Når økonomi styrer trivsel

En gangbro for mønsterbrydning, en forlomme til social mobilitet. SU’en er blevet en af velfærdssamfundets mest markante identitetsmarkører, og danskerne bryster sig stolte med, at alle har lige adgang til uddannelse. Idealerne er på plads og ideen er god. 

Men vi ved, at over halvdelen af danske unge får økonomisk støtte hjemmefra. Vi ved også, at risikoen for at mistrives, er større, hvis ikke man har så mange penge. 

Rustnes mønsterbrydningens gangbro, når mistrivsel er konsekvensen, hvis ikke far og mor kan hjælpe? 

Money talks 

Får du stadig økonomisk hjælp fra dine forældre, selvom du er flyttet hjemmefra? Hvis ja, så er du langt fra den eneste. 

Uafhængighed er sexet. Alligevel får over halvdelen af unge mellem 22-25 år økonomisk åndedræt hjemmefra. 14% får en fast overførsel hver måned.

Helt usexet lyder det dog ikke i disse tider, hvor oksekød er blevet en sortbørs vare, der gemmes bag lås og slå i køledisken. Og hvad med de unge, der ikke får årlige forskud på arv eller betalte fitness- og mobilabonnementer Er de okay in this economy? 

Livskvalitet leger bedst med økonomisk overskud. Måske er det derfor, at hver tredje unge dansker, hvis rådighedsbeløb er under 500 kroner om måneden, ofte føler sig ensom. Til sammenligning er det kun 15% hos de studerende, der lige kan lægge 2000 mere i husholdningsbudgettet hver måned. 

Ja, vi kan allesammen tage den samme uddannelse. Nej, vores forudsætninger er ikke lige. For nogle unge er mere udsatte for at mistrives end andre. 

Flere sponsorer på generationernes tilskuerrække 

Antallet af studerende, der tager SU-lån, er faldet. Deres økonomi er altså blevet bedre – og det er på trods af, at studerende ikke arbejder mere end før i tiden.

Ifølge Ann Lehmann Erichsen, ekspert i privatøkonomi, kan der kun være én forklaring 

“Grunden til, at flere studerende står stærkere økonomisk, er ganske enkelt, at de får en hjælpende hånd af familien." 

Når cyklen går i stykker 

“Få har for meget og færre for lidt.” Som en sand Robin Hood satte Grundtvig ulighed på dagsordenen for mere end 200 år siden. Danmark var ikke et demokrati, og der skulle gå endnu 100 år, før velfærdsstaten bankede på i Kanslergade. Men ordene klinger endnu. 

Når noget så simpelt som en ødelagt cykel kan vælte budgettet, siger det ifølge Christian Sandbjerg Hansen, lektor i pædagogisk sociologi, noget vigtigt om studerendes vilkår. Han påpeger, at den støtte, man kan få hjemmefra, fungerer som et slags økonomisk sikkerhedsnet, der afgør, hvor sårbar man er.

“De store, uforudsete regninger presser de unges økonomi i en sådan grad, at uligheden blandt dem kridtes op.” 

Forskning viser, at de samme uddannelsesmønstre opstår, uanset SU’ens størrelse. Forskellen i unges økonomiske bagland betyder derfor mere end de månedlige SU-kroner. 

Generation præstation 

For 25 år siden kunne man som studerende stort set klare sig med blyant og notesblok. Men kravene er vokset, basisniveauet er steget, og det gør det ikke billigere at være ung i et studiemiljø, hvor teknologi og trends sætter standarden.

Når vi taler om ‘økonomisk ulighed’, skelner man ofte mellem rigdom og fattigdom. Et opdelt samfund. I praksis viser forskellen sig i små dagligdagsting - som når nogen køber en ny vinterjakke uden at blinke, mens andre håber, at lynlåsen holder én sæson mere.

Og for dem, der ikke kan følge med, kan prisen være høj. En undersøgelse foretaget af fagforeningen DM viser, at studerende med lavt rådighedsbeløb har markant større risiko for mistrivsel. En mistrivsel der viser sig i form af stress og ensomhed. 

Anne Görlich, som har en Ph.d. fra Center for Ungdomsforskning, peger på, at mistrivsel bunder i flere ting - En konstant usikkerhed rettet mod uforudsete udgifter og en uopnåelig præstationskultur. 

Anne Görlich mener, at unge altid har bekymret sig om, hvordan de fremstår. Forskellen er, at det er blevet dyrere at passe ind. 

“Mistrivslen udspringer af en usund præstationskultur fuld af forventninger, blandt andet til hvordan man ser ud, og hvor man bor – og det koster!”

Økonomisk støtte hjemmefra kan være en smutvej til stabilitet eller et 12-tal i præstationskultur.

En gylden balance

Er overskudsforældrene så i gang med at opdrage forkælede unge, der aldrig lærer at klare sig selv? Så sort-hvid er virkeligheden ikke ifølge Ann Lehmann Erichsen. Hun kalder forældrestøtte for en gylden balance. 

Langt de fleste forældre vil hjælpe deres børn, med det de har mulighed for - et fast beløb, bøger til studiet eller praktisk og mental opbakning, som når far møder op med cykelpumpen.

Men hjælpen kan få slagsider. Et studiejob giver erfaring og styrker cv’et. Fravælgelse af arbejde, kan altså få konsekvenser. 

“Hvis forældre betaler alt og signalerer, at den unge ikke behøver at arbejde, kan de komme til at stå svagere på arbejdsmarkedet” 

En dobbeltklæbende skam 

3 ud af 4 unge med skrantende betalingsevne skammer sig over deres økonomi. Det er flovt at være broke. Pinligt at være en dårlig betaler. Heldigvis får mange hjælp af mor og far. Men det er ikke kun en luksus.

“Jeg er bange for at blive set ned på, fordi jeg er uselvstændig.” 

Derfor fortæller 22-årige Sidsel Kusk Mackintosh ikke sine medstuderende, at hun får 2000 kroner af sin farmor hver måned. Hun læser nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet og behøver ikke arbejde ved sin af.

Økonomi er et fy-ord. I hvert fald når danskerne skal hygge sig. Det er et emne, der bliver skubbet væk, pakket ind i jokes eller tavshed. Penge er nemlig ikke bare tal. Det er status, selvstændighed og skam. Alt sammen på én gang.

Anne Görlich peger netop på, at løsningen ligger i samtalen. At åbne den op og bryde tabuet.

I al sin kompleksitet

I den her fortælling er der ingen facitliste. Økonomisk støtte kan ikke gøres op i hvem der har ret, eller hvad der er forkert. For nogle er støtten en nødvendig redningskrans, for andre et ekstra lag komfort.

Problemet opstår ikke i selve hjælpen, men i de forskelle den skaber, og i den tavshed der omgiver den. 

Når økonomisk støtte bliver en usynlig forudsætning, for at kunne følge med, risikerer uligheden at glide ubemærket ind i hverdagen. Det gør det nemmere at tro, at alle andre har styr på det. Også når de ikke har. 

Derfor handler spørgsmålet ikke kun om SU eller rådighedsbeløb, men om de strukturer og normer der former unges livsvilkår. Om hvem der har et sikkerhedsnet. Hvem der balancerer uden. Og om hvorvidt vi tør tale højt om økonomi. Ikke for at udskamme nogen, men for at forstå.