Netværk hjælper kvinder på vej mod toppen af fodbolden
Når kvinder er underrepræsenterede blandt fodboldtrænere, er der også færre kvinder at hente faglig sparring hos. Et netværk for kvindelige fodboldtrænere forsøger at skabe et rum for netop det.
I et mødelokale i Aarhus sidder syv keepertrænere samlet.
De arbejder til daglig i forskellige klubber, på forskellige niveauer og med forskellige ambitioner. Fælles for dem er, at de er kvinder i en fodboldverden, hvor langt størstedelen stadig er mænd.
Mødet er det første i et nyt netværk specifikt for kvindelige keepertrænere. Det er udsprunget af FIFA Female Coach Network, der blev etableret i Danmark i 2023.
For selv om de syv kvinder i Aarhus deler rollen som keepertræner, står de ikke nødvendigvis med de samme erfaringer eller på samme sted i deres karriere. Nogle har været trænere i flere år, andre er nyere i rollen.
Sofie Lindberg, der er keepertræner i Randers Q, var en af de syv kvinder:
“Om man vil det eller ej, er fodbold stadig en mandsdomineret verden. Dem, man oftest har til rådighed ift. sparring, er mænd. Hvis jeg gerne vil sparre med en kvinde, som samtidig arbejder på samme eller et højere fagligt niveau, er udvalget bare mindre.”
Det nye keepernetværk er netop et eksempel på det, som FIFA Female Coach Netowork er sat i verden for.
Formålet er at dele erfaringer og inspirere hinanden. Samtidig handler det om at løfte barren for de få trænere der allerede har licenser og hjælpe dem ud i verden for at være toptrænere.
Da netværket begyndte, var 26 kvinder med. I dag tæller det omkring 130.
Er du også i tvivl?
Amanda Schøbel Erbs Oxe er projektleder for DBU’s indsats "Flere fodboldtrænere der er kvinder” og har selv været en del af FIFA Female Coach Network siden begyndelsen.
Hun er ikke i tvivl om, at netværket har stor værdi uanset, hvor man er i sin trænerkarriere:
“Jeg tror, netværket kan give mange ting, men først og fremmest sparring. Hvis man ikke får det i sin klub, kan det være svært at få feedback på det, man laver. På pigesiden og kvindesiden er der færre ressourcer, og derfor er der også mindre sparring. Her kan netværket give mulighed for at dygtiggøre sig.”
Men sparringen handler ikke kun om det, der foregår på træningsbanen. Den handler også om personlige dilemmaer og den tvivl, der følger med livet som træner.
”Som kvindelig træner er det værdifuldt at kunne spejle sig i andre – både dem, der er længere fremme, og dem, der ikke er lige så langt som en selv. Man kan se de skridt og valg, de har taget i deres karriere. Men det er også bare virkelig rart at kunne snakke om de helt hverdagsagtige ting: Står du også med det her dilemma? Er du også i tvivl om det her valg?”
Den et er netop det, som Amanda Oxe beskriver som centralt for netværket.
Netværket samler derfor trænere på tværs af klubber, niveauer og erfaring.
Fælles oplevelser
Det er et faktum at fodboldtrænere, der er kvinder, er underrepræsenterede.
Det kommer til udtryk på banen, på sidelinjen og i de ledende roller.
I netværket kan kvinderne møde andre, der har taget nogle af de skridt, de selv overvejer. Det betyder noget, at de mere erfarne trænere ikke kun fortæller om succeserne, mener Amanda Oxe:
“Det er vigtigt at komme tættere på nogle af dem, der er længere på deres vej som trænere. Noget af det, der gør netværket stærkt, er, at de tør fortælle om deres fejl, bump på vejen og de ting, der har været svære. Man kan få inspiration fra nogen, der er længere end en selv.”
