeke Houmøller.

Her skabes der rum og mulighed for at komme og gå, som man ønsker. De fremmødte kan selv vælge, om de vil synge med på en sang, tænde et lys eller skrive en bøn. Eller om de blot vil sidde på en bænk og være til. Det er særligt i de situationer, at Natkirkens værdier bliver mærkbare.

Den frivillige Rikke Kjærulff-Larsen beskriver det sådanne: 

”Natkirken er en kontrast til det, vi kender, for når det bliver mørkt, så kan man mærke, at stilheden og roen sænker sig på en anden måde.” 

Selvom mørket kan kalde på både det gode og onde, så er det i Natkirken ikke noget, man frygter.

Roen er omdrejningspunktet

Først er her stille. Der er døre, der knirker og støvler, der slår mod stengulvet, men ellers er her stille. En ung kvinde og en ung mand holder om hinanden. De står foran forhøjningen, hvor alteret er. Her kan man tænde et lys for hvem eller hvad, man ønsker, og det gør de. Kvindens støvler klikker mod gulvet igen, mens den øvrige stilhed bliver fyldt ud af let guitarspil, og en mandlig musiker, der synger med.

Byen eksisterer stadig udenfor, selvom det for en stund ikke virker sådan. Gadelygterne skinner igennem de høje, aflange vinduer, der runder i toppen, og da en bil passerer udenfor kan forlygterne ses i det hvide loft. Folk kommer ind, mens nogle få går. Nogen tager overtøjet af, mens andre sidder med vinterjakken og halstørklædet på. Ingen sidder ved siden af hinanden, hvis ikke de kender hinanden. Men de fleste bænke rummer minimum en person.

De kirkelige elementer

Det er musikken og stilheden, der præger aftenen indtil klokken 21:00. Her bliver papirer med salmerne Den Blå Anemone og Syng For Alverdens Urolige Hjerter lagt frem, og Vibeke Houmøller inviterer alle fremmødte op til alteret for at deltage i nadveren, og for at kunne modtage de ord, som hun deler. Her kommer en stor del op, og da Vibeke begynder at prædike om håb, og værdien ved at have håb i livet, så lytter hele rummet med.

Nathalie Larsen kommer som frivillig fast i Natkirken, og hun sætter pris på de kristelige elementer ved konceptet, selvom hun også drages af roen og muligheden for at reflektere dybere over sin tilværelse. Når der er nadver og aftenbøn, så bliver der sat ord på nogle af de ting, som hun tumler med. Samtidig runder aftenbønnen seancen af, så Nathalie kan gå hjem med ro i kroppen og med en følelse af, at hun er blevet mødt, der hvor hun er.

De frivillige hænder fra Nathalie Larsen får en særlig glæde ved at blive ved med at komme i kirken. Dét både hjalp hende, da hendes mor gik bort i 2012, men nu oplever hun mennesker i alle situationer af livet, hvilket også er grunden til, at hun holder så meget af konceptet: 

”Det er det med at finde ud af, at der er et menneske bag os alle sammen, uanset hvordan man kommer ind, hvordan man ser ud, og hvordan man er.”

I en verden, der aldrig stopper, bliver Natkirken et sted, hvor intet haster. Hvor mørket ikke skjuler, og hvor stilheden ikke er tom. De frivillige, de deltagende og præsten går herfra lidt lettere, lidt roligere – som om mørket har givet plads til noget større.