På banen er ingen udsatte

“Op ad linjen! Op ad linjen!”. Bolden smækkes mod banden, men dæmpes så blidt af en kattepote, at man skulle tro, der var smurt lim på læderet. Sekunder efter ligger bolden i netmaskerne. “Det er din mand, Ali!”, råber en spiller i skrigorange trøje med omvendt Louis Vuitton-kasket. Skansegården fra Hillerød er kommet bagud. 

Ved siden af varmer en gruppe spillere op til lyden af sko, der hviner mod den våde asfalt. Høje knæløft, hælspark og tungt åndedræt. Nogle drikker vand, andre følger med i kampen. Imens får Skansegården et straffespark, som roligt placeres nede i venstre målhjørne. “Fuck, det er lækkert det der!”. 1-1. 

Kort efter bliver en bold sparket over banens lave sidenet og triller langsomt mod havnen. Tilskuerne stopper opvarmningen for at klappe og huje ironisk, indtil bolden rammer vandet. Udover de 250 deltagende spillere er én TV 2 Østjylland-journalist, to medstuderende, ti lærerstuderende og en håndfuld frivillige dukket op. Pludselig er kampen slut. Skansegården har tabt 4-2 til Sammenholdet fra Randers.

Mere end fodbold

Fra kanten af banen står Fie Biehl Rotheisen og ser alle kampe. Fie er projektleder ved OMBOLD og træner for kvindernes hjemløselandshold. Hun fortæller, at OMBOLD er en NGO, som faciliterer idrætsfællesskaber for udsatte borgere med blandt andet floorball, badminton, fodbold, løb og gang. Det første DM blev spillet i 2003, og det har siden været en årlig begivenhed som hvert år skifter lokation.

Langs de tre baner ligger frivilligteltet, hvorfra turneringen styres med hård hånd. Inde i teltet står en briks, hvor en spiller ligger med en pose is presset mod knæet, mens han scroller på sin telefon. På et bord står gratis frugt, sodavand og kaffe. En spiller fra Skansegården står ved bordet. “Jeg skal ikke have det der sukkerfrie lort. Jeg skal have en normal Faxe.” Han fortæller, at holdet træner én gang om ugen, og at de har været til DM i Sønderborg og Silkeborg før, men at han mest er med for hyggens skyld. På hans jakke sidder en hjerteformet pin med det palæstinensiske flag. “Jeg må repræsentere, hvor jeg kan,” siger han. Ordene hænger i luften, inden han kort efter bliver kaldt tilbage til holdkammeraterne før anden kamp. 

Når tingene vælter, står man sammen

Inden kampen beslutter en flok spillere at rykke banen, fordi et vådt dæksel har forårsaget utallige fald i den tidligere kamp. “Alle, der ikke har noget at lave, hjælp med at skubbe”, lyder det fra en af spillerne. Efter ét ryk vælter halvdelen af den ene sidebande. De skraldgriner. “For helvede Kim! Jeg sagde ryk banen - ikke vælt den,” råber en mand. 

Da banen er på plads, vælter målene ind i Skansegårdens kamp mod Hus Forbi. Højdepunktet falder, da en lang bold fra målmanden finder angriberen, der med ryggen til målet lægger bolden i kassen i én samlet, akrobatisk bevægelse. “For helvede, hvor er det dårligt!” råber Hus Forbis målmand. Det ender 7-2 til Skansegården. 

Der er dog ingen sure miner at spore hos taberne fra Hus Forbi. Svedige kram og brede smil bliver delt på kryds og tværs af asfalten, mens der hurtigt bliver tændt op i en smøg og venligt drilleri på sidelinjen. Det er den slags fællesskab, der gør, at OMBOLD eksisterer. Da Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, skød dagen i gang, mindede han alle om, at ”OMBOLD handler om meget mere end fodbold”. Som timerne gik, blev det hjertevarme fællesskab på asfalten netop det, der lyste allerstærkest igennem.