"Nu har vi en undskyldning for at slås ligesom i børnehaven, bare med et rigtigt sværd"

På deres arm er et skjold fastbundet med to remme. I hånden har de et fast greb om deres sværd.

Konrad Graugaard Jensen starter i den udendørs arenas højre side. Alexander Monrad i den venstre.

De går stille og vagtsomt frem mod midten af arenaen. Under deres fødder er træflis strøet i et tykt underlag.

Hovederne er dækket af en hjelm, de næsten ikke kan se ud af, og resten af kroppen er surret til med stram beskyttelse. Højt hævet over deres hoveder er deres sværd, parat til at hamre ned i deres modstandere, så snart muligheden byder sig.

De er to mod to. Vagtsomme øjne holder øje med dem udenfor arenaen, observerer hvert et skridt, de tager.

I dag er sværdet ikke lavet af jern, det er rustningen heller ikke. I dag er det soft-gear-træning i Aros Buhurt Club. En klub, der træner kampsporten Buhurt, normalt iført historisk korrekte brynjer og med bluntvåben, der både tæller økser og sværd.

Adidas under rustningen

Der er helt stille i arenaen udover mændenes tunge åndedræt. De cirkler hinanden med et fast greb om deres makkers skulder.

"Kom så! Kom, jeg er klar!" Konrad Graugaard Jensen prøver at fremprovokere handling fra sine rivaler.

Pludselig sætter en af dem fra på det ustabile underlag og hamrer sværdet ned mod hjelmen på sin modstander med så meget kraft, at sværdet hvisler igennem luften.

Modstanderen dukker sig og parerer med sit knaldrøde skjold, opbygget af skumgummi. Sværdet rammer skjoldet med en dump plasticagtig lyd, som om man har dunket en basketball hårdt ned i gulvet.

De fire riddere har godt nok en historisk korrekt vams på med læderspænder, men på fødderne har de adidas løbesko.

Buhurt kombinerer kampsport og middelalderhistorie

Buhurt-kampsporten er genopstået i Rusland og Ukraine i det 21. århundrede, men er bygget på historiske optegnelser af, hvordan riddere i middelalderen trænede for at holde sig i form.

Medlemmerne kaldes kæmpere eller fighters. Konrad Graugaard Jensen, på 23 år, er den nyeste kæmper i klubben. Det er hans tiende gang til træning og anden træning bare denne uge.

Han har ikke selv nået at prøve træningen i fuld rustning endnu, men det er også en kompliceret tilpasningsproces og en dyr en af slagsen. En standardrustning koster mellem 20.000 og 35.000 kr. Alle dele skal tilpasses og håndlaves præcist til kropsmålene på kæmperen, den tilhører.

På landsplan kan de syv aktive danske Buhurt-klubber stille med ca. 52 kæmpere i fuld rustning, så hvordan er Konrad Graugaard Jensen endt inden for, hvad man godt kan kvalificere som en niche-kampsport?

”Nu kommer jeg jo lidt fra en nørdet verden, og efter jeg sagde mit job op i forsvaret, var jeg på udkig efter en kampsport at gå til. Lige pludselig dukkede der en masse videoer op på min Instagram af mænd i fuld rustning, som gennemtæskede hinanden. Så blev jeg simpelthen nødt til at prøve at se, hvad det gik ud på,” forklarer han.

Arenaen ved parkeringspladsen 

Gennemtæsket, det bliver de.

Seks mænd sidder alle, hvor de er blevet fældet, inde i den hjemmebyggede træarena.

Arenaen er blevet placeret bag klubhuset og ligger op til ligusterhæk og parkeringsplads. Ligegyldigt om det er under sommerens hedebølger eller i blæsende snevejr, bliver træningen afholdt her udenfor.

”Fuck, jeg har savnet det her,” gisper Alexander Monrad, på 18 år, efter han har lagt alle sine modstandere ned i træflisen med et velplaceret judokast.

Til dagens træning er han Konrad Graugaard Jensens primære træningsmakker. Han er lige vendt tilbage til klubben efter et halvt års pause. Syv personer er mødt op for at øve sig på kampsporten og bliver kyndigt ført igennem krævende kampøvelser og strategi af deres træner.

”Jeg prøver at tage det stille og roligt i dag. Jeg har stadig virkelig mange blå mærker fra træningen i tirsdags!” råber Konrad Graugaard Jensen fra hans plads i den kolde træflis.

Kærligheden til kamp og historie samler medlemmerne

”Jeg har altid været interesseret for kampsport, lige fra man var oppe og slås i børnehaven,” fortæller Alexander Monrad energisk under en af de ét minut lange pauser, de får lov til at holde.

Konrad Graugaard Jensen nikker og tager en tår af sin vandflaske, inden han supplerer: ”Det er jo også det, der er fedt, som voksne har vi endelig en undskyldning for at gøre, hvad vi gjorde i børnehaven, nu bare med et rigtigt sværd.”

Mange af medlemmerne er historisk interesserede i at nørde riddere og historiske slag, andre har siddet og set Game of Thrones og undret sig over, hvor svært det mon er at kæmpe med sådan en brynje på.

Skaderne bæres med stolthed

Aftenens træning er nu gået 30 minutter over tid, men ingen synes at bemærke det. Arenaen er nu oplyst af en kraftig industriel udendørslampe, der får mændenes svedglinsende ansigter til at skinne.

På skift løber de mod deres træner, som holder en sikkerhedsmåtte ud fra sig, inden de sætter af fra jorden og laver et flyvende spark ind mod ham. Både Konrad og Alexander formår at ramme rigtigt alle tre gange. Den sidste øvelse af den 2,5 timer lange træning er nu velgennemført.

De to unge mænd læner sig udmattede op ad arenaens kant, mens de tager deres hjelme af. Ud ryger også tandbeskyttere fulde af savl. De drager næsten et lettelsens suk over at få den kolde aftenluft ind til hovedbunden.

Mens rygbeskytter og skridtbeskytter bliver taget af og pakket sammen, får de to riddere vekslet krigsskader fra både dagens træning og tidligere grufulde oplevelser. En flækket læbe, bøjede ribben, blodige albuer og knoer. Alle er standard inden for sporten.

”Jeg tror ikke, jeg har fået nogen nye blå mærker siden sidst, men dem jeg har, er helt sikkert blevet større,” siger Konrad Graugaard Jensen, mens han føler efter på sin overkrop, inden Alexander Monrad, som altid er klar til kamp, grinende bryder ind: ”Det kan stadig nås endnu.”