Overgangsalder: Tørhed, smerter ved sex og blærebetændelse - Kan det hænge sammen?
Gener i underlivet og urinvejene er meget almindelige i og efter overgangsalderen. Det, der virker som forskellige problemer, kan have samme årsag: østrogenmangel – og der findes behandling, som kan hjælpe.
Tørhed i skeden, smerter ved sex og problemer med blæren kan umiddelbart virke som tre forskellige ting.
Men i og efter overgangsalderen kan de hænge sammen. Når æggestokkene producerer mindre østrogen, påvirker det både urinvejene, skeden og vulvaen – altså skamlæber, skedeåbning og klitoris.
Gynækolog Christine Felding har gennem sit arbejde mødt kvinder med meget forskellige gener.
Nogle kommer på grund af hyppig tissetrang eller gentagne blærebetændelser, mens andre mærker problemer i forbindelse med sex.
“Det er et helt andet problem, men årsagen kan godt være den samme alligevel,” siger Christine Felding.
For nogle påvirker generne både hverdagen, sexlivet og livskvaliteten.
Generne er ikke nødvendigvis noget, man bare skal acceptere som en del af at blive ældre.
Lokal østrogenbehandling bruges direkte i skeden og virker lokalt i området. Ifølge Felding er princippet enkelt:
“Den rigtige behandling er selvfølgelig at give dem det, som de ikke selv producerer mere. Nemlig østrogen.”
Billedserien herunder viser hvad der sker, når østrogenet falder, hvilke gener det kan give, og hvordan lokal østrogenbehandling virker.