Nye tal afslører: De unge går på kompromis for at blive i Aarhus C

Studiebyen Aarhus tiltrækker massevis af unge, mens nye tal afslører stigende lejepriser. Ifølge ekspert må de unge i Aarhus tilpasse deres krav for at sikre sig en bolig i centrum.

Lejligheds facade i Aarhus Centrum.
Offentliggjort

Nye tal fra Boligsiden viser, at ejerlejligheder i Aarhus er steget med 18,8 procent det seneste år, og det presser også lejeboligerne - især i Aarhus C.

Ifølge direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliegreen, hænger udviklingen tæt sammen.

”De stigende ejerboligpriser er meget mere koncentreret omkring Aarhus C, og det er en rettesnor,” forklarer Curt Liliegreen og uddyber: 

”Hvor boligpriserne stiger mest, vil huslejen blive presset med op. Derfor må de unge i højere grad acceptere en mindre bolig eller en der ligger dårligere.” 

Samtidig er Aarhus C den bydel i Danmark med flest 18-29-årige pr. indbygger, hvilket intensiverer konkurrencen om de centrale boliger.

”For mig, er det ikke en mulighed at bo langt fra studiet. Så vil jeg hellere prioritere at betale mere," fortæller 22-årige Rasmus Kabel.

Han er en af de unge boligsøgende, der nægter at justere sine krav. Beliggenheden er topprioriteten, og han vil hellere nøjes med en mindre attraktiv bolig, hvis det betyder, at han kan være bosat i Aarhus Centrum.

Men ifølge Curt Liliegreen må de unge acceptere at give efter i boligsøgning. 

"Der skal arbejdes og indgås nogle kompromisser," siger Curt Liliegreen og tilføjer:

"Det er ikke for at være nedladende overfor de mange unge mennesker, men tag den med ro. Der er så mange faldgruber på boligmarkedet."

Powered by Labrador CMS