Nerver og lyriske gaver: Slagger Lund spiller på Track

Flemming åbner vandflasken med rystende hånd. Bæller en slurk og tørrer overskægget med håndryggen, mens han spejder ud over publikum. 

“Tænk hvis dine sidste ord var Danish Crown” brager ud gennem højtalerne. Koncerten er netop startet, publikum skråler med. Ansigterne oplyste af det røde stroboskoplys peger alle mod scenen.  

I forhallen sælges der T-shirts, LP’er, et par enkelte CD’er og muleposer. Det meste er merchandise for det nye album ‘NOIAS ARK’, som udkommer samme dag som koncerten. 

En kø slanger sig ved indgangen til Trains nye intimscene ‘Track’. Tre mænd med “security” på ryggen suser omkring og bipper billetter.

Litervis af øl bliver langet over disken mens personalet smyger sig forbi hinanden.   

Klokken 19:19 har syv fans plantet sig allerforrest ved scenen. Armene hænger hen over meltal konstruktionen som afgrænser den store scene. 

 “Han går først på klokken 21” siger en vagt kækt.  

Røgkanoner testes tre gange inden koncertstart. Den tunge røg fordeler sig i toppen af rummet.  

Backstage forsøger Flemming at dulme nerverne. Egentlig vil han gerne ud at høre kollegaen Christina Strandholdt opvarme til koncerten, men nervøsiteten og indtrykkene tager over.

Han trækker sig. Går udenfor for at gemme sig lidt. Tænder en cigaret. Får nervesystemet på rette køl igen og trækker vejret.  

Nervøsiteten kunne allerede mærkes da han slog øjnene op til morgen.  Alt står stille og alt handler om koncerten, der venter ham senere på dagen. Men på trods af nervøsitetens tilstedeværelse, fylder den for Flemming langt mindre nu, end den tidligere har gjort.  

“I starten rystede jeg helt vildt, når jeg skulle på scenen. Jeg tænkte nogle gange at jeg slet ikke kunne komme derop, fordi jeg var så nervøs. Nu arbejder jeg meget mere med dagsformen. Uanset hvordan jeg har det på dagen, er det ok.”  

Koncerterne planlægges ikke til punkt og prikke på forhånd. Der skal være plads til at dagsformen kan præge koncerten mens den udspiller sig. Jokesne er aldrig de samme, og sangene får ofte en ny klang.

Hverdagspoesi kalder han det.  

“Der er jo vildt mange i sådan en sal, der også har det svært. Hvis de kan komme hertil og stå dernede og betale for at komme ind, så kan jeg også stå heroppe og spille, og vise at det er okay at have det på alle måder.” Erklærer Flemming og rømmer sig.  

Slagger Lund  

Han skiftevis bæller store slurke af dåsen med Tuborg Classic og vandflasken. Publikum klapper hver gang et nummer er slut.

"BRAVO"

lyder det fra en blandt publikum. Flemming takker ydmygt. 

“For få år siden der havde vi et par jobs om året for en hotdog, nu spiller vi udsolgte koncerter og måske 30-40 jobs om året.” Fortæller flemming. 

Lige knap 200 mennesker er dukket op for at høre Slagger Lund, som er Flemmings kunstnernavn.  

Navnet Slagger Lund kommer sig af tre forskellige grene. I barndommen blev der efter farens ønske spillet meget tysk schlagermusik. Dengang brød Flemming sig ikke særligt om genren, men mindet om faren blev en del af inspirationen til navnet.

Dernæst betyder slagger også den masse på forbrændingsanlægget som man ikke kan slippe af med - som altid ligger tilbage når alt andet er brændt væk.

Den sidste inspiration til navnet er den musikalske undergenre ‘slacker rock’ som er kendetegnet ved sin upolerede lyd og som Flemming beskriver det “slatten rock.”  

“Imellem de tre ting synes jeg det var et sjovt spændingsfelt at placere mig selv." 

“vi elsker dig Flemming” 

“Legende er et stort ord, men det synes jeg faktisk, han er” konstaterer Karoline Reppien, i pausen mellem første og anden akt af koncerten.

Hun har efterhånden hørt Slagger spille en del gange og beskriver Slagger som humoristisk, nærværende og helt sin egen. 

Efter femten minutters pause vender Flemming tilbage på scenen. Noget af publikum står stadig udenfor og ryger. Guitaren stemmer ikke. Han fumler med guitarens stemmeskruer til små lyde af strengene der testes.

“VI ELSKER DIG FLEMMING” udbryder en mandestemme blandt publikum.

De omkringstående vender sig om. Det er Flemmings ven, pladeselskabschef, SoMe-person og merchandise-sælger Peter Olesen som fylder stemmepausen med lidt kærlighedsuddeling.

Han har taget sig en pause fra merch-standen og har fundet sin vej ind i salen allerbagerst. Flemming genkender stemmen og erklærer tilbage i mikrofonen  

“Jeg elsker også dig Peter”.  

Guitaren stemmer, Flemming suger luften ind gennem læberne og opfordrer:  

“I må gerne danse”.  

Fingrene sættes i gang på guitarens strenge og rundt omkring i koncertsalen begynder benene at bevæge sig til tonerne.