Nu er hun Iben med tørklædet: Ingen ved hvor 'fucked up' Iben var

Som barn ledte Iben Amalie Raalind Lundsgaard efter sin mor på værtshuse. Som teenager bedøvede hun sig med stoffer og flyttede mellem sofaer i Odense, Aarhus og København. I dag finder hun den ro, hun hele livet har manglet, i islam.

Offentliggjort

Vandet løber stadig fra bruseren. 

Da Iben Amalie Raalind Lundsgaard åbner øjnene, ligger hun nøgen på badeværelsesgulvet. Kroppen ryster, og hun har ingen kontrol. Over hende står hendes daværende kæreste og rusker i hende, mens han forsøger at få kontakt. 

Få minutter tidligere havde Iben været ude at ryge en joint, som hun havde gjort utallige gange før. Men denne gang reagerer kroppen anderledes. 

I to et halvt døgn fortsætter rystelserne, mens sveden drypper ned ad hendes pande. 

For Iben bliver episoden et vendepunkt. 

­For at forstå hvorfor, skal man tilbage til hendes barndom. 

Iben som barn

­

Barndommen: Det hun manglede 

Da Iben var fem år, begyndte hendes mor Jane Lundsgaard at få det svært. Hun håndterede problemerne med alkohol. 

På det tidspunkt har Iben en storebror og en lillebror, men ingen af dem deler den samme far. På grund af morens situation bor brødrene hos deres egne fædre. 

Omstændigheder gør, at Iben må blive boende hos sin mor. 

Når moren forsvinder, kan der gå op til fem dage, før hun kommer hjem igen. Som 12-årig må Iben selv ud og lede efter hende på byens værtshuse. Og selv når hun finder hende, er det ikke sikkert, at hun kan få hende med hjem. 

Nogle gange er der heller ikke mad derhjemme. 

"Jeg manglede nogen at spise aftensmad sammen med. Jeg manglede de der helt basale ting som barn."

Iben lærer tidligt at klare sig selv. Der er ingen faste spisetider og ingen sikkerhed for, hvem der er hjemme. 

Til sidst bliver livet hos moren for ustabilt. 

Ibens far bor på det tidspunkt i København, men beslutter, at datteren skal bo hos ham. For ikke at flytte hende endnu længere væk fra moren i Nordjylland rykker han med sin 12-årige datter til Odense. 

­

Mødet med Vollsmose og den muslimske familie 

Det nye hjem bliver Vollsmose. 

Her oplever Iben for første gang selv at være den, der skiller sig ud. Den lyse hud, de blå øjne og hendes udfordrende tøjstil med lårkorte shorts og små toppe gør hende synlig i et område, hvor mange omkring hende har en anden kulturel baggrund end hende selv. 

Indtil da har hun ikke skænket hudfarve, religion eller etnicitet mange tanker. 

I Vollsmose bliver forskellene pludselig tydelige. Men Iben føler sig ikke udenfor. Tværtimod møder hun en nysgerrighed, der går begge veje. 

Snart bliver hun veninde med en pige fra nabolaget. Hun er et par år yngre end Iben og én ud af otte søskende. Iben begynder at komme meget i familiens hjem, og bag døren møder hun et familieliv, der står i kontrast til hendes eget. 

Når der skal spises, samles de alle. 

Otte børn, en mor og en far omkring den samme mad. Hænder rækker på kryds og tværs, og flere spiser fra de samme fade. 

Iben følger undrende med. 

Hvor er kniven og gaflen? Hvorfor spiser de sådan? 

"Jeg syntes, det var så underligt, men samtidig meget fascinerende." 

Men det er ikke maden, der får hende til at komme igen. Det er menneskene omkring den. 

De otte søskende tager sig af hinanden. Familien spiser sammen, og der bliver gjort plads til alle. 

Hos veninden møder Iben voksne, der er til stede, børn, der hører til, og et måltid, man er fælles om. 

"Jeg blev meget fascineret af det sammenhold, de havde som familie. Næstekærligheden og måden, de tog sig af hinanden på." 

I begyndelsen ved Iben ikke, hvor familiens kultur slutter, og religionen begynder. Hun ved bare, at der er noget i hjemmet, der bliver ved med at trække hende tilbage. 