Nogle af de bump på vejen bliver tydelige, når kvinderne træder ind på træneruddannelser eller i miljøer, hvor næsten alle omkring dem er mænd:
”Jeg hører mange sige, at når de kommer på træneruddannelsen eller ind i et rum med mange mænd, føler de, at de skal bevise deres værd for at sidde i det samme rum som mændene. Man får en følelse af, at man skal gøre noget ekstra, fordi man er kvinde, Fortæller Amanda Oxe”
Sofie Lindberg har ikke selv haft den oplevelse, men gennem netværket har hun hørt andre fortælle om den.
“Jeg har fået et indtryk af, at nogle af kvinderne oplevede, at deres meninger eller faglighed ikke altid blev hørt. Det er ikke en oplevelse, jeg selv kan genkende, men jeg synes, det er interessant at høre andres perspektiver.”
Netværket bliver dermed også et sted, hvor kvinderne får adgang til erfaringer, de ikke nødvendigvis selv har gjort sig og kan høre, hvordan andre har håndteret dem.
Netværk med vokseværk
Væksten i netværket betyder, at flere kvindelige trænere har fået adgang til et fagligt fællesskab. Men ambitionen er ikke alene at samle kvinderne.
En del af arbejdet handler også om at få flere til at tage næste skridt på træneruddannelserne.
“Netværket har spillet en rolle. Vi bruger mange ressourcer på at skubbe nogle af kvinderne til at søge videre på træneruddannelsen, fordi de fagligt er dygtige nok, men måske ikke føler sig klar eller har andre ting i livet, der fylder.”
Vejen til den næste licens afhænger dog ikke kun af lyst og faglige kvalifikationer. Økonomi kan også stå i vejen.
Amanda Schøbel Erbs Oxe hjælper derfor blandt andet kvinder med ansøgningsprocesser og med at søge scholarships, der kan finansiere dele af deres uddannelse.
“Jeg oplever nogle gange, når jeg taler med klubberne, at de har nul kroner budgetteret til træneruddannelse. Så er det svært at gøre noget, hvis man ikke kan gøre noget internt. Nogle gange koster en uddannelse 80.000-90.000 kroner, og det er mange penge, når man ikke tjener særlig meget.”
Dermed bliver netværkets funktion også praktisk. Det handler ikke kun om at fortælle kvinderne, hvilke muligheder der findes, men om at hjælpe dem med faktisk at få adgang til dem.
Er et kvindenetværk løsningen?
At indgå i et netværk med andre kvinder i branchen betyder ikke nødvendigvis, at sparring er den fulde løsning.
Det understreger Sofie Lindberg.
“For mig handler det ikke nødvendigvis om, at kvinder skal sparre med kvinder. Det handler mere om at skabe relationer på tværs af klubber og møde andre trænere, som man ikke nødvendigvis ville møde i sin normale hverdag.”
Frederikke Dalgaard er tidligere fodboldtræner i blandt andet HB Køge. Hun er en af de kvinder, der har takket nej til at være en del af netværket. Det er på trods af, at hun anerkender projektets eksistens og muligheden for at sparre med andre trænere:
"Jeg har ikke haft lyst til at være med i et projekt, hvor der kun er kvinder. Jeg har virkelig svært ved at være fortaler for det, fordi det for mig bliver meget 'kvinder'. Kom med nogle programmer, hvor der også er mænd, så vi kan udfordre hinanden."
Netværket kan derfor ikke stå alene. Men det kan give kvinder adgang til relationer og erfaringer, som de ikke nødvendigvis finder i deres daglige træningsmiljø.
Og tilbage i mødelokalet i Aarhus er det netop dét, de syv trænere gør.
Her sidder syv keepertrænere, som til daglig er spredt ud over forskellige klubber, samlet omkring det samme bord.
De taler om træning og uddannelse, men også om de valg, fejl og den tvivl, der følger med på vejen.
“Jeg synes, det er rigtig fedt at opleve, at man ikke er den eneste kvinde i faget. Det giver en følelse af fællesskab og viser, at der er andre kvinder, som har nogle af de samme ambitioner,” fortæller Sofie Lindberg.