Nyt klubhus må vente: Fiskeriforening sendt videre til budgetforhandlinger

Kultur- og Fritidsudvalget kalder projektet spændende, men de mangler penge og sender sagen om kommunalt tilskud videre til budgetforhandlingerne i august.

“Det kan godt se rimeligt ud udefra, men det er et gammelt byggeri, der slet ikke lever op til de standarder, man ønsker i dag," understeger Gunnar H. Pedersen.
Offentliggjort

Planerne om et nyt klubhus ved Storåen for Holstebro og Omegns Fiskeriforening må vente. 

Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet, at sagen sendes videre til kommunens budgetforhandlinger for 2027, som foregår i august, da udvalget ikke er i stand til at støtte projektet nu. 

"Spændende projekt" – men ingen økonomisk mulighed for at løfte finansieringen

Det bekræfter udvalgsformand for Kultur- og Fritidsudvalget Bibi Mundbjerg (V) og fortæller: “Vi synes, det er et spændende projekt, men vi har ikke økonomien i udvalget.” 

Ifølge formanden for bestyrelsen i Holstebro og Omegns Fiskeriforening, Gunnar H. Pedersen, skaber beslutningen usikkerhed for projektet: “Hvis vi ikke har en skovl i jorden inden for tre år, skal vi starte forfra med tilladelser,” siger han. 

Ifølge Gunnar H. Pedersen handler klubhuset i virkeligheden om at gøre fiskeri til en organiseret fritidsaktivitet.

Spirende juniorafdeling vokser ud af rammerne

Holstebro og Omegns Fiskeriforening vil have et nyt klubhus på krogen, fordi det nuværende klubhus er for lille, gammeldags og forkert placeret i et industrikvarter. 

“Det kan godt se rimeligt ud udefra, men det er et gammelt byggeri, der slet ikke lever op til de standarder, man ønsker i dag,” forklarer bestyrelsesformanden Gunnar H. Pedersen.

Han beskriver yderligere: “Juniorafdelingen er i vækst, og vi er simpelthen vokset ud af de rammer, vi har i dag.”

Støj, trængsel og dårlige fysiske rammer gør det derfor svært at udvikle arbejdet med børn og unge.

I værkstedet spirer en vækst i fiskeriforeningens juniorafdeling, men de er vokset ud af rammerne.

Klub og natur ét sted

Et nyt klubhus tæt på Storåen vil give foreningen mulighed for at samle aktiviteter, værksted og praksis ét sted og gøre det markant nemmere at arbejde med børn og unge i naturen. 

“Placeringen er helt afgørende. Med et klubhus tæt på Storåen kan vi gå direkte ned til åen med børnene,” siger Gunnar H. Pedersen.  

Klubhuset fungerer som foreningens base – især i vinterhalvåret, hvor læring, værkstedsarbejde og fællesskab er afgørende, fortæller han. 

“Man lærer mere om fiskeri om vinteren end om sommeren – sommeren er der, man bruger det, man har lært,” fortæller Gunnar H. Pedersen. 

Foreningen må leve med usikkerhed

Gunnar H. Pedersen understreger, at et kommunalt tilskud ikke kun har betydning økonomisk, men også som signal til fonde, der ofte kræver lokal opbakning.

“Når kommunen går med, så viser det andre bidragsydere, at det her er et projekt, der er værd at støtte,” siger han.

En udskydelse skaber usikkerhed, mens et afslag vil blive oplevet som uforståeligt i lyset af foreningens brede samfundsengagement, udtrykker Gunnar H. Pedersen. 

Foreningen ser sig selv som aktiv for lokalsamfundet, der deltager i kommunale arrangementer, samarbejder med skoler og institutioner og bevidst arbejder med at få børn væk fra skærmene og ud i naturen. 

“Vi stiller op, når kommunen spørger. Vi vil gerne være en aktiv del af det samfund, vi er en del af,” understreger bestyrelsesformand for Holstebro og Omegns Fiskeriforening Gunnar H. Pedersen. 

Værkstedet skaber rammerne for det et helt specielt læringsmiljø.

"Vi siger, at man går til fiskeri."

Ifølge Gunnar H. Pedersen handler klubhuset i virkeligheden om at gøre fiskeri til en organiseret fritidsaktivitet – “Vi siger, at man går til fiskeri – ligesom man går til fodbold eller håndbold.” 

De ønsker netop at være en fritidsaktivitet, hvor børn og unge lærer noget og udvikler sig, “De skal kunne mere, når de går herfra, end da de kom,” afslutter Gunnar H. Pedersen.

Powered by Labrador CMS