Navnet ændrede alt: Abby – en ægte kvinde

Beskeden tikker ind i Abby Brandts e-Boks. Tårerne presser sig på. Det er en besked hun har ventet på længe.

“Vi imødekommer hermed dit ønske, og ændrer dit navn, så du fra i dag hedder: Abby Brandt Ørberg.”

Endelig er hun Abby.

Nu er der ikke nogen, der kan kalde hende andet. Skulle man tro. For Abbys kønsskifte har været noget af en rundtur. En indre identitetskamp. En ydre kamp om at blive accepteret af sine nærmeste. Og ikke mindst en kamp i et overfyldt system.

Konfrontation med køn og klassekammerater

I folkeskolen bliver Abby introduceret til køn for første gang. Køn bliver inddelt i to kasser. Enten er man en dreng, ellers er man en pige. Kassen er for lille til Abby, hvis identitet falder udenfor de biologiske rammer. Hun er født i den forkerte krop, og den biologiske kønsopfattelse rammer som et granatchok, da undervisningen er utilstrækkelig.

“Vi havde ikke rigtigt seksualundervisning. For pigerne var det sådan, at så er der blod i ens trusser. Det må man jo ikke sige højt. De skal gemmes væk. Og for drengene var det jo sådan, at en gang imellem bliver penis stiv, og det ordner i bare. Ud i verden,” erindrer Abby.

Abby er ikke alene med tanken. 30-40 procent af transkønnede føler ikke, at de kan gå til deres lærer med problemer omkring kønsidentitet, viser en undersøgelse fra Vive.

I skolegården møder Abby også modstand. Hun bliver omsværmet af piger og drenge, der flokkes som gribbe. De griber ud efter hende. Indtil en klassesammenlægning i 9. klasse bliver Abby holdt udenfor, og i teenageårene er hun udfordret:

“Det var den værste periode i mit liv.”

Tristhed og vrede hober sig op indeni i Abby, og som 12-årig bliver hun ramt af en depression.

Abby får hår på benene og brystet, mens stemmen bliver dybere. Hun er vidne til, at pigerne på årgangen får bryster og begyndende former, imens hun er fanget i en drengekrop.

“Der var en dreng fra min folkeskole, der havde barberet sine ben, hvilket jeg blev rigtig sur over. For jeg tænkte, fuck dig, det må jeg ikke det der,” fortæller Abby.

Retningslinjerne for hvad man må og ikke må flyver rundt, som små A4-ark i hovedet på Abby, der bygger en transfobisk facade op for at passe ind i fællesskabet.

For Abby er det en pinlig periode i livet. Hun mener, at tankerne kom, fordi hun fortrænger sine følelser om at være født i den forkerte krop.

Jeg er en pige

Sommeren 2019 starter Abby på gymnasiet. En frisk start med mange nye mennesker. På TikTok får Abby rollemodeller, som hun kan spejle sig i. Og Abby får sig en omgangskreds, der tager hende ind, som den hun er.

For mange er gymnasietiden normalt præget af lektier, afleveringer og fester. Men for Abby er den en tid, hvor hun skal tage stilling til sin kønsidentitet. En tid hvor hun vælger at springe ud for sine venner og familie.

“Jeg sendte et meme til mine venner over Messenger af en hund, hvor der stod “I’m a girl”. Min yndlings coping-mekanisme er humor, og det var den eneste måde jeg lige kunne holde til det på,” fortæller Abby.

Abbys venner forstår beskeden med det samme. De vil både have hende med på shopping tur og introducere hende for makeup. En reaktion, der både er rar og intimiderende.

“Jeg var bange for, at der nu var en idé om, hvad jeg skulle kunne indenfor kort tid. Jeg tænkte, at nu skulle jeg bare være makeupartist, og have det rigtige tøj på, og det er jeg aldrig rigtig blevet god til,” siger Abby.

Kald mig Abby

Lykkerusen fra vennernes gode reaktion varer ikke ved. Derhjemme har Abby svært ved at overbevise sin familie om sin kønsidentitet. Både hendes mor, far og bedsteforældre nægter at omtale Abby som en pige.

Men en dag slår det klik for Abby. Hun vil vise sin mor, hvad det gør ved hende at blive omtalt som noget hun ikke er. Så hun begynder at kalde sin mor for far. Hendes mor er rasende. Hvordan kan Abby tillade sig at kalde hende far? Det er hun jo ikke. Idet ordene forlader hendes mors mund, er det som om Abby kan skimte et opklarende blik i sin mors øjne.

“Jeg håber hun følte sig rigtig dum,” fortæller Abby.

Siden den dag har hendes mor accepteret Abby for den hun er. En accept, der har været svær at hente hos sin far.

“Jeg tror, min far var værst. Han er meget traditionel, og har bare altid troet, at jeg var autistisk og deprimeret. Så da jeg sprang ud, var det mærkeligt for ham,” fortæller Abby.

Tiden efter Abby er sprunget ud overfor sin far er svær. Hun føler sig som en fremmed i sit eget hjem. Hendes far føles som en roomie hun ikke rigtig snakker med, men hilser på, når de mødes kort i køkkenet. Først da Abby flytter hjemmefra begynder deres forhold at forbedres. Distancen bringer dem tættere på hinanden, og når de ses i dag, er der plads til at lade de gode ting fylde.

To år, et nyt hjem og en “pissehamrende irriterende snak” senere kalder Abbys far hende endelig for Abby.

Jul eller Abby

Hos bedsteforældrene går der tid før Abbys navneændring og kønsskifte synker ind. Til familiefødselsdage og selskaber er der en uoverensstemmelse mellem Abbys forståelse af sig selv, og hendes bedsteforældres forståelse af hende.

