Ny abortlov på Færøerne skærper tonen: Personlige angreb fylder i debatten

Efter vedtagelsen af den nye abortlov på Færøerne fortæller både en politiker og en abortmodstander om fordomme, hadbeskeder og trusler. Ifølge en religionsforsker hænger reaktionerne sammen med dybe religiøse og kulturelle skel.

Abortlovgivningen på Færøerne har - indtil nu - været uændret siden 1956.
Offentliggjort

Da Lagtinget i Tórshavn i december 2025 stemte for at lempe den færøske abortlov og dermed give kvinder ret til at få en abort frem til udgangen af 12. graviditetsuge, blev det med et historisk og snævert flertal på én stemme. 

Siden har aktører på begge sider af debatten oplevet kraftige reaktioner i kølvandet på beslutningen.

Lovændringen har skærpet debatten

Ifølge Björk Sadembou, repræsentant for anti-abortorganisationen Pro Vita, er debatten kun blevet mere polariseret siden lovændringen. 

"Jeg har aldrig hørt og læst så mange pro-life holdninger som lige nu,” fortæller hun og tilføjer, at hun samtidig har indtryk af, at fortalere for fri abort er blevet mere “fremtrædende og ekstreme i den offentlige samtale”. 

Som abortmodstander oplever Sadembou, at hendes synspunkter ofte bliver mødt af stereotype forestillinger om, at hun er “en gammel sur mand” eller én, der hader kvinder og ønsker at fratage dem deres rettigheder. 

Ifølge hende hænger de voldsomme reaktioner sammen med, at abort for mange er tæt knyttet til personlige erfaringer og stærke følelser.

“Hvis der er en voldsom negativ reaktion, tænker jeg ofte, at personen måske har en personlig oplevelse med abort,” udtaler hun og forklarer, at hun i de situationer forsøger at møde kritikken med forståelse frem for konfrontation.

Også på den anden side af abortdebatten har tonen været hård

Socialdemokraten Ingelín D. Strøm, som har været en markant fortaler for retten til abort frem til 12. graviditetsuge, fortæller, at hun i årevis har været udsat for personlige angreb, når hun har ytret sig om emnet.

“Det er helt sikkert det emne, der har fået flest til at skrive til mig - og beskederne har ikke været pæne,” udtaler hun.

Allerede under valgkampen i 2019 oplevede Strøm, at modstanden blev målrettet hende personligt. 

“Jeg blev gjort til skydeskive. Der blev lavet memes og små modkampagner imod mig som person.” 

Ifølge Strøm har abort i flere år har været et emne, mange undgik at tale åbent om på Færøerne. 

“Tidligere blev man enten kaldt børnemorder eller modstander af kvinder. Debatten var så ekstrem, at mange helt lod være med at sige noget.” 

Tonen er ikke blevet mildere efter lovens vedtagelse

I lighed med Sadembou peger Strøm også på, at den skærpede debat tydeligt afspejler, hvor stærke følelser abortspørgsmålet vækker. 

Hun fortæller samtidig, at flere af hendes kollegaer i Lagtinget har oplevet alvorlige reaktioner efter vedtagelsen. 

“Der har været trusler mod flere af de lagtingsmedlemmer, der stemte ja til lovforslaget."

Oplysningerne bakkes op af den færøske politistyrke, der til Kringvarp Føroya bekræfter, at de har modtaget flere anmeldelser om SMS-beskeder med truende indhold rettet mod politikere, som stemte for at lempe abortloven. 

Beskederne bliver af politiet beskrevet som “dybt foruroligende og uforsvarlige” og de oplyser til mediet, at sagen fortsat efterforskes.

Religionsforsker: Abort rammer dybe værdier på Færøerne

Ifølge historiker og religionsforsker Hans Andrias Sølvará skal de voldsomme reaktioner ses i lyset af Færøernes religiøse og kulturelle historie.

Færøerne er et markant mere religiøst samfund end resten af Norden, hvilket betyder, at abortdebatten rammer dybt forankrede værdier om tro og familie, forklarer Sølvará. 

Han peger på, at værdipolitiske konflikter på Færøerne ofte blusser kraftigt op i forbindelse med lovændringer for siden at aftage igen. 

Det sås blandt andet i 2005, da Lagtinget behandlede et forslag om at udvide diskriminationslovgivningen til ligeledes at omfatte seksuel orientering. 

Ifølge historikeren udløste det også dengang en markant og polariseret debat i samfundet.

Abort adskiller sig dog fra tidligere værdipolitiske konflikter, understreger han, fordi spørgsmålet i højere grad vækker grundlæggende etiske uenigheder. 

“Abort er selvfølgelig lidt anderledes, fordi det handler om liv. Men jeg tror, at efter en tid, så vil vandet også lægge sig igen,” udtaler han.

Powered by Labrador CMS