Nyt dansk medie gør op med techgiganterne: Vil give brugerne kontrollen

Det nye medie OpinionPoint er skabt som et dansk alternativ til Facebook og TikTok, hvor brugerne får større indflydelse på deres egne data.

Tue Oxenvad, medstifter af platformen OpinionPoint, på scenen til dette års MediaTech Festival i Odense.
Offentliggjort

Bruger du Facebook, TikTok eller Instagram, har du sandsynligvis accepteret, at dine data bliver brugt - måske uden helt at vide hvordan eller af hvem.

Nu vil det nye dansk medie, OpinionPoint tilbyde et alternativ til techgiganterne. Mediet er stiftet af brødrene Tue og Jakob Oxenvad, som ønsker at give brugerne større indsigt i, hvordan deres data anvendes.

På årets MediaTech Festival i Odense præsenterer medstifter Tue Oxenvad visionen bag platformen.

Et alternativ til techgiganterne

Platformen minder på mange måder om Facebook, hvor brugere kan dele indhold og interagere med hinanden. Men der er en afgørende forskel: På OpinionPoint er det brugerne selv, der ejer og kontrollerer deres data.

Facebook er, ligesom en række andre populære sociale medier, ejet af den amerikanske techgigant Meta. Det ser Tue Oxenvad som problematisk, fordi data dermed i sidste ende er underlagt amerikansk kontrol.

“Trump kan, hvis han ønsker det, blot trykke på en knap og få adgang til alle vores data,” siger han fra scenen.

Med OpinionPoint har brødrene skabt et dansk alternativ, hvor det er synligt, hvordan data bruges. Brugerne skal kunne se, hvordan deres oplysninger bliver brugt, og hvem der har adgang til dem.

Brugerens kontrol sikres blandt andet ved, at alle brugere verificeres gennem MitID, og at data udelukkende lagres i Danmark.

“Du ejer dine egne data, og du ved, hvem der har adgang til dem,” siger Oxenvad.

Samtidig skal brugerne selv kunne bestemme, hvilke reklamer de ønsker at se. I stedet for personaliserede annoncer baseret på brugerdata kan man aktivt tilvælge reklamer fra bestemte virksomheder.

Kampen mod de etablerede giganter

Selvom ambitionerne er store, anerkender stifterne, at det bliver svært at konkurrere med etablerede platforme som Facebook og TikTok.

Ifølge Tue Oxenvad handler det i høj grad om brugernes vaner.

“De fleste er bange for forandring,” siger han og understreger, at mange bliver på de eksisterende platforme, fordi det er der, netværket allerede er.

Derfor forventer de med OpinionPoint heller ikke, at brugerne forlader de store platforme fra den ene dag til den anden.

I stedet satser de på at få grupper, foreninger og organisationer til at rykke over på platformen - og derfra tiltrække flere brugere.

Powered by Labrador CMS