I fire år bliver Abby omtalt som ‘den’ eller ‘det’ af sine bedsteforældre. Pronomenerne skaber en distancering, som Abby bliver indædt over. Så kan det være nok.

“Jeg kunne have slået dem, hvis ikke jeg var mere human,” fortæller Abby.

Da julen sidste år banker på døren, konfronterer Abby sine bedsteforældre. Hun giver dem et valg.

Abby vil ikke længere fejre juleaften, hvis ikke de omfavner hende, som den hun er. Hvis hun skal acceptere, at de er bedstemor og bedstefar, så skal Abby også omtales som hun eller hende. Abby er ikke en dreng, og hun er i hvert fald ikke en ting.

Beslutningen viser sig at virke. Hendes bedsteforældre står overfor en sandhed, som de ikke kan ignorere. Endelig har de en forståelse for Abby. Pludselig er der plads til, at Abby kan være hende selv. Hun kan endelig slappe af i familiens selskab. Vreden erstattes af lettelse.

“Vil du ikke bare være en kvinde?”

Hjemme på sit kollegieværelse nord for Aarhus sidder Abby stille ved spisebordet med en varm kop kaffe. Hun forsøger at finde ordene til at beskrive den lange og komplicerede proces hun har været igennem med sin kønsidentitet.

Tidligt i Abbys transition er hendes tanker om køn og identitet stadig en smule uklar. Hun husker, at lægerne stiller hende et spørgsmål, som sætter hende på sporet:

“Hvilken kvinde vil du være?”

Hun svarer, at hun ikke ønsker at være en af de store muskelbundter. Hendes svar bliver mødt af forvirring og uforståenhed.

“De spurgte mig om det ikke også er en kvinde? Vil du ikke bare være en kvinde? Hvilken som helst kvinde?” fortæller Abby.

Et spørgsmål hun har svært ved at forholde sig til. Abby vil være sig selv. På sin egen måde.

I dag er hun landet på en hormonspray. En lille astma-lignende beholder, der sprayer hormoner ud på hendes arm morgen og aften. Og så har hun fået en feminisering af sit stemmebånd som led i kønsskiftet.

“Jeg er gået fra at lyde objektivt som en mand. Nu ser jeg ikke længere kun feminin ud, men lyder det også,” fortæller Abby.

Feminiseringen af stemmebåndet har gjort, at hun tør tale i offentligheden. Det er ikke sikkert, at hun bliver hørt. Men hun tør prøve.

Abby står endnu overfor en langsom proces: at blive udfaset fra det system, der har hjulpet hende på vej til at blive den hun er i dag. I starten med intensiv opfølgning. Et stik i armen med en skarp nål hver anden uge. En blodprøve, der skal bruges til at vurdere effekten af Abbys behandling. Nu bliver prøverne kun tjekket op på hver sjette måned.

“Til sidst bliver det et år, og så fem år og på den måde prøver de at udfase mig, for systemet er stort set helt fyldt, så der er ikke rigtig plads til, at man skal have hjælp i for lang tid,” fortæller Abby.

Sværd og højhælede sko

Abby finder sin scrapbog med barndomsminder frem. Hun sætter sig ned ved spisebordet, vifter hendes lange lyse hår om bag ryggen og begynder at bladre i mindebogen.

“Se, der er tale om en udvikling,” siger Abby og smiler over til sin kæreste Teresa.

En 4-årig Abby står i sit barndomshjem. Hun har to sværd i forlommen på sine cowboybukser, et skjold, en sort hættetrøje og lyssværd bag sig. Smilet er tilpas stort til, at mellemrummet mellem de to fortænder vises frem. En simpel tid.

Derhjemme er Abby vild med dukker og sin mors højhælede sko som hun til tider låner. Og som Abby bliver ældre stiger interessen for videospil løbende.

I børnehaven leger hun far, mor og børn. Rollerne går på skift. Hun er gravid mor. Hun er far, og hun er barn. Abby er lige det hun vil være.

“Jeg har også taget far-rollen en gang imellem, eller barnerollen. Men bare den der ting ved, at det gjorde ikke noget. Alle roller var sjove,” siger Abby.

Abby går mest med piger i børnehaven. Til fastelavn bliver hun kattekonge, mens hun plukker blomster til sin første børnehavekæreste. Hun leger med sjippetov, men hun deltager også i fangelege. Køn fylder nul og niks.

Fra ung til voksen

Selvom barndommen var fyldt med leg og far, mor og børn, så kommer der en tid, hvor legen holder op og rolleskiftene stopper. I mange år var det som at skjule sig bag en maske – et drengekostume, der aldrig passede, men som ingen kunne se igennem.

Nu sidder hun foran sin Nintendo Switch. I spilkassetten er videospillet ‘Stardew Valley’ placeret. Et spil som altid har været Abbys yndlingsspil. Hun har identificeret sig med en af hovedpersonenerne, Abigail, som kaldes for Abby. I den sorte skærm reflekteres den kvinde, hun altid har været indeni, og som familie og venner endelig har indset, at hun er.

Selvom Abby er glad for sit navn, der fastlåser, at hun er kvinde, er hun i sin transition gået fra ung til voksen. 

“Jeg tænker måske, at i stedet for at hedde Abby, som jeg har læst, er et babynavn, så vil jeg ændre det til Abigail. Det virker mere professionelt, når jeg sender en jobansøgning ud,” siger Abby, der har fundet sit køn, men endnu ikke er færdig med at udfordre sin identitet.