Opråb til Brammings borgere: Mobiliser jer mod Microsoft!
Et nyt datacenter i Bramming vækker opsigt, og borgere opfordres nu til at stå skulder ved skulder mod techgigantens milliardprojekt.
Microsofts planer om et enormt datacenter i Bramming er ikke gået ubemærket hen. Nu kalder formanden for foreningen 'Tinghøj - Borgernes stemme', Charlotte Bjerre, de lokale i Bramming til at samle sig mod den internationale aktør.
På et borgermåde den 5. maj, hvor dagsordenen var oplysning omkring det kommende datacenter i Bramming, trådte Charlotte op foran de fremmødte og kom med et stærkt budskab.
"I bliver nød til at stå sammen. Èn samlet stemme er stærkere end mange adspredte stemmer. Microsoft vil have en større forpligtelse overfor jer og os, hvis vi står sammen."
Hendes opfordring er at Bramming skal få etableret en dialoggruppe, som kan samle de lokales bekymringer overfor datacenteret, som på sigt kan forelægge og forhandle med Microsoft.
Opbakningen til hendes egen dialoggruppe i Tinghøj, hvor Microsoft også har planer om et datacenter, har været så stor, at hun har stiftet en forening.
En dialoggruppe bærer frugt
I Krageris, hvor endnu et datacenter er planlagt, har Rune Jacobsen oplevet, at en dialoggruppe har haft en stor gennemslagskraft i forhandlingerne med et nyt datacenter.
"Vi har blandt andet fået forhandlet, at tilkørslen til datacenteret ikke skal foregå ad de små lokale veje, men at de skal få bygget en ny vej ud fra hovedvejen. Det er en stor bekymring de har imødekommet."
Ingen lovgivning om kompensation gør det vanskeligere
Et af de store problemer i forbindelse med nye datacentre er, at der mangler en lovgivning om kompensation for de nærmeste naboere.
"Vi har en lov om kompensation ved opsætning af vedvarende energi for de omkringliggende hustande - men der findes ingen lovgivning når der bliver bygget datacentre."
Derfor er en dialoggruppe nødvendig for, at de lokales stemmer, behov og bekymringer bliver hørt, mener Charlotte.
Bramming er bagud
Ifølge byrådsmedlem Ulla Koman-Mejer skyldes den sene reaktion fra Brammings borgere, at forventningerne til datacenter er høje.
"Vi har hørt om 500 arbejdspladser og billig fjernevarmevand, så derfor har snakken ikke gået på, hvilke konsekvenser det kan medføre. Vi ved nu blandt andet nu, at det er umuligt at få fjernvarmevand fra datacenteret, så derfor reagerer vi."
Ulla er initiativtageren til borgermødet, og hun håber også på, at en dialoggruppe bliver etableret selvom det ikke skete på mødet.