Ny studentergruppe vil imødekomme ligesindede unges  samfundsbekymringer

Students for Amnesty International vil med fokus på dialog og lokalaktivisme sætte samfundsbekymrede danske studerende i kontakt med hinanden.

På hjørnet af Jernbanegade og Danmarksgade i Aalborg kan man i vinduerne på første sal se Amnesty Internationals gule skilte. Den første torsdag i hver måned afholdes der her møde i Students for Amnesty International.
Offentliggjort Sidst opdateret

“Der sker rigtig meget i verden lige nu. Nogle gange kan man godt føle sig lidt håbløs - man vil så gerne gøre noget, men det er så svært at gøre noget, fordi man bare er en lille person i lille Aalborg i lille Danmark."

Sådan beskriver sociologistuderende Safia Khair Øllegaard motivationen bag dannelsen af Students for Amnesty International, som kom til verden i starten af marts.

Gruppen udspringer af Amnesty International, som er en verdensomspændende menneskerettighedsorganisation.

Ideen til gruppen fik Safia Khair Øllegaard ved et møde hos Amnesty International i Aalborg, hvor hun mødte flere af byens andre studerende, der delte hendes behov for et jævnaldrende fællesskab med fokus på de helt store emner.

”Vi tænkte, at vi kunne starte et forum for at kunne snakke om de ting, der sker i verden - og så i den sammenhæng vurdere, om vi har behov for at lave noget aktivisme,” siger Safia Khair Øllegaard.

Gåsepigen af Gerhard Henning er en af de statuer, Students for Amnesty International har planer om at påklæde.

Bevæbnet med strikkepinde og løbesko

Students for Amnesty International vil med små lokale handlinger starte større samtaler om samfundets store problemer.

Gruppen afholder denne søndag strikkecafé med henblik på at påklæde nøgne kvindestatuer i håbet om at igangsætte en debat om køn, magt og synlighed.

Derudover deltager de i årets Run for Palestine, som foregår i flere større danske byer i løbet af maj.

Især Ludvig Albeck Gadegaard, som fra start har været medlem af gruppen, ser frem til at træde i løbeskoene i Aalborg den 14. maj. 

”Jeg tror, det bliver godt, at vi kommer ud og viser os som gruppe - og så er det jo også til et godt formål, da løbets overskud går til humanitært arbejde i Palæstina,” siger han.

Kommet for at blive

En bæredygtig gruppestruktur er helt central for Safia Khair Øllegaard. 

”Min største frygt i forhold til denne gruppe er, om den dør ud på et tidspunkt. Derfor arbejder vi på at gøre den stabil, så den lever videre efter den dag, de nuværende medlemmer smutter,” siger hun.

For medlem Sonja Sofía Mittún, er faste aftaler med til at fastholde hendes deltagelse i gruppen. 

”Jeg synes, at det gør det overskueligt, at vi har faste månedlige møder - man skal ikke hele tiden spørge om, hvornår vi mødes igen, for det står allerede i kalenderen,” siger Sonja Sofía Mittún.

Ikke blot for de lokale

Nicolas Holdt, som er en af gruppens SoMe-ansvarlige, vægter højt, at gruppen er åben for hele Danmarks studerende. 

”Vi er ikke kun for studerende i Aalborg, vi har bare hovedsæde i Aalborg. Så hvis man for eksempel studerer i Århus, København, Odense eller Esbjerg, så er man også mere end velkommen til at være med,” siger Nicolas Holdt. 

Powered by Labrador CMS