Det bliver især venindens far, der åbner døren til islam. 

Når Iben kommer på besøg, fortæller han historier om profeten og om sin tro. Han møder ikke den 12-årige piges nysgerrighed med formaninger om alt det, hun ikke må. Han fortæller hende heller ikke, at hun går forkert klædt. I stedet forklarer han, hvorfor familien lever, som den gør. 

Hans egne børn har hørt historierne før. Når deres far begynder igen, gider de ikke altid lytte. 

Iben bliver siddende. 

 "Jeg var bare sådan: Ej, kan vi ikke sidde sammen med din far? Jeg vil gerne høre hans fortællinger." 

Jo mere hun hører, desto mere vil hun vide. Venindens far finder bøger på dansk frem til hende. Iben tager dem med hjem og læser om profeten, om islams oprindelse og om en religion, hun få måneder tidligere knap nok kendte. 

Det, der begyndte omkring et måltid i en lejlighed i Vollsmose, vokser langsomt til noget større. 

Iben bliver først draget af menneskene: familien, næstekærligheden og sammenholdet.­


Iben og hendes to brødre
Iben som teenager

­

­­Et liv mellem to verdener 

Men samtidig med, at islam begynder at fylde, bliver Ibens eget liv mere og mere grænseløst. 

Fra hun er 13 til 16 år, kan hendes far ikke længere styre hende. Hun kommer hjem, når det passer hende. Hvis hun ved, at der venter en stuearrest efter skole, kan hun lige så godt lade være med at komme hjem. 

Når hendes far forsøger at stille sig foran døren for at holde hende tilbage, eksploderer hun. Og hvis hun ikke kan komme forbi ham, går vreden ud over tingene omkring hende. 

Til sidst er hendes far nødt til at bede om hjælp. Han ringer til kommunen, og to dage senere bliver Iben anbragt på en kostskole. 

Det er en ny epoke for Iben. Fra en barndom, hvor næsten ingen har bestemt over hende, til en hverdag, hvor stort set alt har et klokkeslæt. Der er faste tider for at stå op, møde i skole og lave lektier. Mellem klokken 16.30 og 17.30 skal hun være på sit værelse. 

Men Iben gør modstand. 

Når de voksne kigger den anden vej, stikker hun af. 

Samtidig begynder stofferne at fylde mere. Hash bliver en fast del af hverdagen, og dagen begynder med en joint og fortsætter, indtil hun går i seng. Alkohol får selskab af kokain og ecstasy, og nogle aftener blander hun flere rusmidler. 

Uden for kostskolens faste rammer er der ikke et hjem at vende tilbage til. 

Iben bevæger sig derfor mellem venner i Odense, Aarhus og København og sover, hvor der er en ledig sofa. Et par dage ét sted. Så videre til det næste. Det nødvendige har hun med sig i en taske. 

"Jeg havde en taske, som jeg tog med rundt. Jeg havde ikke noget sted at bo." 

Omkring hende bliver kriminalitet også en del af hverdagen. Flere af vennerne sælger stoffer, og gennem dem finder Iben forskellige måder at skaffe sin egen rus på. Nogle gange får hun stofferne gratis. Andre gange sælger hun selv videre. Til fester kan hun stjæle punge fra tasker. 

"Jeg skulle bare overleve."

For Iben handler stofferne ikke kun om at blive høj. De bliver også en måde at slukke for følelserne på. 

"Jeg tog stoffer for at slukke for mine følelser."  

Men selv i de kaotiske år forsvinder troen på islam ikke. 

Allerede som 13-årig fortæller Iben sin muslimske venindes far, at hun gerne vil konvertere. Han bremser hende. Hun er stadig et barn, siger han. Hun skal undersøge religionen videre og have sine forældres accept. 

Så Iben går hjem til sin far og fortæller ham, at hun vil være muslim. 

Fra hun er 13 til 16 år bliver hun ved med at læse. Hun tager til moské, deltager i arrangementer og prøver at faste. 

Men samtidig fortsætter det andet liv. 

Stofferne. Alkoholen. De skiftende sofaer og kriminaliteten. 

