Nu bliver det (muligvis) billigere at købe studiebøger

Synes du også, at det har været lidt af en mavepuster at svinge kortet nede i Stakbogladen - så er der godt nyt på vej. Regeringen har foreslået at afskaffe afgiften på bøger.

Studiebøger er en stor udgift for mange studerende.
Offentliggjort

Regeringen foreslår afskaffelse af bogmoms

Regeringen har foreslået at afskaffe bogmomsen på 25% for at øje læselysten, men det har også en fordel for studerende.

Som følge af tiltaget vil den gennemsnitlige studerende spare 480 kroner årligt.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Studiestarten er over os, og det betyder at rygsækken endnu engang skal fyldes med bøger. Den gennemsnitlige danske universitetsstuderende bruger ifølge Dansk Magisterforening 2.400 kroner årligt på studiebøger, og når det økonomiske råderum ikke er stort, kan bøgerne føles ekstra tunge i tasken.

Og det er særligt dyrt at købe bøger i Danmark. Med en bogmoms på 25% har vi den højeste afgift på bøger i verden. Derfor har du måske oplevet, at det har været billigere at bestille internationale bøger hjem fra udlandet. Men det skal snart være fortid – i hvert fald ifølge regeringens nye finanslovsforslag.

Regeringen forventer at få et økonomisk råderum, og her skal 330 millioner kroner af det årlige overskud gå til at afskaffe bogmomsen fuldstændigt.

Helt konkret betyder det, at den gennemsnitlige studerende kommer til at spare 480 kroner årligt ved køb af nye studiebøger. Det virker måske ikke som den største besparelse, men det svarer alligevel til at du kan få to måneders fitness abonnement eller ti kopper kaffe på en af Aarhus’ caféer.

Det bliver billigere at være dansker

Regeringens forslag er en del af et udspil, der skal gøre hverdagen billigere for danskerne, og Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) lover at man vil holde øje med, at priserne på bøger rent faktisk falder, så det ikke bare er boghandlerne, der får profit af afskaffelsen. Men det er nu ikke noget, der bekymrer ham, fortæller han i en pressemeddelelse til Ritzau.

Der virker heller ikke umiddelbart til at være nogen grund til at frygte boghandlernes respons på den potentielle afskaffelse. I hvert fald ikke hos Stakbogladen. De har fra start været med til at promovere borgerforslaget om afskaffelsen af afgifter på bøger – både i form af bogmærker, men også i et opslag på Instagram – og her lyder argumentet for at skrive under: ”For studerende betyder det kun én ting: Billigere Bøger”.

Hvis forslaget går igennem, kan du altså se frem til, at det ikke bliver en helt så dyr omgang, næste gang du står med en tungpakket taske og swiper på MobilePay nede i Stakbogladens kælder på Nordre Ringgade.

Powered by Labrador CMS