Ny tendens: Flere læger i Holstebro vil ikke stå for alkoholafvænning
Nu skal Center for Rusmiddel og Forebyggelse stå for den store opgave alene. De må skrue internt for at løse det nye arbejdspres - for de skal klare den
Læger i Holstebro Kommune vil ikke længere udskrive og følge op på Antabusbehandlinger. De sender i stedet opgaven videre til rusmiddelcenteret.
Det viser en ny rapport fra Center for Rusmiddel og Forebyggelse.
Lægernes beslutning har dog fået arbejdspresset til at vokse markant hos rusmiddelcenteret.
Kristian Bak Kristensen, der er funktionsleder ved Center for Rusmiddel og Forebyggelse kan nikke genkendende til presset, men fastslår:
“Vi skal klare det.”
Ifølge sundhedsloven er det nemlig kommunernes ansvar at tilbyde behandling for alkoholmisbrug.
Der er dog ikke nogen regler for hvem, der skal stå for afrusningen inden behandling.
Om det forklarer Kristian Bak Kristensen:
“Man mangler måske en regulering på området”, med henvisning til, at det skifter fra kommune til kommune, hvem der står for afrusningen.
Opgaven bliver sendt videre og så videre
Afrusningsbehandlinger forgår med lægemidlet Antabus. Det er et lægemiddel, der kun kan udskrives af læger.
I Holstebro er behandlingerne tidligere sket i samarbejde mellem forsorgshjem og læger.
Da det ikke længere måtte foregå hos forsorgshjemmet, havnede opgaven hos lægerne.
De har nu sendt den videre til rusmiddelcenteret.
For at klare opgaven har Center for Rusmiddel og Forebyggelse fået flere lægebesøg, samt smidt flere ressourcer i deres sundhedsteam.
Teamet skal nemlig nu stå for at screene folk inden afrusningen.
En screening, der skal spare tid inden besøg hos lægen, så afrusningen kommer til at foregå på et oplyst grundlag.
Afrusning og behandling samme sted
Førhen stod Center for Rusmiddel og Forebyggelse kun for behandlingen af alkoholmisbrugerne.
“Det er ofte ret komplekst at lave en afrusning,” fortæller Kristian Bak Kristensen og fortsætter: “Hvis man afruser uden en plan, vil borgeren ofte falde tilbage.”
Derfor tror han også, at mange læger vil mene, at det giver bedre mening nu, hvor rusmiddelcenteret står for afrusningen. På den måde har de allerede kontakt med de mennesker, der skal i misbrugsbehandling.
Flere øjne til at spotte usunde alkoholvaner
Antallet af folk, der modtog behandling for alkoholmisbrug er samtidig steget fra 113 i 2024 til 147 i 2025.
Ifølge Kristian Bak Kristensen skyldes stigningen, at de har gjort mere reklame for sig selv:
“Jo mere vi gør opmærksom på os selv, jo flere opdager også muligheden for misbrugsbehandling.”
De uddanner også flere i at tale om alkoholvaner.
Især SOSU-medarbejdere, der arbejder med ældre, får kurser i hvordan de spotter usunde drikkevaner hos ældre og får en snak med dem om eventuel behandling.