Iben holder fast i de muslimske veninder fra Vollsmose, men bevæger sig samtidig i en omgangskreds, hvor rusmidler er en del af hverdagen. 

"Jeg prøvede at finde ud af, hvem er jeg, og hvem skal jeg være?" 

I tre år eksisterer de to sider af Iben side om side. Hun leder efter noget at holde fast i, samtidig med at hun gør alt for ikke at mærke det liv, hun allerede står i. 

­­

Skillevejen­

Da Iben er næsten 17 år, har hun gået med ønsket om at være muslim i seks-syv år. 

Nu skal det være. 

Hun tager hjem til sin venindes far, der dengang afviste hende, da hun var 13 år. Nu er hun blevet ældre, og hun er klar. 

Han tager hende i hånden, og sammen går de ned til moskéen. Sammen med imamen siger Iben den muslimske trosbekendelse, Shahada. Fra det øjeblik kan hun kalde sig muslim. 

Men konverteringen betyder ikke, at alt ændrer sig fra den ene dag til den anden. 

Hun drikker stadig alkohol. Hun ryger stadig hash. 

"Jeg ville hellere dø som muslim end ikke muslim."

Så kommer episoden på badeværelset. 

Vandet løber stadig fra bruseren. Iben ligger nøgen på gulvet, mens kroppen ryster ukontrolleret. 

Det er et tydeligt råb om hjælp fra hendes krop, der nu siger stop. Den kan ikke tåle det længere.  

Episoden bliver et vendepunkt. 

Siden den dag rører Iben ikke stoffer mere. 

Hun begynder at tage islam mere seriøst. Hun tager oftere i moské og går i arabisk skole hver lørdag for at lære sproget. 

Efter et liv uden faste rammer får hun nu noget, der kan sætte retning på hverdagen. 

"Islam gav mig noget opdragelse." 

Iben bliver gift første gang, da hun er 18 år. Her vælger hun også at tage tørklæde på. 

"Tørklædet var det, der fuldendte min ramme." 

Tørklædet bliver et symbol på den nye identitet. ­

"Det gav mig en ny identitet. Jeg blev Iben med tørklædet. Folk kan ikke huske, hvem jeg var før. Hvem den 'fucked up' Iben var."

Fra kaos til ro

I dag er Iben 32 år. Hun er mor til to, gift for anden gang og arbejder som socialrådgiver. 

På mange måder har hun skabt det liv, hun selv savnede som barn. 

Midt i interviewet stopper hun op og kigger på uret. 

Klokken er 14.45. 

Det er tid til dagens anden bøn. 

Hun rejser sig og går ind i det lille rum ved siden af. I hjørnet står en flettet kurv. Hun tager det grønne bedetæppe op, ruller det ud over trægulvet og glatter det med hænderne, indtil det ligger helt fladt. I loftet hænger en pil, der viser retningen mod Mekka. 

"Man bruger et kompas til at finde ud af, hvor Mekka er. Man skal altid bede i retning mod Mekka." 

Så løfter hun hænderne og begynder. 

For Iben er bønnen blevet det sted, hun vender tilbage til. 

Når arbejdet fylder. 

Når børnene fylder. 

Når fortiden fylder. 

"Hvis jeg står i en sårbar periode i mit liv, så er det altid bønnen, jeg vender tilbage til." 

Troen har ikke fjernet modgang, bekymringer eller dårlige dage. Men den har givet hende noget, hun har manglet det meste af sit liv. 

Noget at støtte sig til. 

Noget at vende tilbage til. 

Noget, der bliver. 

Ibens mor, Jane Lundsgaard, der nu har været clean i 18 år, kunne også mærke en anden energi over Iben, efter hun konverterede. 

“Det har givet hende noget tryghed og stabilitet. Hun er faldet til ro”  

“Det bedste valg jeg nogensinde har truffet, var at leve efter islam. Det har givet mig så meget ro”

Det er svært at forestille sig, at kvinden foran os engang flyttede mellem sofaer i Odense, Aarhus og København med alle sine ejendele i en taske. 

Men de er den samme person. 

For 15 år siden druknede Iben sine følelser i hash, kokain, ecstasy og alkohol. 

I dag finder hun ro på det grønne bedetæppe vendt mod Mekka. 

Powered by Labrador CMS