Nationalt projekt "taler om de gående fremfor de vandrende"
"Når man kommer ud i naturen på en god måde, så fremmer det utrolig mange gode ting," siger Anna Schouboe Thøgersen. Naturstyrelsen vil med projektet appellere til ny målgruppe, der også skal have glæde af naturens gavnlige effekt.
'’Danmarks Naturstier er lige til at gå til og lige til at følge.’’
Sådan lyder mottoet hos det aktuelle projekt, Danmarks Naturstier.
Mottoet er dermed i tråd med projektets egentlige formål, som ifølge projektleder ved Naturstyrelsen Anna Schouboe Thøgersen er, at ‘’Danmarks Naturstier skal være Margueritruten for gående. Her kommer man nemt, let og trygt rundt og får nogle naturskønne oplevelser undervejs.’’
Danmarks Naturstier skal nemlig være et samlende netværk af ruter og stier, der kan inspirere flere til at komme ud i naturen og med projektet forsøger man at appellere til en ny målgruppe.
"Vi taler meget om de gående fremfor de vandrende,'' siger Anna Schouboe Thøgersen.
Projektet er stablet på benene af Naturstyrelsen, KL, Friluftsrådet og Miljø- og Ligestillingsministeriet med støtte fra Nordea-fonden.
Formidlingsprojekt
Lige nu er der tre pilotprojekter i gang, som skal undersøge og afprøve, hvordan naturruter på bedst mulig vis kan sammenkobles.
Karen Hingkjær, der er projektleder ved Teknik og Miljø i Viborg Kommune står for pilotprojektet i Viborg. Hun omtaler det nationale projekt, som et formidlingsprojekt:
‘’Det handler om, at vi får formidlet, at du kan komme ud at gå. Du kan både gå langt og kort afhængigt af hvad du har lyst til. Du skal bare vide, at det hænger sammen, og at det er en del af noget større.’’
For Karen Hingkjær handler det om at fortælle borgerne i Viborg Kommune, at der er mange fede ruter derude, som de bør tage ud at prøve.
Projektets målsætning
‘’Målet er, at vi skal være landsdækkende og at man i to tredjedele af Danmarks kommuner skal kunne finde en Danmarks Natursti.’’
Det er ifølge Anna Schouboe Thøgersen projektets primære målsætning.
Det er det fordi, at det svært at sætte et konkret tal på, hvor mange nye brugere man ønsker at rekruttere, da det ikke nødvendigvis er Danmarks Naturstier, der er årsag til at folk færdes på de pågældende stier.
Derfor forsøger man at måle brugerne på andre måder:
‘’Vi måler mere på, at de besøger Danmarks Naturstier på udinaturen.dk, og at de er tilfredse med det de finder der.’’
Hvad siger brugerne?
Nogle af dem der bakker op om projektet er Marianne Reker og Anders Kokholm.
De har begge været ude at gå Kalk Kaminoen, som snart er klar til at blive indviet som en af Danmarks Naturstier:
“Projektet kan helt sikkert få mig mere ud at gå. Jeg synes, at det er virkelig godt, at der bliver lavet nye stier,” siger Marianne Reker.
Anders Kokholm ser lidt anderledes på det:
“Projektet vil ikke nødvendigvis få mig til at gå mere, men mere varieret. Det at det bliver lettere at finde nye stier rundt i landet, vil gøre, at jeg ikke altid vælger at gå den samme rute igen og igen.”
Folkeligt dannende projekt
Anna Schouboe Thøgersen beskriver at projektet skal bringe en form for folkelighed til danskerne:
"På mange måder er det folkelige projekt, der er i Danmarks Naturstier, en stor national generationsfortælling om, at når man kan komme ud i naturen på en god måde, så fremmer det utrolig mange gode ting."
Dette er Simon Høegmark enig i. Han har en ph.d. i naturpsykologi fra Syddansk Universitet og er stifter og direktør af firmaet ViNatur:
“Jeg bifalder i høj grad, at der bliver lavet nye stier, og man bliver dannet i at bevæge sig i naturen på de nye stier, og lærer at passe på dem.”
Fremmer sundheden
Søren Andkjær der er lektor på Institut for Biomekanik og Idræt på Syddansk Universitet er positivt stemt over for projektet:
"Hovedparten af de mennesker der bevæger sig i naturen gør det på stier. Så stier er en rigtig god måde at kanalisere mennesker ud og invitere til, at danskerne kommer ud og er aktive i naturen."
Han pointerer også, at flere studier peger på, at vi bliver mere aktive, og at vi får lyst til at bevæge os, når vi er i naturen:
“Set i et sundhedsmæssigt perspektiv er det en ganske god ting, fordi naturen kan have den betydning, at vi får en mere aktiv livsstil og dermed en langtrækkende betydning for vores sundhed."